WWF lover bedring efter undersøgelse af sager om krænkelser og overgreb

gettyimages-1074440998
Bevæbnet parkvagt i Kenya.
Foto: Lorena de la Cuesta/SOPA Images/LightRocket via Getty Images
Thomas Jazrawi

8. december 2020

”Vi er fast besluttede på at gøre mere for at lade lokalsamfunds stemmer blive hørt, at sørge for at deres rettigheder bliver respekteret samt konsekvent arbejde for, at regeringer overholder deres forpligtelser til menneskerettigheder”.

Det er budskabet fra det internationale kontor for WWF Verdensnaturfonden i en erklæring, efter en uafhængig undersøgelse har gransket organisationens projekter i Centralafrika, Nepal og Indien. Undersøgelsen blev iværksat efter flere beskyldninger om krænkelser af menneskerettighederne i arbejdet for naturbevarelse i områderne.

I foråret 2019 beskrev BuzzFeed News, hvordan vagter i WWF’s internationale projekter gik særdeles hårdhændet til lokalbefolkninger. Der var beskyldninger om anholdelser, tortur og drab.

Læs også: WWF Danmark: Vi har ikke lidt tab efter anklager om overfald og drab

Den nye undersøgelse, som altså er bestilt af WWF selv, finder ingen beviser for, at ansatte i WWF har medvirket til krænkelser, skriver den grønne organisation. Men den konkluderer også, at der er ting, der skal arbejdes med.

”Oprindelige folk beskytter naturen bedre”
Organisationer med fokus på oprindelige folk og andre små lokalsamfund har været skarpest med kritikken af WWF. Det gælder eksempelvis Forest Peoples Programme, der har læst den nye opgørelse.

”I de værste sager har WWF ikke undersøgt krænkelser af menneskerettigheder, den er blevet præsenteret for, angiveligt for ikke at skade forholdet til regeringer,” lyder det fra skovorganisationen i en kommentar.

Survival International, som arbejder for oprindelige folks rettigheder, har ligeledes i årevis kritiseret WWF’s tilgang til naturbevarelse. I en kommentar skriver organisationen, at WWF har kendt til krænkelser i et projekt i Cameroun i årevis, men er fortsat med at støtte det.

”Oprindelige folks land må anerkendes som deres egen. Deres ret til at nægte andre at blande sig, hvis de ikke ønsker det, må respekteres, også når det gælder såkaldt ”grønne” projekter. De er bedre til at bevare natur end bevarings-ngo’erne, der mishandler og truer dem. Hvis vi er oprigtige omkring at beskytte biodiversitet, er det tid til at lade dem gøre det,” siger Stephen Corry, direktør for den britiske ngo.

Forest Peoples Programme mener ligeledes, at den nye rapport bør munde ud i flere konkrete tiltag.

”Vi tilskynder WWF til at implementere rapportens anbefalinger til fulde, igangsætte en undersøgelse af hele omfanget af krænkelser af menneskerettigheder i projekterne, at undskylde uden forbehold til de overlevende fra krænkelserne, der blev begået i deres navn, og levere erstatning til de pårørende, hvor det er passende,” skriver organisationen.

WWF “omfavner” rapporten
WWF peger på, at krænkelser er begået af regeringernes parkvagter, som organisationen har samarbejdet med i beskyttelse af naturområderne. Der er løfter om, at der bliver fulgt op på undersøgelsen med konkrete initiativer. 

”De rapporterede overgreb begået af nogle parkvagter tilknyttet regeringer forfærder os, og er i modstrid med alle de værdier, vi står for. Vi føler dyb og ubetinget sorg for dem, der har lidt,” lyder det i erklæringen.

WWF ”omfavner” anbefalingerne i rapporten og vil behandle dem alle. Der vil blive rapporteret regelmæssigt om fremgangen med arbejdet.

Blandt de helt konkrete initiativer, som den grønne organisation vil indføre, er oprettelsen af en uafhængig ombudsmand i organisationen, og den vil etablere mekanismer i hvert eneste land, som lokalsamfund kan klage til.

WWF’s undersøgelse blevet foretaget af et panel af eksperter, herunder tidligere særlige udsendig for FN for miljø og menneskerettigheder, John Knox.