WHO: Usundt miljø årsag til over hvert fjerde dødsfald blandt børn

conflict03-pollution-china_13151_600x450
Thomas Jazrawi

Det fremgår af en artikel på hjemmesiden for FN's regionale kontor for Vesteuropa (UNRIC) mandag. 

Miljørisici som indendørs og udendørs luftforurening, passiv rygning, urent vand, mangel på sanitet, samt utilstrækkelig hygiejne tager hvert år livet af 1,7 millioner børn under fem år.

Det viser to nye rapporter for Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Den første rapport viser, at en stor del af de mest almindelige dødsårsager blandt børn under 5 år – diarre, malaria og lungebetændelse – kan forebygges gennem indgreb, som er kendt for at reducere miljømæssige risici. For eksempel adgang til rent drikkevand og miljøvenlige energikilder til madlavning.

”Et forurenet miljø er et dødeligt et af slagsen – især for små børn,” siger Dr. Margaret Chan, leder af WHO. ”Med organer og immunforsvar, som stadig er under udvikling, og med deres mindre kroppe og luftveje, er børn særdeles sårbare over for beskidt luft og vand.”

Skadelige påvirkninger kan starte i moderens liv og øge risikoen for tidlig fødsel, ligesom inden- og udendørs luftforurening, samt passiv rygning, betydeligt øger risikoen for lungebetændelse blandt spæd- og førskolebørn.

Hertil kommer livslang øget risiko for at udvikle kroniske luftvejssygdomme, så som astma. Tilmed kan udsættelse for luftforurening øge den livslange risiko for hjertesygdomme, slagtilfælde og kræft.

Top 5 miljørelaterede dødsårsager blandt børn under 5 år

Den anden rapport giver et omfattende overblik over miljøets betydning for børns helbred, og illustrerer omfanget af udfordringen.

Rapporten viser blandt andet, at der hvert år dør:

• 570 000 børn under 5 år som følge af luftvejsinfektioner, såsom lungebetændelse, på grund af inden- og udendørs luftforurening samt passiv rygning.

• 361 000 børn under 5 år som følge af diarre på grund af manglende adgang til rent drikkevand, sanitet og hygiejne.

• 270 000 spædbørn i deres første levemåned som følge af forhold, herunder tidlig fødsel, der kunne være forebygget gennem adgang til rent drikkevand, sanitet og hygiejniske sundhedsfaciliteter, samt reduceret luftforurening. 

• 200 000 børn under 5 år som følge af malaria, som ellers kunne være forebygget gennem miljøforanstaltninger, såsom at reducere ynglesteder for myg og tildækning af opbevaret drikkevand.

• 200 000 børn under 5 år som følge af utilsigtede skader på baggrund af miljøet, såsom forgiftning, fald og drukning.