Fredag den 26. marts er store portostøttedag. Den dag træder et særligt udvalg under kulturministeriet sammen for at træffe afgørelse om fordeling af midlerne fra en ny bladstøttepulje på 25,7 mio. kr. i 2004, som skal modvirke bortfaldet af portostøtten til mange fagblade, tidsskrifter, foreningsblade m.v. med virkning fra den 1. marts. Bortfaldet rammer en stribe u-landsudgivelser.
Det særlige udvalg under forsæde af professor, dr. jur. og leder af Retsvidenskabeligt Institut B på Københavns Universitet, Peter Blume, træder sammen igen den 29. april for at tage stilling til klager over afslag m.v., oplyser Inger Frydendahl i Biblioteksstyrelsen, som administrerer tilskudsordningen.
– Vi er i fuld gang med at behandle alle ansøgningerne frem til det årlige fordelingsmøde den 26. marts, siger Inger Frydendahl til u-landsnyt.dk. Hun oplyser, at afgørelserne om afslag eller tilsagn vil blive udsendt til ansøgerne umiddelbart efter mødet, dog med forbehold for, at “Lov om distributionstilskud til visse periodiske blade og tidsskrifter” er trådt i kraft til den tid.
Det er den nemlig ikke endnu, selv om loven blev vedtaget af et flertal i Folketinget den 19 december. EU skal først notificere den, som det hedder; det vil i dette tilfælde sige kontrollere, om loven strider mod Fællesskabets regler om konkurrencebegrænsning.
Se flere oplysninger om bladstøttepuljen og kriterierne for tilskud på www.bs.dk/bladstøttepuljen
Læs også mere i “Så kom den – annoncen om bladstøttepuljen”, dato 06.01.04, og “Gysertallene organisation for organisation”, dato 09.12.03, under rubrikken Arkiv ude i menuen til venstre.