Efter et regnfattigt 2019 og en dårlig høst slog FN’s Fødevareprogram (WFP) alarm i sidste måned – Zimbabwe er i overhængende fare for en decideret sultkrise. Sidste år led Zimbabwe for tredje år i træk af en lang tørkeperiode. Værre end de seneste 40 år, skriver WFP.
For Zimbabwes bønder er problemet til at føle på – de får ikke tilstrækkeligt med vand til deres afgrøder. Elias Shamba, 53, dyrker bomuld, majs og korn (durra/sorghum) i landsbyen Munyuki i Zimbabwe.
”Sidste års høst holdt kun fra februar til maj hvilket er usædvanligt. Under normale vejrforhold varer en høst hele året ud,” siger han til WFP.
Derfor har Elias og hans familie fået mad fra fødevareprogrammet. Men ressourcerne fra det internationale samfund – som blandt andet WFP – har ikke været tilstrækkelig på grund af tørkens omfang. Derfor er Elias Shamba og hans familie nødsaget til at spise insekter såsom cikader.
Netop nødhjælpen er essentiel i Zimbabwe, da situationen er meget alvorlig.
”Som det ser ud nu, står vi til at løbe tør for mad i slutningen af februar, som i øvrigt falder sammen med den tid på året, hvor Zimbabwe i forvejen er ramt af udpræget sult,” siger Niels Balzer, vicedirektør i WFP i Zimbabwe, til tv-stationen CNN.
FN anslår, at op mod 8 millioner mennesker er i fare for at sulte – derfor er der akut behov for et budget på 293 millioner dollars.
En udtørret økonomi
Zimbabwe har i årevis haft en miserabel økonomi. Den største årsag til dette skal findes i et årelangt dårligt lederskab, som begyndte da Robert Mugabe blev præsident i starten af 1980’erne. Efter Mugabes død i september sidste år er landets økonomi stadig elendig. Den nuværende præsident, Emmerson Mnangagwa, var Mugabes vicepræsident og en tæt allieret. Han har ikke formået at forbedre Zimbabwes økonomi trods flere løfter.
Nu har den lange tørkeperiode medført en lavere produktivitet i landet. Blandt andet af den grund er der nu opstået en uhørt høj inflation, heriblandt på fødevarepriserne. Ifølge WFP har Zimbabwe en af de højeste inflationsrater i verden. Det kan illustreres ved, at landets nye dollarmøntenhed faldt 85 procent i værdi fra februar til december 2019. Af den grund forøges fødevarepriserne hver dag, hvilket gør det svært for befolkningen at håndtere.
WFP har taget konsekvensen og skiftet finansiel assistance ud med udelukkende at forsyne befolkningen med madrationer, men det har medført en række udfordringer. Opjusteringen i madrationer, som skal nå fire millioner mennesker, udfordrer WFP’s budget og logistiske muligheder. Det kan tage tre måneder, fra der kommer en ansøgning om finansiering af madrationer, til at forsyningerne leveres til de lokale i Zimbabwe.