Den tidligere danske storfarmer i Zimbabwe, Wolle Kirk, omkom onsdag den 8. april 2009 ved en trafikulykke i Thy. Han blev 71.
Wolle Kirks kone, Birthe, var med som passager i bilen mellem Thisted og Østerild, men slap fra ulykken med en flænge og en beskadiget hånd.
Wolle Kirk var en meget stærk modstander af Fællesmarkedet, og sammen med sin kone og parrets 5 børn udvandrede han i 1973 i protest efter det danske ja til EF, som han betragtede som de rige landes klub.
Ægteparret boede 30 år i Zimbabwe, hvor Wolle Kirk blev en succesfuld farmer, der drev både ostemejeri, kvægbrug, tobaksfarm og en foderstoffabrik. Til de mange arbejderes børn oprettede ægteparret børnehaver og skoler.
Især var han aktiv inden for kvægavl, hvor han eksperimenterede med malkeracen, The Red Dane, i Zimbabwe – der ikke må forveksles med Rød Dansk Malkerace, men var en ny malkerace tilpasset de hårde afrikanske forhold.
Ægteparret blev i 2002 udsat for et alvorligt overfald, da bevæbnede røvere trængte ind i deres soveværelse. De tog kvælertag på hustruen og sårede Wolle Kirk med 27 knivstik. Det betød, at han mistede det ene øje. Efter overfaldet besluttede ægteparret at vende tilbage til Danmark.
Tabet af det ene øje fik Wolle Kirk til at gå med en sort øjeklap, der sammen med det hvide skæg, læderhatten og den krumme pibe gav ham et meget karakteristisk udseende, som mange danskere kom til at kende de senere år. Wolle Kirk blev nemlig en flittig foredragsholder.
Øjeklappen gav også navn til det forlag, Piraten, som Wolle og Birthe Kirk drev fra deres nye hjem i Sundby Mors, tæt på Thy, hvorfra Wolle Kirk oprindelig kom.
Sønnerne Ajs og Mads driver fortsat 3 farme i Zimbabwe, ligesom Wolle Kirks mejeri stadig er i drift. Farmene kan ikke sælges, fordi sorte i princippet kan gøre krav på at overtage dem efter Mugabes jordreform.
Wolle Kirks hjerte bankede til det sidste varmt for Zimbabwe og han kaldte sig selv for en “hvid neger”. Så sent som i januar i år skrev han en kronik i Berlingske Tidende om landets fortvivlede situation under præsident Robert Mugabe.
I november 2008 udgav han bogen “Paradis i frit fald til Helvede? – en tilstandsrapport fra Zimbabwe”. Over 192 sider skildres et land i opløsning på alle planer, oplevet og beskrevet af forfatteren.