I 1972 mødtes verdens nationer til en konference i Stockholm. Det blev starten på FN’s Miljøprogram (UNEP) og den internationale miljøindsats.
Men 50 år senere er koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren og udryddelsen af plante- og dyrearter på et niveau, der ikke er set tidligere i menneskehedens historie.
Hvis verdens indsats for klima og miljø de seneste 50 år har haft en effekt, er det nærmest ubærligt at tænke på, hvordan det havde set ud uden.
“Vi lever i dag med den ødelæggelse af miljøet, som Stockholmkonferencen skulle forsøge at forhindre,” nævnte Eva Lövbrand, professor i miljø ved Linköping Universitet.
Det skete ved et webinar tirsdag arrangeret af Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI). Her var forskere samlet for at diskutere sikkerhed – eller mangel på samme – i en tidsalder, der er præget af miljøødelæggelser og klimaforandringer.
Vi skal redde os fra os selv
Menneskets altdominerende rolle på kloden og dets ødelæggende kraft bliver ofte betegnet den antropocene tidsalder, og det er en betegnelse, som indgår i titlen på en ny bog, som forskerne på webinaret har bidraget til. “Anthropocene (In)securities: Reflections on collective Survival 50 Years After the Stockholm Conference”, blev udgivet sidste år, og den kan læses online her.
Eksperterne mener, at klimaforandringer og destruktionen af naturen bør få os til at genoverveje begrebet om sikkerhed. Sikkerhed handlede oprindeligt om krig og fred mellem stater, men i 1990’erne kom mennesket i centrum, særligt ledt an af FN’s Human Security Index fra 1994. Miljøødelæggelser og klimaændringer gik ligeledes fra at blive set som noget, stater skulle beskyttes fra, til at være en trussel mod skrøbelige grupper.
I dag er vi mennesker imidlertid en del af problemet, og miljø- og klimakrisen udgør en eksistentiel trussel mod hele menneskeheden. Med den globale opvarmning og masseudryddelsen af arter bliver opgaven “at beskytte os selv i fremtiden fra os selv i nutiden”, som det formuleres i bogen.
Det kræver, at vi genovervejer vores syn på sikkerhed, mener eksperterne. Eksempelvis peger Marcus King, der er professor ved George Washington University, på at princippet om ansvar for at beskytte (Responsibility to Protect eller blot R2P) bør ses i et bredere lys. Det er generelt et påbud om, at stater bør beskytte befolkninger mod folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, men princippet bør også gælde i forbindelse med klima- og miljøkrisen.
“Hvis stater med stor sandsynlighed kan forhindre en potentiel katastrofal sikkerhedsmæssig og humanitær risiko, og har ressourcerne til at gøre noget ved det, har de et ansvar for at gøre det,” lyder det fra Marcus King.
Solidaritet med andre arter
Eksperterne har i bogen præsenteret nogle principper – eller spor, som de kaldes – der skal føre os videre med udvikling og sikkerhed i en verden, hvor klimaændringer og naturødelæggelser er løbet løbsk.
Først og fremmest skal fossile brændstoffer ud af vores økonomier og livsstile. Det største ansvar ligger på lande og befolkninger med høje udledninger af klimaskadelig energi, og den rigdom, som økonomisk vækst drevet af fossile brændstoffer har skabt, bør omfordeles til at skabe retfærdige samfund, som ikke belaster klimaet.
Men miljø- og klimatruslerne kræver også et helt andet syn på verden, lød det fra Malin Mobjörk, der er forsker ved SIPRI.
“Vi bør stoppe med at se naturen som en ressource og i stedet se den som et hjem for diverse arter, samfund og generationer – ellers vil de miljømæssige ødelæggelser fortsætte,” påpeger hun.
Ifølge eksperternes principper har økosystemer og ikke-menneskelige arter ret til at trives, og derfor bør der etableres juridiske, institutionelle og etiske nyskabelser, som sikrer integriteten og overlevelsen af alle Jordens skabninger. Det kræver, at vores solidaritet rækker længere end blot til vores medmennesker.
“Det kræver solidaritet og slægtsskab, der går på tværs af arter, kulturer og generationer,” lød det fra Malin Mobjörk.
