Jubilaren er født og opvokset i Østerlars på Bornholm, blev uddannet cand.theol. i 1991 og året efter udsendt som missionær til det nordlige Tanzania. Her underviste han præster og evangelister og har i mange år været med til at udarbejde teologisk litteratur på swahili.
Han er gift med Ruth, og parret har tre voksne børn, som alle er opvokset i Tanzania. Efter 14 år vendte familien tilbage til Danmark. Alligevel har de aldrig helt forladt Tanzania – ”deres andet hjemland”, som de selv kalder det.
En af Philip Bach-Svendsens passioner er at læse og fordybe sig i teologisk litteratur. Han er drevet af et stærkt ønske om, at mennesker skal møde det kristne evangelium ved at læse i Bibelen.
Siden hjemkomsten til Danmark har han i flere perioder været korttidsudsendt til oversættelsesopgaver i Tanzania for Luthersk Missions litteraturmissionsarbejde Soma Biblia.
De seneste år har parret været bosat i Esbjerg i Vestjylland, hvor Philip Bach-Svendsen bl.a. har været ansat som konsulent i det tværkulturelle arbejde.
Tanzania trak dog så meget, at han sidste sommer sagde ja til at rejse ud til en opgave som forlagsleder for LM’s litteraturarbejde i den store østafrikanske nation, der har modtaget mere dansk bistand end noget andet u-land.
Hans kone er blevet i Danmark dette år, mens den yngste søn gør sin studentereksamen færdig. Hun følges her til sommer med sin mand til Tanzania, hvor de skal bo i Arusha i landets nordlige del.
Philip Bach-Svendsen ser selv en klar rød tråd i de 25 år, han har været ansat i LM:
”For mig ligger opgaven som leder af Soma Biblias forlag i forlængelse af det, jeg har arbejdet med i snart mange år – glæden over at hjælpe mennesker til tro,” forklarer han.
Søndag den 11. juni kl. 13.15 holder LM’s afdeling i Vestjylland udsendelsesfest for Ruth og Philip Bach-Svendsen på Efterskolen Solgården, Vardevej 68, Tarm.
LM om LM
Luthersk Mission (tidl. Luthersk Missionsforening) er den organisation i Danmark, der har flest missionærer udsendt – i øjeblikket omkring 40 missionærer og volontører. De arbejder bl.a. med bibelundervisning, sundheds- og litteraturarbejde i Peru, Cambodja, Tanzania, Etiopien og Grønland.
Herhjemme ligger domicilet i Hillerød i Nordsjælland.
Yderligere oplysninger hos:
Karin Borup Ravnborg, kommunikationsmedarbejder og journalist
Luthersk Mission / Danish Lutheran Mission
Tlf. 48 20 76 82 og e-mail [email protected]