Debatmøde hos MS
Af Liv Elbirk, informationsmedarbejder 06. november 2009
Menneskerettighedsaktivisten Jestina Mukoko fra Zimbabwe deltog i et velbesøgt debatmøde hos MS med bl.a. udviklingsminister Ulla Tørnæs, der inviterede til dialog om den bedst mulige anvendelse af nye bistandsmidler til Zimbabwe.
“Jeg er stadig ved at vænne mig til idéen om at være et frit menneske”, sagde menneskerettighedsforkæmper Jestina Mukoko, der var fattet, velformuleret og fortsat målrettet, da hun videregav sit syn på den aktuelle politiske situation i Zimbabwe.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs og et panel af Zimbabwe-eksperter var på besøg hos MS på Fælledvej tirsdag den 3. november, da der blev afholdt debatmøde om Zimbabwe i anledning af, at direktøren for Zimbabwe Peace Project, Jestina Mukoko, besøgte Danmark. Hun blev frikendt i september måned ovenpå måneders tilbageholdelse på baggrund af fabrikerede anklager om terrorismevirksomhed.
Med i panelet var MS’ landedirektør i Zimbabwe, Philemon Jazi, Stig Jensen, leder af Center for Afrikastudier, udviklingsminister Ulla Tørnæs og MS’ generalsekretær Frans Mikael Jansen. Debatmødet blev arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke, Amnesty International og Operation Dagsværk
“Situationen i Zimbabwe har været som et lukket rum uden ilt. Det politiske grundlag for samlingsregeringen har åbnet døren på klem, og den ilt, der bliver lukket ind nu, kan ikke tages fra os igen”, sagde Jestina Mukoko. Hun takkede MS, Kvinder for Indflydelse og de internationale organisationer, som har kæmpet på hendes side siden december sidste år, hvor hun blev bortført af regeringens sikkerhedsfolk: “Jeg er så rørt og taknemmelig over den støtte, jeg har modtaget.”
“En heltinde”
Ulla Tørnæs tog hul på sit oplæg ved at kalde Jestina Mukoko for en heltinde og en sand forkæmper for kvinder og demokratiske rettigheder. Hun satte en streg under, at seriøse donorer som Danmark bliver nødt til at blive i Zimbabwe, også når det bliver grimt og kaotisk. “Der er intet alternativ, ingen plan B”, som hun sagde. “Vi har øget vores indsats siden samlingsregeringen, og jeg har foreslået at sætte flere penge af til Zimbabwe på den nye finanslov.” Ulla Tørnæs fortsatte med at invitere MS til en dialog om den bedste måde at få pengene til at arbejde for sagen.
Jestina Mukoko lagde vægt på, at der allerede nu er forandringer at spore i Zimbabwe. Den nye samlingsregering har øje for nationale interesser og ikke kun personlige interesser, og det har en effekt både på hospitalerne og i skolerne. Der er kommet mad tilbage på hylderne, og økonomien er så småt begyndt at stabilisere sig. Dog mindede hun om, at to NGO-ledere blev arresteret i sidste uge, hvilket tjener som en påmindelse om, at det er to skridt frem og et tilbage. “Vores største udfordring nu er at hele som nation”, sagde hun.
Ligesom Jestina Mukoko understregede Ulla Tørnæs, at Zimbabwe endnu ikke har overstået vanskelighederne og lagde vægt på, at genopbyggelsen af landet skal begynde på et lokalt niveau: “Et stærkt og uafhængigt civilsamfund er afgørende for et tolerant og åbent samfund, ligesom det er afgørende i et bæredygtigt udviklingsperspektiv.”
Zimbabwes kommende grundlov
Både Philemon Jazi og Jestina Mukoko fremhævede, at et af de første skridt på vejen skal være en ny grundlov. Philemon Jazi pointerede, at både politi og militær er politiserede og skal reformeres: “Vi kan ikke sikre folkets deltagelse, indtil der er et fredeligt og sikkert rum for deltagelse – lad os ikke tage freden for givet.” Han fortsatte med at pointere, at den danske Zimbabwe-strategi bliver nødt til at være robust, for det kommer til at tage tid.
Frans Mikael Jansen rundede mødet af med at udtrykke de tilstedeværendes lettelse og glæde ved at have Jestina Mukoko iblandt sig. Han takkede også Ulla Tørnæs for hendes åbenhed over for en dialog om den fremtidige udviklingsstrategi i Zimbabwe.