Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Det sydligste Madagaskar kommer i reglen kun i pressen, når der er kriser, og det har der desværre været flere af de sidste par år. Eksempelvis skrev Information om tørken og hvordan lokale lod sig prostituere for at få mad. Tørken har over mange år haft indflydelse på befolkningen. Den form for landbrug, som man tidligere praktiserede, er ikke muligt længere, eller det er stærkt begrænset, hvad landbefolkningen kan få til at gro.
Når man spørger folk, hvad der påvirker deres liv, så er det mangel på vand, de taler om. Alt handler om manglende vand.
Regnen er erratisk og uforudsigelig, og på grund af den omfattende afskovning blæser sandet nemt op og gør det svært med jordbrug. De lokale har ikke kun brug for vand, men også læhegn, der kan beskytte den gode jord.
FN’s World Food Programme har aktiviteter i dette område. En af dem er donation af kogeolie, som vi hører sælges på det sorte marked, for der er ikke så meget mad at koge.
I sådan et tørt landskab er der få strategier, som virker. En af dem er at holde får.
Der er velorganiserede kvindegrupper, der ser udvikling i at holde får, og mange gør det allerede. Får kan selv finde det, som de vil spise, og kræver derfor ikke specielt foder. Geder spiser af træerne og guffer en masse blade i sig, hvilket ikke er godt i forhold til klimaet. Fårene er rolige, og en enlig mor kan godt have et mindre fårehold, som hun passer på. Det er ikke muligt med geder, der hopper og går, som vinden blæser.
Fårene kan gå med køerne, og fårene har ikke den rituelle betydning, som geder har, hvor der ved en begravelse skal slagtes geder. Får er mindre hurtige til at formere sig, men man kan dog regne med mindst ét lam hvert år, hvis ellers der er et handyr – en vædder – omkring. I nogle år vil de få to. Fårene har brug for vand, men de kan faktisk leve af det vand, som findes i jorden, og som mennesker finder for salt.
Giv et får
Vi er på rejse for Danmissions Madagaskar-kreds, som er blevet spurgt om at støtte et projekt, der vil give fattige familieoverhoveder, primært kvinder, der er ramt af tørke, et antal får. For eksempel ni får og en vædder. I kvindegrupperne vil der være en forventet solidaritet, hvor nogle af de nyfødte dyr skal gå videre til andre, som heller ikke har meget.
Et får kan betale for alt udstyr til et barns skolegang i et år. Fårene kan fungere som en bank for den enkelte, så værdien bevares, indtil den skal bruges.
Franskmændene indførte i kolonitiden en bille i skovene i det sydlige Madagaskar, hvis befolkning franskmændene havde svært ved at styre. Billen skulle spise et af de vigtigste træer, raketa-planten, som gav mad til dyrene, og det virkede. Franskmændene stod for den første store menneskeskabte sultkatastrofe i 1930-33. Den ekstreme behandling af lokalbefolkningen fik indbyggerne til at acceptere det franske kolonistyre. Lavt sat døde en halv million!
Siden har der været den ene katastrofe efter den anden, og som Information skrev sidste år, tærer tørken på alle ressourcer, inklusive de menneskelige.
Syden er negligeret af centralregeringen og til dels stadig kontrolleret af udefrakommende. Det er ikke fordi, der mangler frugtbare områder i det sydlige Madagaskar. På vejen mellem Fort Dauphin og hovedbyen, Ambovombe, er der en kæmpe sisal-farm, som ejes af en franskmand. De er her stadig, de ”gamle” herremænd.
Projekternes begravelsesplads
En vandledning fra en flod i Fort Dauphin til Ambovombe, var et af regeringens prestigeprojekter betalt af kineserne, som skulle vise lokalbefolkningen, hvor stor betydning deres anliggender har i hovedstaden. Præsidenten kom ned til Ambovombe og åbnede for vandet, da man sagde, at røret var på plads. Men det vand, han åbnede for, var netop fyldt i tanken, og projektet står i dag hen som en hvid elefant – et fejlslagent projekt. Det kan ikke afvises, at vandet på et tidspunkt kommer, for der arbejdes stadig på projektet, men floden har slet ikke den kapacitet, som skal til for at dække sydens behov.
Det er en kompleks realitet, for det handler både om tørke, klimaforandringer, udnyttelse af den frugtbare jord til andet end mad og politisk forsømmelse. Det sydlige Madagaskar kaldes også for projekternes begravelsesplads – for der er forsøgt rigtigt meget, men få projekter lykkes.
Og i det store billede er får på ingen måde nok. Befolkningen har brug for en infrastruktur, som indeholder bygning af dæmninger, vandreservoirer, og ikke mindst adgang til drikkevand.
Vi taler med en lokalt ansat i FN-organisationen IFAD, som bygger de store vandstrukturer. Han er stolt af sit arbejde. Han er blevet tilbudt flere stillinger i hovedstaden, men vil ikke rodes ind i regeringens spind og løgne.
En anden stor aktør, som ligesom Danmission samarbejder med kirker, er CRS (Catholic Relief Services). Organisationen har et enormt program, som er helt usammenligneligt med de små indsatser, som Danmissions Madagaskar-kreds kan levere. CRS har også erfaring med får, og den er blandet. De lokale kvinder kommer bare op at skændes, fortæller en lokalt ansat repræsentant for organisationen.
Vi tænker, at med et begrænset projekt og en tilgang, hvor der er repræsentanter for kirken helt ude i landsbyen, som kan hjælpe med til afklaring, burde den lokale partner kunne tilrettelægge et godt projekt.
Det er ikke en redning
Får er ikke redningen for de mange fattige mennesker i det sydlige Madagaskar, men de er en del af den forandring, der skal til for at skabe et nyt livsgrundlag for landbefolkningen.
På det overordnede plan skal vi lære af den kritik af kolonimagterne, som igen ulmer i Afrika, og som også udtrykkes i Madagaskar. En ny dansk Afrikastrategi bør medtage en analyse af, hvad det er, som er sket for en kolonimagt som Frankrig, der i dag er blevet afvist i store dele af Vestafrika, og som fortsat spøger i Madagaskar, der officielt blev selvstændigt i 1960, men som stadig er præget af koloniale relationer.
Hvordan kan vi som land vise et andet eksempel, være partnere på en anden måde?
Og selvfølgelig bør Madagaskar komme med som et partnerland!
PS: Hvis du er interesseret i Madagaskar, så bør du tage i biografen og se den nye film Den røde ø, som taler lige ind i diskussionen om franskmændenes måde at forlade koloni-relationen på, som jeg er inde på.
