22 forslag fra Socialdemokraterne til at løse Muhammed-konflikten og genoprette Danmarks omdømme

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Med udenrigsordfører Jeppe Kofod som pennefører har Socialdemokraterne nu udarbejdet 22 konkrete tiltag til at styrke Danmarks internationale profil efter de voldsomme reaktioner på tegningerne af profeten Muhammed i Jyllands-Posten.

Jeppe Kofod skriver fredag på sin hjemmeside:

I ugevis har Danmark været eksponeret som aldrig før i resten af verden. Desværre ikke i forbindelse med vores samfundsmodel eller frisind. Tværtimod er vores nation igen og igen blevet sat i forbindelse med religiøs intolerance og diskrimination af minoriteter.

Den 30-årige politiker fortsætter:

Denne eksponering af Danmark har medført, at store dele af omverdenen i både muslimske og ikke-muslimske lande har revideret deres traditionelle opfattelse af Danmark som en humanistisk stormagt og stolt forkæmper for menneskerettighederne.

Set fra et dansk synspunkt er det dybt urimeligt. Både når man tager vores generelle bidrag til det internationale samfund i betragtning – og når man ser på det konkrete sagsforløb, som præges af misforståelser og bevidst misinformation om forholdene for den muslimske minoritet i vores land. Ikke desto vil krisen højest sandsynligt have mærkbare konsekvenser for vores udenrigspolitiske muligheder i årene, der kommer.

Den udvikling bør vi forebygge i tide. Danmark har traditionelt sikret sig international indflydelse gennem en aktivistisk udenrigspolitik, præget af høj moralsk integritet. Vores varemærke er omsorg for de svageste, solidaritet med den fattige del af verden og insisteren på demokrati og menneskerettigheder.

Danmark har nu en uundgåelig og omfattende opgave i at konsolidere Danmarks profil i den globale bevidsthed som et land, der arbejder for demokrati, retfærdighed, frihedsrettigheder, for ligestilling mellem kønnene og mellem befolkninger verden over, og for tolerance og imod diskrimination og tvang.

Vores eget demokratiske, frie samfund er ikke en forhindring, men en forudsætning for dette arbejde.

Dette arbejde handler ikke om partipolitik, men om Danmarks fremtid. Det handler om vores indre sammenhængskraft og ydre gennemslagskraft. Med dette idékatalog ønsker Socialdemokraterne at bidrage konstruktivt til et bredt samarbejde om en styrkelse af den diplomatiske og politiske offensiv for at værne om Danmarks omdømme.

Værdigrundlag

Vores grundlag for denne offensiv er de fundamentale værdier, som Socialdemokraterne altid har kæmpet for. Vi har stræbt efter lighed, frihed og social retfærdighed i 135 år og står kompromisløst værn om de grundlæggende værdier, vores samfund i dag er bygget på.

For os er den grundlovssikrede ytringsfrihed og pressefrihed er ikke til diskussion, ligesom respekten for vores borgere og deres religionsfrihed er fundamental for vores samfundsmodel.

Det betyder også, at ønsker man i et demokratisk samfund en ordentlig dialog mellem forskellige befolkningsgrupper, så må tage afsæt i respekten for menneskers religiøse følelser og værdighed. Ytringsfrihed skal bruges med omtanke og ansvarlighed, hvis man vil etablere en ordentlig demokratisk samtale.

De religiøse kræfter, der ønsker at underlægge demokratiet religionen står for en samfundsopfattelse, som vi ikke under nogen omstændigheder kan eller vil acceptere. Det samme gælder kræfter, der ønsker at undertrykke menneskerettigheder, herunder kvinders og homoseksuelles ligestilling og lige ret til et frit liv.

Socialdemokraterne afviser således enhver diskussion om og forsøg på retfærdiggørelse af kulturelt betingede afvigelser fra disse grundlæggende, demokratiske værdier, f.eks. gennem tvangsægteskaber, æresdrab, kvindelig omskæring og forbud imod fri abort.

Dialogen

Socialdemokraterne ønsker at Danmark intensiverer dialogen med den muslimske verden. Formålet for os er at fremme forståelsen for fundamentale værdier, kulturer og erstatte konfrontation med dialog.

Vi ønsker dialog med alle kræfter, der forpligter sig til en fredelig samtale med udgangspunkt i menneskerettigheder og demokrati. Vi mener, at et udbytterigt partnerskab kun kan etableres gennem gensidig respekt, tolerance og forståelse for de historiske og aktuelle betingelser for hvert deltagende land.

Socialdemokraterne kommer i det følgende med et idékatalog til aktiviteter, som efter vores opfattelse naturligt kunne udgøre en del af samlet indsats for at fremme denne målsætning – og opfordrer til at flere idéer og initiativer bliver bragt på banen.

Internationale aktiviteter – de 22 forslag

1. Allerede i 2006 bør Danmark holde en stor international konference om inter-kulturel dialog.

2. Danmark bør udpege danskere med muslimsk baggrund som landets særligt udpegede kapaciteter i de muslimske lande. Gennem besøg, møder med beslutningstagere og medier skal disse personer øge dialogen og promovere et nuanceret indtryk af Danmark.

3. Gennem generelle mediekampagner og indlæg fra højtstående politikere og kultur personligheder fra Danmark skal vi søge at øge kendskabet til Danmark i den muslimske verden og søge dialog og forståelse.

4. Danmark bør bidrage aktivt til “Civilisationernes Alliance”-initiativet, som blev lanceret af Jose Luis Rodriguez Zapatero and Tayyip Erdogan i slutningen af 2005.

5. Vi skal støtte op om et aktivt partnerskab med EU og Tyrkiet for at promovere dialog og forståelse.

6. Samarbejdet mellem NGOer, kultur- og medieinstitutioner skal intensiveres, gennem målrettede støtteordninger, der baserer sig på samarbejde på tværs af grænserne.

7. Uformelle kontakter mellem Danmark og den muslimske verden skal forankres gennem udvekslingsprogrammer for studerende og twinning-programmer for faggrupper og arbejdsmarkedets parter.

8. Vi må blive bedre til at inddrage den danske foreningskultur og tradition og skabe partnerskaber mellem civilsamfundet i Danmark og den muslimske verden gennem gensidige partnerskaber og projekter.

9. Borgerne skal gennem stile-, essay- og plakatkonkurrencer inkluderes under emnerne dialog, demokrati og forståelse.

10. Der skal etableres en kulturel og politisk dialog gennem højniveau politiske delegationer til lande i den muslimske verden.

11. Fordobling af det økonomiske bidrag til det nyskabende dialog og kultursamarbejde med Mellemøsten, ”Images of the Middle East”-festivalen, der planlægges afviklet til august i København og andre større danske byer .

12. Dialog-Centret i Kairo samt Det Danske Institut i Damaskus skal styrkes. Disse institutioner skal både spille en større rolle for at præge debatten i deres respektive lande, samt i endnu højere grad være til rådighed danske besøg. Der bør i videst muligt omfang etableres tilsvarende institutter i den øvrige muslimske verden.

13. Vi skal reservere en vis del af Det (særligt danske, red.) Arabiske Initiativ til dialogrejser og kulturel udveksling. Det skal være nemmere for gymnasie- og højskole-elever at komme på besøg og etablere udvekslingsaftaler i Mellemøsten og andre muslimske regioner.

14. Der bør genetableres en demokratifond til finansiering af mellemfolkelige demokratiseringsprojekter og demokratisamarbejde med bl.a. lande i den muslimske verden (det har de radikale også foreslået).

15. Der bør bevilges ekstra ressourcer til diplomatisk arbejde og assistance med handelsfremstød for dansk eksportindustri i den muslimske verden.

16. Afsætning af midler til etablering af ungdomsambassadører i udlandet. De danske unge skal fortælle om Danmark, vor kultur, religionsfrihed og selvfølgelig om demokrati.

17. Etablering af en “Democratic Summer”-pulje, som danske højskoler kan søge, for at afvikle sommer-højskole om det danske demokrati for såvel udenlandske, som danske elever.

18. Oprettelse af ”University of Denmark”, der bl.a. skal markedsføre danske universiteter og trække flere dygtige unge til Danmark for at læse på universitetet og lære om det danske samfund og demokrati.

19. Oprettelse af ”Nina Bang Fondet” til støtte for kvindelige universitetsstuderende i den muslimske verden (Nina Bang blev som den første demokratisk valgte kvinde og minister for uddannelsesområdet i 1924).

20. Massiv oprustning af Danmarks menneskerettighedsindsats igennem styrkelse af det Danske Institut for Menneskerettigheder.

21. Massiv oprustning af Danmarks arbejde for torturkonventionerne og hjælp til torturofre.

22. Genoprettelse af den danske udviklings-, demokrati og miljøbistand for at styrke Danmarks omdømme og muligheder for at føre en mere aktivistisk udenrigspolitik.

Kilde: www.jeppe-kofod.dk