WWF: Mozambique underskriver FN-aftale, der skal stoppe illegalt fiskeri

Forfatter billede

Mozambiques regering har underskrevet en FN-aftale, der skal bekæmpe illegalt fiskeri. Aftalen skal gøre det nemmere for kyststater at opspore ulovlige aktiviteter i fiskerierhvervet, der repræsenterer en stor udfordring for udviklingen i de afrikanske kystsamfund. Det fremgår af et WWF interview med Mozambiques fiskeriminister mandag den 13. oktober. 

WWF har talt med Victor Borges, minister for fiskeri i Mozambique om landets tilslutning til den nye FN-aftale om illegalt fiskeri.

Hvad er dit syn på ulovligt, ureguleret, ikke-reporteret fiskeri (såkaldt IUU-fiskeri) og dets betydning for Mozambique?

“Man regner med, at IUU-fiskeri hvert år medfører tab på cirka 38 millioner dollars alene i Mozambique. I Afrika som helhed estimeres det tab til 1 milliard dollars om året. Det er ikke kun et stort indtægtstab for regeringen og det etablerede fiskeri – det truer også fødevaresikkerheden og medfører tab af arbejdspladser i kystsamfundene, der er blandt Afrikas fattigste. IUU-fiskeri er en trussel mod det globale, nationale og regionale fiskeri, og det er derfor vigtigt, at vi tager de nødvendige skridt for at stoppe det.” 

Hvad kan andre lande lære af Mozambiques eksempel?

“Som medlem af Kommissionen for Tunfiskeriet i det Indiske Ocean (IOTC), er Mozambique allerede bundet af en resolution, der indeholder de samme forpligtigelser som FAO Port State Measure-aftalen. Vores beslutning om at underskrive denne aftale bunder i de fordele som aftalens globale rækkevidde kan tilbyde os frem for kun at drage fordel af en regional aftale. Samtidig er Mozambique allerede i gang med at gennemføre en lang række tiltag, der skal beskytte og styrke vores fiskeri. Derfor giver det god mening at underskrive aftalen”.

Aftalen træder først i kraft, når 25 lande har underskrevet, så hvordan kan den hjælpe med at bekæmpe IUU?
“Siden 2011 har vi, inden for rammerne af international lovgivning, benyttet os af forskellige overvågnings- og undersøgelsesmetoder til at efterforske udenlandske og nationale fartøjer. Overvågning og kontrol er en effektiv måde at bekæmpe illegalt fiskeri på, men det er ofte dyrt, og de fleste udviklingslande har ikke råd til det.” 

“Indtil videre har vi overvåget forskellige havne, hvilket har vist sig at være en omkostningseffektiv måde at bekæmpe det illegale fiskeri på. Det gør fiskeriinspektørernes arbejde lettere, når det pågældende fartøj, mandskab og dokumenter er i havn. Men det er vigtigt, at myndighederne er velinformerede om fiskeriaktiviteter på forhånd og er i stand til at undersøge forhold, som virker mistænkelige. Samtidig er det nødvendigt at forhindre illegale fartøjer i at lægge til havn eller benytte anden form for havneservice. I denne sammenhæng er Port State Measures-aftalen nøglen, der gør det muligt at lukke døren til IUU-fiskeriet.”

Hvad sker der, hvis aftalen ikke træder i kraft?

“Hvis ikke aftalen træder i kraft vil udviklingslandene forsat gå glip af store indtægtsmuligheder, af sociale og økonomiske fordele af fiskeriet og af nye lokale arbejdspladser. Hvis vi på grund af manglende kapacitet ikke får taget hånd om problemet, vil illegalt fiskeri fra store både fra de rige lande forsat beriges på bekostning af de fattige kyststater og deres befolkningsgrupper. Som udviklingsland kan Mozambique ikke se gennem fingre med eller tillade, at det illegale fiskeri fortsætter. Der er brug for fælles indsats og for regional solidaritet for at stoppe det illegale fiskeri, og det gør vi bedst ved at godkende Port State Measures-aftalen og opfordre vores nabolande til at gøre det samme.”

 

KILDE: WWF Verdensnaturfonden: http://www.wwf.dk/?10380/Minister-Flles-indsats-og-solidaritet-kan-stoppe-det-illegale-fiskeri