Forsker og forfatter: “Fakta og tal kan ikke stå alene – vi har brug for litteraturens hjerte”

Hans Luchts nye digtsamling ‘Vores liv ryster’ skildrer afrikanske migranters personlige fortællinger.


Foto: Linda Wassberg.
Hedi Nermin Aziz

4. juli 2024

Antropolog, forskningsleder og forfatter Hans Lucht dykker dybt ned i den udokumenterede migration fra Afrika til Europa.

Med skarpt fokus på migranternes oprindelseslande og deres motiver for at rejse udfører han etnografisk feltarbejde i Ghana, Niger, Libyen, Italien og Grækenland. Hans arbejde kaster lys over de personlige fortællinger og komplekse dynamikker bag migrationen, hvilket nu danner grobund for hans nye dokumentariske digtsamling.

”Når man transporterer tekster fra det videnskabelige univers til det litterære univers, sker der noget særligt. Ordene får en ny dimension. Jeg kan vende tilbage og tænke: Wow, sagde de virkelig det? Det får en helt ny tyngde,” fortæller han.

Digtsamlingen ’Vores liv ryster’ følger unge, afrikanske migranter på deres rejse fra en fiskerlandsby i Ghana over Sahara og Middelhavet til arbejdspladserne i Europa. Migranternes personlige historier er fortalt med deres egne stemmer sat på vers, og digtsamlingen placerer sig i et krydsfelt mellem feltarbejdsdata, vidnesbyrd og lyrik.

Litteratur som supplement til fakta

Spørger man Hans Lucht, adskiller litteraturen sig fra tal, nyheder og akademisk skrivning, fordi litteratur og poesi har en enestående evne til at bevæge os. Mens statistik og data kan give os et overblik over ’hårde’ fakta om tilsyneladende anonyme mennesker, formår litteraturen at give krisen et ansigt og en stemme. Og det kan være vigtigt i en tid, hvor kynismen truer med at overtage os, fortæller han.

”Der er så meget elendighed og lidelse rundt omkring i verden, og med den konstante nyhedsstrøm bliver folk efterhånden mere ufølsomme over for lidelse. Fakta og tal kan ikke stå alene – vi har brug for litteraturens hjerte. Som forsker på dette område i mange år har jeg bemærket, at historien skal være ekstra grum og spektakulær, før journalister ringer og spørger om drukneulykker på Middelhavet,” siger Lucht.

Og det er en pårørende til en druknet migrant, som får en stemme i dette uddrag fra digtsamlingen:

han tog den risiko
for at vi skulle have det trygt og godt i fremtiden
tre dage senere havde jeg en drøm
Yaw kom hjem fra Italien
men han var meget stille
han stod bare ved porten
jeg sagde Yaw hvad er der galt?
er du død?
han satte sig på knæ og sagde
ja jeg er død mor”

Lyrik frem for kontekst

Under arbejdet med digtene overvejede Hans Lucht, hvordan han kunne vise, at forfatterens input og konteksten ikke altid er altafgørende for betydningen i et poetisk univers. Derfor valgte han at træde tilbage fra skriveprocessen og give sig selv den begrænsning, at han ikke måtte inkludere sine egne betragtninger i digtene, således at migranternes perspektiv kunne fylde.

“Jeg fjernede mig selv fra ligningen og lod deres stemmer stå helt rent. Jeg blev forbløffet over, hvor lidt kontekst man nogle gange har brug for, for at forstå, hvor folk befinder sig i deres liv – både socialt, geografisk og eksistentielt.”

Antropolog og forfatter, Hans Lucht.


Foto: Linda Wassberg.

I den sammenhæng har lyrikken været et oplagt greb:

”Sproget skal ikke skal fylde for meget, fordi det er menneskerne og deres fortællinger, der skal være i centrum. Så jeg har simpelthen forsøgt at nedtone og skære så meget væk som muligt. Det greb, at teksten præsenteres som lyrik gør, at man automatisk skærper opmærksomheden over for det, der bliver sagt.”

DIIS-forskeren føler et særligt ansvar over for de mennesker, som har delt deres personlige historier med ham.

”Det er jo en kakofoni af stemmer, som lever indeni mig. Mennesker, som har delt rørende og betydningsfulde historier fra deres liv, i håb om at de kunne bidrage til en bredere samtale om migranters liv og forhold. Den tiltro og tillid, de har vist mig ved at dele deres historier, vil jeg gerne give dem tilbage.”

Lyt til dem, det handler om

Undervejs er Hans Lucht stødt på et par etiske dilemmaer, og det har især været i sammenhæng med interviews med de efterladte pårørende:

“En af de største udfordringer har været at gennemføre interviews med de efterladte. De er forståeligt nok dybt berørte over deres tab. Mennesker forsvinder simpelthen. Når nogen rejser gennem ørkenen eller over Middelhavet, kan man ikke bare ringe til et rejsebureau og spørge, hvor ens søn er.”

Desuden opdagede han under sine rejser en kulturforskel mellem europæere og ghanesere, der gjorde det sværere at italesætte brutale eller traumatiske hændelser.

”Ikke alle deler den europæiske forestilling om, at man skal tale om sine problemer med andre mennesker, især hvis det gør ondt at fremkalde de følelser. For hvorfor snakke om noget, der kun bringer mere smerte? Hvis jeg for eksempel skal tale med en ghanesisk mor, der har mistet sin søn, må jeg virkelig overveje mine ord og handlinger, før jeg træder ind i en sådan situation.”

“Det handler ikke ’bare’ om at miste en person – det er selvfølgelig et kæmpe tab på et følelsesmæssigt plan – men også et tab på et socialt og materielt plan. Den forsvundne person bar jo hele familiens håb med sig,” tilføjer forfatteren.

Han håber, at digtsamlingen kan være med til at nedbryde nogle af de fordomme, vi har om migranters tilværelse og historier.

“Jeg tror, man vil få et intimt indblik i, hvorfor folk rejser, og hvilke følelser og tanker de har undervejs. Man vil også se, hvilke forestillinger de har om Europa, og hvilke realiteter de står over for. Disse spørgsmål er store og komplekse at tackle, og det er let at falde i stereotype opfattelser af, hvad der foregår. Jeg tror bare, det er vigtigt at lytte til de mennesker, der er i centrum af det hele. Hvad er deres historier? Hvad vil de gerne fortælle os?”