2.250 delegerede fra 98 lande takkede med prisoverrækkelse til bl.a. Afro jazz-pioner Hugh Masekela søndag af for Womex, der fandt sted for tredje og sidste gang for nu i København d. 26 – 30 oktober.
REPORTAGE af Simone von Burgwald og Maria Bierbaum Oehlenschläger
Womex programmet var et sandt overflødighedshorn af film, talks, netværksmøder og naturligvis det, al ståhejen handler om, musik! 60 koncerter blev det til i henholdsvis Forum, hvor messen blev holdt, og i Danmarks Radios Koncerthus, der dannede ramme om Womex’ Showcase Festival.
Fredag aften vovede to af kulturredaktionens skribenter sig ud i tågen for at opleve verdensmusik på nært hold i Koncerthuset først på Amager.
Bag duggede ruder
”Undskyld, kan I fortælle mig, hvor Koncerthuset ligger?” spørger jeg et ungt par på gaden. ”Lige derovre,” svarer de og peger på en bygning 20 meter foran mig.
Den er som resten af København indhyllet i tyk tåge og kunne være alt fra et kollegium til en kontorbygning, men det er altså Womex’ bankende hjerte.
Verden er samlet her i Koncerthuset. Ved indgangen bliver jeg mødt af sprog som spansk, fransk, finsk, engelsk, mens klirrende Carlsberg-dåser, duften af Marlboro og marihuana signalerer international festivitas.
Indenfor er der skruet op for varmen, så ingen af aftenens gæster fra fjern og nær skal komme til at fryse.
Vi skal i Studie 2 og høre canadisk/sengalesiske Elage Diouf, der med en række priser fra Canada nu lægger an til at indtage Europa og siden Afrika, hvor han kommer fra.
Sweet talk
Iført filthat og dreadlocks indtager Élage Diouf scenen i Studio 2 sammen med sine canadiske medspillere. Det er en mindre sal kun med ståpladser, og der er rimelig fyldt. Publikum er kommet for at more sig, og det gør de: folk rokker og svajer til musikken, som byder på rytmer, der giver én lyst til at bevæge sig.
Musikken er en blanding af Élage Dioufs senegalesiske musikrødder og moderne indflydelse – guitar, trompet, voice-sampling med meget og varieret perkussion. Diouf synger på wolof, hans senegalesiske modersmål, mens han spiller på en stor bongotromme; de andre musikere spiller guitar og trommesæt i baggrunden.
Efter at have vundet Juno Awards 2011 i kategorien ”World Music Album of the Year” for albummet ”Aksil” har kunstneren El Hadji Fall Diouf allerede opnået stor succes i Canada, hvor han har boet siden 1996.
Albummets navn ”Aksil” betyder på wolof ”Kom ind og vær velkomne”, og beskriver Dioufs filosofi om at være åben for musikalsk indflydelse fra alle kulturer. Og musikeren legemliggør dette koncept ved at være en varm og venlig sjæl – Élage Diouf møder os efter showet med et stort smil, kram og kindkys.
Med succes i Canada har Élage Diouf store forhåbninger om også at indtage det europæiske marked, når han i år for første gang kommer til WOMEX i København.
”They say you only have to come to WOMEX once,” siger Élage Diouf, da vi taler sammen efter hans koncert fredag aften. ”Then you have all the exposure and contacts you need”.
Forretning og fornøjelse
Publikum er ekstremt blandet denne aften i Koncerthuset – managers, musikere, sælgere, pladeselskaber, journalister og fans af verdensmusik bevæger sig målrettet rundt i huset på udkig efter morgendagens stjerner. Der er både tophuer og grå toppe på koncertpladserne.
Womex er forretning for nogle, fornøjelse for andre.
Armenske bjælder og fuglefløjt fra Lesotho
Med et stort orientalsk tæppe spredt ud på scenen går Ara Dinkjian i gang med sin oud i Studio 1 kl. 22.15. Det er Koncerthusets største sal med plads til 1.800 gæster. Tilskuerne er overraskende tæt på musikerne, hvilket giver en særlig intensitet. Ara Dinkjian er omgivet af en klaverspiller og klassiske armenske strengespillere.
Instrumentet ”oud” er et strengeinstrument, som har færre bånd og en mindre hals end den europæiske lut.
Musikken er stille, langsom og melodiøs. Lyden fra de forskellige instrumenter blender sammen og skaber en behagelig og beroligende baggrundsmusik.
Ara Dinkjians søger i sin musik at fremføre idéen om fred og forståelse mellem landene. Hans musik siges at trække fra historisk og traditionel læring for at forene hele verden – et budskab kunstneren selv tror på.
Kulturel mangfoldighed kendetegner også Lesotho-gruppen Sotho Sonds’ vision. Sotho Sounds – ”shepherd musicians from the Kingdom of Lesotho” – indtog scenen i foyeren ved midnat.
En olietønde malet og udstyret med noget metal-vedhæng bruges som slagtøj; en slags banjo skabt af en metaldunk, en træpind og noget metaltråd; og en lang træpind med en fjer i fungerer som fløjte.
”We make our instruments from raw materials. Junk, tyres, wire, wood and metal. We have nothing more. Nothing less,” skriver gruppen på websitet www.sothosounds.org
”We find a way to share our songs with the world beyond the mountains.”
En af perkussionisterne står frem for at tale til publikum mellem sangene; han er ikke ligefrem bandets leder, men det er ham, der taler engelsk. (I Lesotho, den lille enklave midt i Sydafrika, er analfabetismen tårnhøj – den allerhøjeste i hele Afrika.)
Han forsøger også med lidt dansk. ”Har I det godt!?” råber han fra sce-nen gentagne gange. Han spørger os: ”Do you know bush technology”?! (Vi råber ”NO!”) Bush technology betyder, at man i bushen producerer sin egen musik, instrumenter osv. med meget få ressourcer. (Gruppens ledelse hedder for resten også ”Bush Tech Entertainment”.)
De hjemmelavede instrumenter giver en lyd – men hverken en klar klang, en dyb genlyd eller en melodi, man kan nynne. Teksterne er også sparsomme undtagen den mere bemærkelsesværdige ”We’re looking for a wife”.
Det eneste genkendelige instrument på scenen er en gammel harmonika, som giver nogle hvinende lyde, som om den lige er blevet fundet på gaden, taget op og leget med for første gang.
Aftenens afrikanske musikalskoplevelse er i høj grad underholdende. Hvis ikke musikken er direkte iørefaldende, så er forestillingen i hvert fald ren slik for øjnene.
Iført solbriller, huer, tutu’er, fjer og gummistøvler danser de 4 stående musikanter – de tramper og hopper i takt med hinanden, alle med et kæmpe smil. Det er næsten mere performance kunst end en musikkoncert, og deres energi og livsglæde er større end noget andet.
Vi får at vide, at Sotho Sounds er den første musikgruppe fra Leshoto, som er blevet inviteret til WOMEX, og at de selv skulle rejse pengene for at komme til Danmark.
“Please buy our CD so we can get home again!” råber musikeren fra scenen. Så det gjorde vi.
På gensyn i Grækenland
18. udgave af Womex holdes i Thessaloniki i Grækenland d. 17. – 21. oktober 2012. Der er meget at leve op til efter tre vellykkede år i Danmark, hvor programmet blev holdt stramt med koncerter til tiden og stor opbakning fra engagerede værter, en interesseret presse og et verdensmusikhungrende publikum.
Tak for denne gang, Womex, og på gensyn i Grækenland.
———–
Man kan høre Womex Nachspiel på Radioens program 2 mandag aften kl. 22.00-00.00.
