En påtvungen nedlukning har siden begyndelsen af september lammet Indre Mongoliet.
Befolkningen i den autonome region i det nordlige Kina oplever blandt andet fysiske restriktioner og mongolsk-sprogede sociale medier bliver spærret. Enkelte billeder og videoer slipper ud, og hvad der ser ud til at være de største demonstranter og uroligheder i regionen i næsten ti år, er ved at udfolde sig.
Omdrejningspunktet er det mongolske sprogs status i Indre Mongoliet.
Hidtil har det været muligt for forældre at sende deres børn i skoler, hvor undervisningen er foregået på mongolsk med kinesisk undervist som et fremmedsprog. Det er blevet vendt på hovedet med starten på den nye skoleår i starten af september: Nu er det mongolske sprog kørt ud på et sidespor, og centralstyret kræver, at en række fag i stedet skal undervises på kinesisk.
Mange mongolske forældre nægter at sende deres børn i skole, selvom dette kan føre til, at de mister deres job. En video viser skoleelever i blå uniformer angribe barrikader sat op af politiet for at forhindre eleverne i at tilslutte sig deres forældre, der protesterer uden for skolen. En anden video viser rækker af mongolske skoleelever, der løfter deres knyttede næver i vejret og opfordrer det mongolske folk til at beskytte sit sprog.
Præcis det samme er sket to gange før.
”Det er fuldstændig efter drejebogen,” fortæller professor emeritus i kinastudier ved Aarhus Universitet Stig Thøgersen, ”man har tidligere startet en proces med at begrænse undervisningen på lokalsprogene Tibet og i Xinjiang.”
Hårdere tiltag mod andre
Både i Xinjiang og Tibet stoppede indgrebene over for minoriteterne ikke ved sprogundervisning i skolerne. I Tibet er templer og klostre revet ned, og bedemøller er fjernet. Statsansatte tibetanere, der har besøgt templer ved tibetanske højtider, er opsagt, og deres børn er smidt ud af skolen.
I Xinjiang er moskeer lukket, og der er meldinger fra regionen om tilbageholdelseslejre, hvor hundredtusindvis af etniske uighurere, der er muslimer, sidder indespærret, samtidig med at der har været en tvungen sterilisering af uighurske kvinder.
Så voldsomt kommer det dog ikke til at gå for det mongolske mindretal, spår Stig Thøgersen:
”Centralmyndighederne er gået så hårdt til værks, fordi man har vurderet, at den kollektive identitet og det religiøse aspekt er meget dybt forankret i minoritetsgrupperne i Xinjiang og Tibet.”
Til sammenligning er mongolerne i Indre Mongoliet blevet set som ”mønsterminoriteten”, da de i højere grad end tibetanere og uighurer er blevet assimileret i den han-kinesiske kultur.
En hjælp til minoriteterne
De kinesiske myndigheder benægter selv nedrivningen af templer, tilbageholdelseslejre og tvangssteriliseringer. Indgrebene i sprogundervisningen retfærdiggør myndighederne med, at man ikke kan få en videregående uddannelse i Kina uden at kunne kinesisk, og at man heller ikke vil kunne klare sig på det kinesiske arbejdsmarked. Det er ment som en hjælp til minoritetsgrupperne.
”Det er en ren løgn,” siger formand for Dansk Selskab for Tibetansk Kultur, Grethe Sørvig.
”Hvis kineserne faktisk ønskede at hjælpe, så havde de ikke subsidieret tilflyttende kinesiske landmænd i Tibet uden at støtte tilsvarende tibetanske landmænd. De havde ikke valgt at give de bedste statslige jobs til han-kinesere. De havde ikke valgt at gøre det forbudt for munke og nonner at undervise på tibetansk, så fattige tibetanere der ikke har råd til at sende deres børn i skole nu ikke har mulighed for at give deres børn en skolegang.”
Stig Thøgersen fortæller, at den kinesiske argumentation går imod sprogforskningen, som viser, at jo bedre man mestrer sit modersmål, jo nemmere har man ved at lære et fremmedsprog.
Indgrebene i sprogundervisningen er samtidig i strid med den kinesiske forfatning, der giver Kinas minoriteter ret til en grad af selvbestemmelse i varetagelsen af interne anliggender og bevarelse af deres sprog og kultur.
Vejen mod én identitet
Indgrebene skal derfor i højere grad ses ud fra et geopolitisk og et ideologisk perspektiv, forklarer Stig Thøgersen.
Geopolitisk er Tibet og Xinjiang essentielle transitregioner mellem det østlige Kina og Central- og Sydasien. Disse forbindelser er centrale i realiseringen af Kinas silkevejsprojekt. De kinesiske myndigheder har strammet grebet om de lokale i et forsøg på at skabe en medgørlig befolkning i disse regioner, der ikke skal kunne true den overordnede linje.
Ideologisk er der en vision om at skabe en samlende kinesisk identitet. Xi Jinping har i flere omgange givet udtryk for sit ønske om, at ”der skal plantes et kærlighedens frø til Kina dybt i hjertet på hele befolkningen i Kina.”
”Det er helt klart et projekt for Xi Jinping at få alle grupper i Kina til at slutte op om folkerepublikkens identitet,” fortæller Stig Thøgersen.
”I princippet er det ensbetydende med, at man skal slutte op om den han-kinesiske identitet. På den måde ønskes der en ensretning af identiteten.”
Grethe Sørvig mener ikke, at styret vil komme langt med den tvungne ensretning:
”Xi Jinping vil have, at minoriteterne skal have Kina i hjertet, men du får ingen til at elske dig ved at fratage dem deres ret til at være sig selv.”
