Constantino Chiwenga, generalen, der stod i spidsen for Zimbabwes militær under kuppet mod Robert Mugabe 14. november, er blevet udpeget til vicepræsident i landets regerende parti, ZANU PF.
Han forlod posten som øverstkommanderende for militæret 19. december og den 23. blev han udpeget til posten i ZANU PF.
Det er den nytiltrådte præsident Emmerson Mnangagwa, der har indsat Chiwenga på posten som han deler med Kembo Mohadi, der har været minister for national sikkerhed og som nu desuden er forsvarsminister.
Chiwenga, der er født i 1956, deltog i landets frihedskrig fra 1973 og blev forsvarschef i 2004.
Mohadi er født i 1949 og sluttede sig til frihedskampen i 1972, hvor han gik i landflygtighed i Zambia. Senere modtog han angiveligt militær træning i Rusland og sad fængslet fra 1976 til uafhængigheden i 1980.
Et splittet parti
Op til kuppet, der satte en stopper for Robert Mugabes 37-årige karriere som leder af landet, var regeringspartiet dybt splittet over, hvem der skulle overtage præsidentposten efter den 93-årige Mugabe.
På den ene side stod en gruppe af fortrinsvist yngre partifolk med Robert Mugabes hustru Grace Mugabe som frontperson. På den anden side stod medlemmer af partiets gamle garde med bl.a. Emmerson Mnangagwa i spidsen. Han var som vice-præsident favorit til at overtage præsidentposten.
Mnangagwa blev dog fyret i begyndelsen af november efter pres fra Grace Mugabes fraktion i partiet. Han flygtede til Sydafrika, hvorfra han vendte tilbage efter militærkuppet.
Efter massivt pres fra militæret og partiet trådte Robert Mugabe tilbage 21. november og den 24. november blev Mnangagwa indsat som ny præsident.
Da Mnangagwa udpegede sin regering 1. december var der ingen medlemmer af Grace Mugabes fraktion på ministerlisten og med den tidligere forsvarschef som vicepræsident for partiet ser det ud til at partiets gamle garde har solidt greb om magten i landet.