WFP: Plyndring af fødevaretransporter truer al videre humanitær indsats i Darfur

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

KHARTOUM, 10 marts: FNs Fødevareprogram (WFP) advarer mandag om, at overfald på fødevaretransporter forhindrer leveringen af fødevarer til den borgerkrigsramte region Darfur i Sudan samtidig med at nødhjælp fragtet med fly formentlig må droppes ved udgangen af denne måned grundet manglende bidrag.

– Dette er en uhørt situation. Fragt af nødhjælp ved hjælp af fly risikerer at gå i stå, eftersom vi ikke har flere penge, og det på et tidspunkt hvor behovet er større end nogensinde, siger Kenro Oshidari, WFPs direktør i Sudan.

WFP transporterer kun halvt så mange fødevarer til Darfur som normalt på denne tid af året, da lastbilchaufførerne er nervøse for at køre på de farlige veje. I år er 5 passagerbiler og 45 lastbiler blevet overfaldet. I alt savnes 38 lastbiler og 23 chauffører.

WFP har for tiden ca. 60.000 tons fødevarer på lager i Darfur, hvilket svarer til 2 måneders rationer til de 2 millioner mennesker, som i dag er afhængige af fødevarehjælp fra WFP.

Regntiden fra maj til oktober nærmer sig og så vil antallet af afhængige af fødevarehjælp stige med 50 procent. Hvis WFP ikke kan opretholde leveringen af fødevarer, kan man blive tvunget til at reducere rationerne i nogle af områderne.

– Det er af livsvigtig betydning, at transportvejene er sikre. Vore chauffører fragter i dag fødevarer under enorme risici og situationen er usikker, siger Oshidari.

Under det sidste overfald 4. marts, blev 7 lastbiler på vej til El Fasher i det nordlige Darfur plyndret og chaufførerne bortført. Røverne omlastede fødevarerne og kørte væk med lastbilerne.

På samme tid mangler WFPs humanitære luftservice bidrag til at dække det årlige budget på 373 mio. kr. Hvis WFP ikke får yderligere bidrag med det samme, vil fragten ved hjælp af fly blive aflyst i slutningen af denne måned, indtil yderligere bidrag er modtaget.

Gennemsnitligt 8.000 humanitære hjælpearbejdere benytter WFPs luftservice i Darfur; heraf 3.000 med helikoptere til fjerntliggende områder, som er ufremkommelige ad landjorden.

Størstedelen af passagererne på disse fly er medarbejdere i NGOer, som udfører arbejde indenfor sundhed, vand og sanitære forhold.

– Hele området er afhængigt af humanitær hjælp med WFPs luftservice. Med det pludselige fald af sikkerheden i det vestlige Darfur og stigende overfald på vejene i hele regionen, er lufttransport mere påkrævet end nogensinde før. Hvis den bliver lukket ned – selv for en kortere periode – bliver livsvigtig hjælp afskåret til de mest sårbare i Darfur, siger Oshidari.

I 2007 fragtede WFPs luftservice næsten 160.000 passagerer fra 170 organisationer og NGOer rundt i Sudan. Flyservicen har også fungeret som ambulance- og sikkerhedstjeneste i 267 situationer. Den består af 24 fly samt 6 helikoptere.

På trods af de manglende bidrag i 2008 har luftservicen været i stand til at fortsætte ved hjælp af midler fra 2007 på 53 mio. kr. Bidragene til luftservice er uafhængige af budgettet til fødevarer, som er på mere end 3 milliarder kr. i år og målet er at dele mad ud til 5,6 millioner mennesker i Sudan.

Baggrund:

• Den 23. januar 2008 annoncerede WFP, at 22 lastbiler var blevet stjålet og 18 chauffører savnedes. WFP advarede om nedskæringer i fødevarerationerne i februar, da de 2 største transportfirmaer nægtede at fortsætte samarbejdet på grund af de usikre forhold.
• Efterfølgende har transportfirmaerne indvilliget i at forsætte samarbejde med at levere fødevarer som vanligt. Imidlertid er overfaldene ikke blot fortsat, men fordoblet, hvilket betyder at WFP højst sandsynligt ikke er i stand til at opbygge fødevarelagre til at dække behovet i regntiden.
• WFPs 6 helikoptere flyver gennemsnitligt 80 timer om måneden i Dafur.
• Det koster næsten 20.000 kr. i timen at holde en helikopter i luften i Darfur.
• WFP luftservice i Sudan blev startet i 2004. Udover at dække Darfur og det nordlige Sudan betjener den det sydlige Sudan, som er ved at komme sig efter 21 års krig, der sluttede i 2005 med en fredsaftale. .
• Passagerer i det nordlige Sudan betaler 500 kr. per tur med fly og 200 kr. med helikopter. I det sydlige Sudan afhænger prisen af ruten. WFP planlægger dog at standardisere udgifterne for at effektivisere systemet.

WFP om WFP
WFP er verdens største humanitære organisation og regner i år med at brødføde over 70 millioner i 80 lande.

Yderligere oplysninger hos Mikael Bjerrum, WFP/København, mobil: 40 11 38 83 og tlf. 35 46 71 30