Kampe mellem sikkerhedsstyrker og formodede muslimske rebeller i det sydlige Thailand onsdag kostede mindst 112 livet. Det gjorde dagen til den blodigste i den urolige regions historie, skriver flere blade torsdag.
Thailandsk politi og militær gik onsdag morgen til modangreb mod bevæbnede grupper, der ved daggry begyndte koordinerede angreb mod politistationer og sikkerhedszoner i regionerne nær den malaysiske grænse, som har overvejende muslimsk befolkning.
De fleste oprørere var teenagere og kun bevæbnet med macheter og nogle få pistoler. Thailandsk tv kunne efterfølgende vise billeder af deres lig, der blev løftet op af blodpøle og smidt på lastvogne. Blandt de døde var 2 soldater og 3 betjente.
Angrebene er de seneste i en række bombeattentater, overfald og drab. På trods af militærets hårde kurs mod oprørere i den sydlige del af landet, har der ikke været tegn på at volden vil aftage.
Det har skabt frygt for, at utilfredsheden hos områdets muslimske unge kan gøre regionen til grobund for grupper som Osama bin Ladens terrornetværk Al Qaida.