33.000 underskrifter, men ender nok med klart Palæstina-nej

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Mellemfolkeligt Samvirke har indsamlet 33.000 underskrifter for en dansk anerkendelse af Palæstina som stat. Underskrifterne overdrages torsdag af politisk rådgiver Poya Pakzad og generalsekretær Frans Mikael Jansen til udenrigsminister Martin Lidegaard (R).  

Håbet er, at Danmark “vil gå forrest sammen med andre medlemslande i EU og give freden en nødvendig, hjælpende hånd”, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Målet var 40.000 underskrifter, men det nåede man ikke før torsdag, hvor underskrifterne overdrages Lidegaard kl. 12.55 på trappen foran Christiansborg.

Baggrunden for aktionen er et beslutningsforslag fra regeringens to støttepartier, SF og Enhedslisten, der pålægger Helle Thorning-Schmidts (S) regering at anerkende Palæstina som en selvstændig stat.

Forslaget førstebehandles i folketingssalen torsdag, men tegner på forhånd ikke til at få noget der ligner flertal bag sig i Folketinget.

SR-regeringen har for nylig afvist at anerkende Palæstina og de borgerlige partier er også imod.

Den danske regering opgraderede i 2013 det palæstinensiske selvstyre, så det nu har diplomatstatus i Danmark, men det er altså stadig ikke anerkendt som en selvstændig stat.

Afstemning torsdag i Paris

Flere europæiske lande har løbende besluttet støtte til Palæstina, senest i Frankrig, hvor senatet torsdag ventes at stemme ja til at anerkende Palæstina. Det skridt tog Frankrigs nationalforsamling allerede i sidste uge.

Anerkendelsen i Paris kommer, efter at en række andre lande, bl.a. Storbritannien og Spanien, har vedtaget lignende støtte til en palæstinensisk stat.

Alle steder er der tale om symbolske afstemninger. Kun i Sverige har regeringen i efteråret taget skridtet fuldt ud og anerkendt staten Palæstina.

Europa-Parlamentet ventes onsdag den 17. december at stemme om, hvorvidt man fra centralt europæisk hold skal opfordre samtlige medlemslande til at anerkende Palæstina som stat.

EU-socialdemokrater bryde partilinjen

Socialdemokraternes medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose bekræfter, at hun selv og de to andre S-medlemmer i parlamentet, Jeppe Kofod og Ole Christensen, vil stemme for, selv om det går imod den socialdemokratiske linje i Danmark.

“Vores ønske er at sende et samlet europæisk signal til Israel om at komme tilbage til forhandlingsbordet”, siger hun.

Den endelige resolutionstekst er endnu ikke forhandlet endeligt på plads, men ifølge Christel Schaldemose vil der ikke være meget at stemme om, hvis anerkendelse af Palæstina ikke er en del af teksten, når den sættes til afstemning i næste uge.

Mellemfolkeligt Samvirke ikke i tvivl

Danmark har i mere end 20 år, på tværs af skiftende regeringer, haft en officiel politik, som bakker op om en sammenhængende og bæredygtig palæstinensisk stat som del af en tostatsløsning mellem Israel og palæstinenserne.

Via millioner af bistandskroner har Danmark gennem årene støttet Palæstinas selvstændighed og statsopbygning, som er forhindret af den israelske besættelse.

Sådan skriver organisationen i sin begrundelse for underskriftsindsamingen. Og videre:

Danmark bør følge op på positive og progressive erklæringer fra bl.a. svenske politikere og britiske parlamentarikere om anerkendelsen af Palæstina. FN, IMF og Verdensbanken har alle erklæret, at Palæstina lever op til kriterierne for selvstændighed.

135 lande verden over har anerkendt Palæstina som selvstændig og suveræn stat, og det palæstinensiske folks selvbestemmelsesret er et fast konsensussynspunkt i det internationale samfund. 

Sommerens bombardementer af Gaza, der efterlod flere end 2.000 døde mellem juli og august, samt den konstante udvidelse af de ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden, viser, at der er et akut behov for handling fra det internationale samfund for at sætte en stopper for straffriheden.

Israels forsatte og ulovlige bosættelsespolitik og årtiers fejlslagne forhandlinger har ikke ført nogen vegne. Imens er tiden for en tostatsløsning ved at rinde ud. 

“Vil styrke hårdt prøvede fredskræfter”

En anerkendelse af Palæstina vil sende et stærkt politisk signal til parterne om, at en fredsaftale skal findes nu. Samtidig vil det styrke de i forvejen hårdt prøvede fredskræfter på begge sider, fortsætter MS.

Kun en fred, som bygger på international lov og med respekt for menneskerettighederne, er varig. Den snart 50 år lange militære besættelse må høre op, og det er på tide, at dansk politik skærpes markant i forhold til den israelsk-palæstinensiske konflikt. 

“Skriv under, og vær med til at lægge pres på de danske politikere. Det er tid til at anerkende Palæstina som selvstændig stat. Lad os runde 40.000 underskrifter, inden de skal tage stilling til spørgsmålet om Palæstina som selvstændig stat 11. december”, hedder det opfordrende.