WHO: Covid-19 smadrer den mentale sundhedssektor på verdensplan

gettyimages-1214430211
På gaden i Kolkata, Indien, sidder en hjemløs, mentalforstyrret mand og snakker med sig selv under Covid-19-lock down i maj 2020.
Foto: Anubrata Mondal/Pacific Press/LightRocket via Getty Images
Gerd Kieffer-Døssing

5. oktober 2020

Det er ikke bare det ”normale” sundhedssystem, Covid-19 har skabt ravage i. Også inden for sektoren for mental sundhed har virusset efterladt sig sine spor. Således har 93 procent af verdens lande oplevet, hvordan tilbud og services inden for mental sundhed er blevet forstyrret eller helt standset som følge af pandemien. Dette er sket, samtidig med at behovet for psykisk hjælp er steget.

Sådan lyder det fra Verdens sundhedsorganisation, WHO, der i anledningen af World Mental Health Day, den 10. oktober, har udgivet en rapport, der som den første gør status på, hvordan Covid-19 har påvirket den mentale sundhedssektor globalt set. Dataindsamlingen fandt sted mellem juni og august 2020 i 130 lande fordelt over WHO’s seks regioner.

Læs rapporten: “The impact of COVID-19 on mental, neurological and substance use services: results of a rapid assessment”

Målret bistanden
Resultaterne skal ses i lyset af, at sektoren i forvejen er underfinansieret. Ifølge en pressemeddelelse fra WHO brugte verdens nationer inden pandemien ramte i gennemsnit blot to procent af deres nationale sundhedsbudget på mental sundhed, hvilket i forvejen ikke dækkede befolkningernes behov.

Med coronas ankomst er det behov ikke blevet mindre. Dødsfald, isolation, tabt indkomst og frygt er både med til at forværre eksisterende psykiske lidelser og udløse nye, skriver sundhedsorganisationen. Selvom 89 procent af landene oplyser, at deres nationale Covid-19-beredskab tager højde for psykosocial støtte og mental helbredstiltag, så har ikke engang en femtedel af disse lande sikret ekstra økonomiske midler til at dække disse aktiviteter.

Med udgangspunkt i rapportens resultater, opfordrer WHO også internationale donorer til at øremærke en større del af deres bistand til området. I dag går kun 1 procent af den samlede internationale sundhedsbistand til den mentale sundhedssektor.