Nu har hospitalet overskud til at oplyse om sundhed i fjerne landsbyer

Lederteamet pa Sikonge Hospital – overlæge Peter Sorero, rådgiver Mia Korsgaard, oversygeplejerske Emiliana Alex og generalsekretær Wilson Mkuma.


Foto: Svend Løbner
Laurits Holdt

4. april 2024

Jeg er ikke en ørn til organisationsudvikling og slet ikke god til matematiske beregninger. Jeg er mere til blot at rejse ud til Langtbortistan for at finde og fortælle den gode historie om, hvad organisationens hjælpearbejde betyder for modtageren i den anden ende. Slutbrugeren, om man vil.

Som jeg plejer at sige til organisationer: Det hjælper ikke, at I har en flot bil stående i garagen, hvis den ikke kommer ud at køre. For at kunne køre skal den have brændstof. Brændstoffet er penge. Men pengene kommer ikke ind uden fundraising. Og fundraising duer ikke uden artikler, der fortæller, hvordan pengene nytter.

Men siden er mit tankeunivers blevet udvidet. Der kommer nemlig heller ikke nogen bil ud at køre, hvis den ikke KAN køre, fordi den er defekt. Brændstof er ikke nok.

Jeg er lige kommet hjem fra en reportagerejse til Tanzania, hvor jeg på første parket blev vidne til hvad organisationsudvikling betyder. De seneste tre år har Brødremenighedens store hospital i Sikonge syd for Tabora gennemgået en veritabel forvandling.

Ledelsen har lært at fungere som et team af personer med forskellige kompetencer i stedet for en hierarkisk top-down-struktur, hvor hver person i hierarkiet er limet til taburetten.

Der er kommet styr på økonomien, så Sikonge Hospital for første gang i mange år har kunnet præsentere et overskud, som kan investeres i vedligeholdelse af bygninger og nyt udstyr.

Også hospitalets apotek har nu optimeret sin lagerføring, så medicin bestilles i god tid og patienter både inde på hospitalet og ude hos hospitalets fem klinikker i omkringliggende landsbyer kan få den medicin, de har brug for.

Og der er sket en udskiftning i medarbejderstaben, så det er de mest kvalificerede – og ikke dem, man kender og er i familie med – der får opgaven som sygeplejerske og lignende.

Der er i det hele taget blevet et bedre arbejdsmiljø på hospitalet. Noget man som udefrakommende mærker med det samme, man kommer ind ad hospitalets port. Man bliver mødt af glade mennesker. Stemningen ånder af fred.

Økonomisk, mentalt og menneskeligt overskud

Overskuddet er til at tage og føle på. Ikke kun det økonomiske, men også det mentale og det menneskelige.

Jeg deltog i en såkaldt sundhedsgudstjeneste i landsbyen Mahagwe halvandens times kørsel fra Sikonge på støvede veje.

Under ledelse af biskoppens kone, Frola Yona, underviste hospitalets generalsekretær Wilson Nkumba om menneskerettigheder og hospitalets overlæge Peter Songoro om sundhed og hygiejne, mens hospitalets medicinske læge, dr. Sipemba, åbnede en konsultation i et nærliggende lokale.

Hospitalets socialarbejder Oscar Ipera var rejst i forvejen for at sammenkalde folk ved blandt andet at spille høj musik. Selv deltog han i dansen, da sundhedsgudstjenesten begyndte og omkring 100 forventningsfulde indbyggere fra landsbyen, flest kvinder, dukkede op.

”Kvinder og børn har rettigheder, indledte generalsekretæren. Kvinder skal også kunne arve og ikke som nu kun have valget mellem at blive eller rejse væk fra landsbyen, når hendes mand går bort. Hun har jo også slidt og slæbt på ejendommen,” lyder det fra Wilson Nkumba.

”Børn har ret til skolegang og skal ikke holdes hjemme for at passe geder og køer, fortsatte han. I skal også lytte til deres børn, især når det drejer sig om deres liv og fremtid.”

Hospitalets overlæge fortsatte henvendt til de mange kvinder:

”I skal sørge for at komme på hospitalet i tide, hvis I mærker en hævelse eller en byld. Livmoderhalskræft har fire stadier. I de tre første kan vi behandle; i den sidste fase kan vi kun lindre smerter og sende jer godt afsted til himlen!”

”I skal ikke have mere end fem børn hver. I kan sagtens få 25, men det kan I ikke holde til. Så brug prævention eller få en indsprøjtning hver tredje måned,” sagde han og gav helt basal seksualundervisning. Viste med hænderne, hvordan livmoderen er indrettet, og hvor der er risiko for kræft.

”Kvinden har en ydre dør, hvor manden banker på. Men også en indre dør, der beskytter fosteret. Det er her livmoderhalskræft oftest opstår.”

Biskoppens kone, der ledte hele seancen, fik alle med på parolen: ”Ydre dør, indre dør! Kvinden har en ydre dør og en indre dør!” Og videre om hygiejne: ”Ren, ren, ren! Kvinden skal vaske sig ren!”

Hvad med manden, ville en kvinde vide.

”Det er godt, hvis manden er omskåret. Så kan han lettere holde sig ren,” svarede overlæge Peter Songoro.

Flere ord, mere sang, og mere dans. En mere end fire timers sundhedsgudstjeneste slog budskaberne fast om god hygiejne, ligebehandling af kvinder og børn og – ikke mindst – om at bruge hospitalet, der også tilbyder gratis behandling til de allerfattigste.

Begyndte med en græshytte

Sundhedsteamet rejser ud i nye landsbyer hver måned og dækker et område på størrelse med Jylland.

Det var helt herude ved slutbrugerne, modtagerne, de mennesker, der får direkte gavn af hospitalets og sundhedsmedarbejdernes overskud, jeg på første parket bevidnede organisationsudviklingens betydning.

Det burde jeg naturligvis have indset for længe siden. Bare hospitalets historie vidner om en rivende udvikling. Sikonge Hospital blev oprettet af Brødremenighedens missionærer for omring 100 år siden. Dengang bestod hospitalet af en græshytte, operationsbordet var en gammel dør, opbevaringen var slidte flyttekasser og venteværelset en åben og faldefærdig carport.

I dag har Sikonge Hospital 150 sengepladser. Omkring 30 patienter kommer ind på hospitalet hver dag. Der udføres 20 operationer om ugen, og bringes dagligt fem børn sikkert til verden.

Bilen – for nu at blive ved metaforen i begyndelsen – er køreklar og kan derfor rulle ud ad carporten og gøre det, den er sat i verden for.


Reportagerejsen til Sikonge er betalt af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde gennem Brødremenighedens Danske Mission.