Analyse. Zimbabwes nye præsident Emmerson Mnangagwa fortsætter sit internationale charmeoffensiv med et visit til den schweiziske by Davos, hvor det årlige verdensøkonomiske topmøde World Economic Forum, afholdes i disse dage.
Følg med i Davos 2018 Live her
Med sig i attachemappen har Mnangagwa medbragt en salgsbrochure, som skal overbevise verdens politiske og økonomiske ledere om, at de roligt kan investere Zimbabwes økonomi.
Screenshot fra Twitter
Salgsbrochuren eller “investeringsdokumentet”, giver løfter om en ny era i ZImbabwe og en række reformer, der igen skal gøre landet attraktivt for udenlandske investeringer, herunder en strømlining af de lovgivningmæssige rammer for udenlandsk investering og virksomhedsdrift, og en lovning på, at regeringen vil overholde bilaterale handelsaftaler.
Ivesteringsdokumentet stiller derudover bedre regeringførelse i sigte og lover kompensation i de tilfælde, hvor det går galt.
På det helt centrale spørgsmål om beskyttelse af ejendomsretten, bliver dokumentet dog lidt mere tvetydigt. Her meddeler Zimbabwes regering følgende:
“The government commits to the protection of all investments from expropriation, or from measures taken that will have a similar effect, except for a public purpose…”.
Hvad der mere præcist ligger i “public purpose” står ikke helt klart, men det er et forbehold, som regeringen nok må regne med, at potentielle investorer gerne vil høre lidt mere om, inden de lægger deres penge i landet.
Spørgsmålet er, om det eksempelvis betyder, at regeringen forbeholder sig retten til beslaglægge privat ejendom, hvis det er i “samfundets eller offentlighedens interesse” og om udenlandske investorer ikke vil se Mugabe-eraens katastrofale jordbeslaglæggelser, som begyndte i 2000, spøge mellem linjerne på denne formulering
Reformer, realiteter og gammel vin på nye flasker
Zimbabwes nye regering har allerede meddelt, at den gerne vil kompensere landmænd, som mistede deres jord under beslaglæggelserne fra 2000 og frem, og at man overvejer at etablere en særlig domstol, der skal tage stilling hvor meget den enkelte landmand vil få i kompensation.
Ligeledes har regeringen besluttet, og dette fremgår også af Mnangagwas investeringdokument, at droppe landets udskældte og afskrækkende Indigenisation and Economic Empowerment Act, som kræver, at mindst 51 procent af ejerskabet i en virksomhed i landet, er på zimbabweanske hænder.
Denne regel vil dog fortsat gælde for diamant- og platinminedrift i landet og det forhold vil risikere at sætte en dæmper på international interesse for en sektor, som ellers, ifølge et analyse fra UNDP, har stort potentiale for hurtigt at komme i højere gear og bidrage markant til økonomisk genopretning i landet.
Det statsejede diamantmineselskab Zimbabwe Consolidated Diamond Company (ZCDC), der blev oprettet i 2016, vil muligvis blive opløst med regeringens finanslovsforslag, som også lægger op til at privatisere en række statsejede selskaber. Sker dette, åbner det døren for at Zimbabwes militær igen kan få adgang til lukrative diamantaftaler med kinesiske partnere – ifølge en analyse i tidsskriftet Africa Confidential blev ZCDC netop etableret for at bremse Mnangagwa-faktionens interesser i landets diamantminer til fordel for den såkaldte G-40 gruppe, som led i den årelange magtkamp, som til sidst endte med Mnangagwa-faktionens magtovertagelse og Robert Mugabes afgang i November 2017.
Efter 37 år med Mugabe ved roret, med økonomisk sammenbrud til følge, vil Emmerson Mnangagwa – lidt endnu – ride på en bølge af fornyet håb, forsigtig optimisme og god tro (og tvivlens nådegave) – fra mange hjemme i Zimbabwe, som ude i verden.
Han har lovet frie og fair valg (som han efter alt at dømme står til at vinde), som senest skal afholdes til sommer, og har inviteret EU- og internationale observatører til at deltage. Han har igangsat en stor anti-korruptionkampagne i landet (og udrensning af sine politiske modstandere i det regerende ZANU-PF parti), og han har præsenteret et budgetforslag, som skal nedbringe statens udgifter.
Mnangagwa har på få måneder bevist, at han er besluttet på at føre en bedre økonomisk politik end sin forgænger: det vil sandsynligvis også resulterer i nye og flere investeringer i landet i den kommende tid, ikke mindst fra Sydafrika, Kina og Brexit-Storbritannien.
Men spørgsmålet er, i hvor høj grad almindelige zimbabweanere vil få gavn af dem i form af nye jobs og forbedrede levevilkår.
For selvom Mugabe-eraen nu er forbi, vedbliver ZANU-PF-partiet, statsapparatet og militæret stadig at være den selvbetjenende treenighed, som giver og tager i det sydafrikanske land.
I hvor høj grad vil nye investeringer sive ned gennem samfundspyramiden og hvor lang tid vil det i så fald tage, før det for alvor begynder at ske? Og vil det blive for lidt, og for langsomt.
Zimbabwes befolkning har udvist en enorm modstandskraft og udholdenhed på baggrund af årtiers økonomisk og politisk nedtur, som også har fået millioner af zimbabweanere til at emigerere til udlandet.
Men det var alt sammen før en hel nation oversvømmede landets gader og pladser i November 2017 – i forløsning og eufori over et magtskifte, der fjernede en landsfader og autokrat, der havde regeret landet i 37 år.
Den nye præsident har lovet zimbabweanerne, at landets økonomi vil vokse med op mod 6 procent i 2018, mod 2,8 procent i 2017 (og 0.7 procent i 2016), mens Verdensbanken i sin seneste Global Economic Prospects rapport, anslår at 2018 byde på en vækst på 0.9 procent; denne prognose er dog udarbejdet inden magtskiftet i slutningen af 2017, tager derfor ikke hensyn til de efterfølgende økonomiske reformer, som nu er igangsat.
Tilbage står at Zimbabwes økonomi er i knæ, arbejdsløsheden er skyhøj, statens gæld er uholdbar , budgetunderskuddet enormt og adgangen til kapital og udenlandsk valuta er kritisk lav.
Det er på det bagtæppe, at Mnangagwa, hvis øgenavn er “krokodillen”, er ankommet til det sneklædte og idylliske Davos med et budskab om, at Zimbabwe er klar og villig til at påbegynde en ny era i landets historie – med hjælp fra omverden.
Med sig under armen bærer han sit folks forhåbninger for en bedre fremtid og en salgsbrochure, hvis aspirationer ligger meget langt fra de økonomiske (og politiske) realiteter hjemme i Zimbabwe.
Han får brug for al sin snilde og en god portion charme.
