Kommentar af Elisabeth Kiørboe, WWF
Vækst i udviklingslandene skal ikke bero på velstand alene, men derimod samspillet mellem social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.
Der er i de sidste tre til fire år skrevet og sagt mange ord om vækst og beskæftigelse i den danske udviklingsdebat. Men det er mange år siden, at handels- og udviklingspolitik er blevet kædet så snævert sammen, som den er blevet efter udnævnelsen af den nye handels- og udviklingsminister.
Det kan godt i første omgang give noget sved på panden blandt os civilsamfundsorganisationer, som via den danske udviklingsbistand i mange år har kæmpet for at reducere fattigdommen i udviklingslandene.
Men tager vi ja-hatten på, giver det anledning til kreativt at udforske nye muligheder.
Opmærksomhed på faldgrupper
WWF hører ikke til de mest privatsektor-forskrækkede danske ngo’er, og vi har enkelte gode erfaringer med at samarbejde med den private sektor i Afrika og Asien.
Men vi er bestemt ikke blinde for faldgrupperne og udfordringerne i et sådant samarbejde og i sammenkædningen mellem danske handelsinteresser og fattigdomsorienteret udviklingsbistand. Der er efter vores erfaring og perspektiv en række forhold, som skal være på plads for, at en sådant ”ægteskab” skal blive succesfuldt.
Omdefinering af vækstbegrebet
Den traditionelle forståelse for vækstbegrebet skal omdefineres fra at være økonomisk funderet til at indeholde både social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed, jævnført internationale initiativer som det multidimensionelle ”well-being”- begreb og de britiske ”Prosperity without Growth” initiativ.
Naturens ressourcer og serviceydelser bør spille en helt central rolle i et vækstorienteret udviklingsbegreb i de fattige lande.
Vækst må ikke ske på bekostning af miljøet, naturens økosystemer og biodiversiteten. Det vil sige, vækst må ikke medvirke til at gøre uoprettelig skade eller drive rovdrift på naturen.
Grøn vækst er centralt
Økonomisk vækst og social udvikling i alle lande i verden baserer sig grundlæggende på udnyttelsen af de naturressourcer og serviceydelser, som klodens økosystemer stiller til vores disposition.
Ønsker vi at bidrage til at skabe vækst og reduceret fattigdom i de fattigste lande, må vi derfor tage udgangspunkt i denne præmis. Det giver ikke mening at tale om bæredygtighed, fattigdoms bekæmpelse, vækst og socio-økonomisk udvikling uden at placere klima, miljø- og naturressourceforbrug/forvaltning centralt i diskussionen.
Det er uholdbart og kortsigtet, når den økonomiske vækst og udviklingen i udviklingslande sker på bekostning af miljøet og naturen.
Klima og miljøhensyn må og skal placeres helt centralt i arbejdet, hvis samtænkning mellem danske handelsinteresser og Danmarks internationale udviklingsmål skal have en gang på jorden.
Overforbrug skal adresseres
Forbruget af de globale naturressourcer er ekstremt ulige fordelt i verden, og samtidig står vi overfor en global klima- og naturressourcekrise.
Det globale overforbrug af naturressourcer svarer i dag til forbruget af ressourcer fra 1½ klode – den vestlige verden bruger 70 procent af disse – og mange naturressourcer kan allerede nu ikke længere regenerere sig selv.
Globalt bruger vi så at sige af ”kapitalen” og nøjes ikke med at leve af ”renterne”.
Skal en bæredygtig vækst opnås i fattige lande, må vi sikre, at alle relevante aktører – herunder de centrale internationale institutioner, stater, civile organisationer og private aktører – baserer deres arbejde på en forståelse af, at et sundt miljø, et stabilt klima, en bæredygtig forvaltning af naturressourcerne og en mere ligelig fordeling af naturens goder mellem nord og syd samt rig og fattig.
En mere ligelig fordeling er en forudsætning for opnåelsen af bæredygtig vækst og vedvarende eliminering af sult og fattigdom i verden.
Det stiller store krav til samtænkning mellem miljø-, udviklings- og erhvervssektorbistand og til de nationale, regionale og globale udviklingsstrategier.
Dansk handels- og udviklingsbistand skal i langt højere grad åbne mulighed for at stat, civilsamfund og erhvervsliv i både nord og syd arbejder tæt sammen mod et fælles mål om at opnå en bæredygtig udvikling socialt, økonomisk og miljømæssigt i de fattige lande og sikre, at væksten ikke opnås på bekostning af miljøet, økosystemer og biodiversiteten via ubæredygtig udnyttelse af naturens ressourcer.
Fokus på lokale og globale værdikæder er en tilgang, der effektivt kan koble de rige landes forbrug af udviklingslandenes naturressourcer sammen med en målrettet støtte til bæredygtig udvikling, fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig økonomisk vækst i de fattige lande, hvor råvarerne findes og eksporteres fra.
Hvad kan den danske ulandsbistand?
For ikke fortsat at stikke blår i øjnene på os selv, er vi nødt til pragmatisk at erkende, at hverken dansk eller international udviklingsbistand i sig selv kan afhjælpe den globale fattigdom og uligheden og skabe grøn vækst, beskæftigelse og bæredygtighed i verden.
Der er langt mere magtfulde globale spillere, som definerer den agenda. Derimod kan og burde både den danske udviklingsbistand og den dertil knyttede handelspolitik bidrage til at skabe gode eksempler og show cases på, hvordan en bæredygtig udvikling kan understøttes af udviklingsbistanden på en fremtidssikret og fremsynet måde.
Blandt andet via innovativ finansiering, nye partnerskaber, bedre sammenhæng mellem politikområder og fokus på dét, som udviklingsbistanden kan gøre godt: forbedre rammebetingelser, øge kapaciteten i samarbejdslande, styrke rettigheder og civilsamfund og sikre en mere ligelig adgang til og fordeling af klodens naturressourcer og deres services.
Der bør sættes større fokus på regionale tiltag i den danske udviklingsbistand ud fra den betragtning, at både klimaforandringer og overudnyttelse af naturens ressourcer sjældent er begrænset til det nationale plan eller med succes kan takles fra det nationale niveau.
Fokus på klimasikring
Der er fortsat behov for at styrke indsatsen for, at fremtidens udviklingsbistand ikke bliver undermineret af fremtidige klimaforandringer – eller ligefrem er uhensigtsmæssig i forhold til fremtidige udfordringer.
Ulandenes tilpasning til klimaforandringer kræver opbygning af aktivitet til fortsat innovation og udvikling på alle niveauer, og her har den private sektor også en vigtig rolle at spille.
Det er især vigtigt, at klimatilpasningsaktiviteter også målrettes de svageste og mest udsatte grupper og samfund. Her kan partnerskaber mellem civilsamfundsorganisationer, regeringer og den private sektor være et nyttigt og innovativt redskab jævnfør danske erfaringer fra decentrale indsatser i kommuner.
Innovative partnerskaber
Dansk udviklingspolitik skal åbne mulighed for og inspirere til, at stat, civilsamfund og erhvervsliv i både nord og syd kan arbejde tættere sammen mod et fælles mål.
Det er efterhånden bredt erkendt, at ingen af de tre hovedforandringsagenter – stat, privatsektor, civilsamfund – alene kan skabe varige og bæredygtige forandringer i verden.
Det er netop samarbejdet imellem dem, som er nøglen til at opnå ændret adfærd og fremtidssikrede bæredygtige løsninger ud fra deres specifikke roller og kompetencer.
De officielle strukturer kan skabe rammebetingelser for bæredygtige miljø- og udviklingstiltag, den private sektor kan sikre innovation og bæredygtig produktion/handel/investeringer, og civilsamfundet kan arbejde med og advokere for sociale, økonomiske og miljømæssige hensyn og rettigheder, en mere fair fordelingspolitik, opfylde en rolle som vagthund overfor stat og privatsektoren samt være en konstruktiv samarbejdspartner på implementeringsniveau.
Elisabeth Kiørboe er senior programleder samt policy- og strategirådgiver ved WWF Verdensnaturfonden
KILDE: WWF Verdensnaturfonden
Link: http://www.wwf.dk/?8880/WWF-Behov-for-nyt-vkstbegreb
