Zimbabwes regering afviser at være en af “tyranniets forposter” – kalder Bush-regeringen “fascistisk”

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Zimbabwes regering siger, at den ikke er bekymret over, at præsident George Bush – via sin nye udenrigsminister Condoleezza Rice – har udråbt det sydafrikanske land til en af verdens 6 “forposter for tyranniet”, skriver BBC Online torsdag.

– Når den slags kommentarer kommer fra fascister, er det ikke noget, der bekymrer os for alvor, siger anti-korruptionsminister Didymus Mutasa til BBC.

Han tilføjede, at USA vil bringe sig i vanskeligheder, hvis det forsøger at invadere Zimbabwe. – Irakerne har ikke ligefrem behandlet dem med fløjlshandsker, så lad dem bare komme til Zimbabwe, vi skal nok tage os af dem, lød det fra ministeren.

Rice sagde torsdag, at USA vil bringe frihed og demokrati til Zimbabwe, såvel som Cuba, Iran, Nordkorea, Burma og Hviderusland.

USA har indført sanktioner mod Zimbabwes lederskab og bl.a. forbudt præsident Robert Mugabe og hans nærmeste at besøge USA og har indefrosset hans bankindeståender under amerikansk jurisdiktion.

USA og EU anklager Mugabe for at have svindlet sig til sejren ved præsidentvalget i 2002, undertrykke enhver opposition med vold og misregere landet med økonomisk kaos og udbredt underernæring til følge.

Mugabe anklager til gengæld USA og EU for at modsætte sig afrikansk styre og især modarbejde hans beslaglæggelse af hvidt-ejet land til fordeling blandt sorte.

Han mener, at Vesten har rottet sig sammen om at ødelægge Zimbabwes økonomi for at bringe ham i miskredit, anfører BBC Online.