40 mio. ekstra fra Danida til Haiti – og danskerne giver andre millioner

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

På baggrund af en appel fra FN har Danida afsat yderligere 40 mio. kr. til at hjælpe ofrene for jordskælvet i Haiti.

Katastrofen fandt sted 12. januar, og kan ifølge Haitis Røde Kors have kostet op mod 50.000 livet, anfører udenrigsministeriet fredag i en pressemelding.

FNs appel omfatter i alt 550 mio. US dollar og fokuserer på husly, fødevarer, vand, og medicin.

De 40 mio. kr. ekstra fra Danmark fordeler sig med 20 mio. til FN og andre 20 mio. i støtte til nogle af de største danske nødhjælpsorgani-sationers arbejde på områder, der prioriteres af FN.

Danmark har dermed i alt ydet i alt 58,75 mio. kr. til ofrene for jordskælvet i den fattige caribiske nation. Udover et bidrag til FNs arbejde er der kanaliseret støtte gennem Beredskabsstyrelsen, Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Red Barnet.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs deltager på mandag i et ekstraordinært EU udviklingsministermøde møde i Bruxelles. Mødet er indkaldt for at drøfte situationen i Haiti som følge af jordskælvskatastrofen i landet.

MANGE PENGE SAMLES IND

Danskerne har siden jordskælvet ramte Haiti tirsdag aften indtil fredag eftermiddag givet 2.280.000 kroner til Læger uden Grænser (MSFs) katastrofefond, skriver MSF i en pressemelidng.

Pengene er givet via telefon, web, sms, bankoverførsel og sågar fysisk. Fredag eftermiddag kom beboere fra et plejehjem på Amager forbi Læger uden Grænsers kontor i København med 3.455 kroner, som beboerne havde samlet ind i løbet af eftermiddagen.

– Vi ønsker ikke at samle penge ind til Haiti, som vi kan ende med ikke at kunne bruge, og det undgår vi ved at samle ind til katastrofefonden, så eventuelt overskydende penge kan bruges til andre katastrofer. Lige nu er det i Haiti, behovet er, siger Læger uden Grænsers formand, Jesper H.L. Jørgensen.

UNICEF: 3,2 millioner til Haiti

I løbet af de seneste 2 dage har danskerne doneret 3,2 millioner kr. til UNICEFs arbejde for de jordskælvsramte børn i Haiti, og hver time kommer der flere bidrag til.

Mange af bidragene stammer fra Go’ Morgen Danmark og Go’ Aften Danmarks indsamling på TV 2, som foreløbig har indbragt 1,8 millioner til UNICEFs hjælpearbejde for børnene i den vestlige halvkugles fattigste land.

– Vi har i dag overført 3 mio. kr. til hjælpearbejdet i Haiti, og vi håber på med danskernes hjælp at kunne sende flere penge i de kommende uger, oplyser siger fundraisingchef i UNICEF Danmark, Gitte Jeppesen.

Børn er særligt sårbare over for smitsomme sygdomme, som hurtigt spreder sig, når mange mennesker i nød er uden adgang til rent vand og ordentlige toiletforhold. En af UNICEFs opgaver i Haiti er at stå i spidsen for FNs indsats med at sikre rent vand og sanitet. Etablering af latriner, genetablering af vandforsyningen og uddeling af rent vand og vandrensningstabletter er det, der har højeste prioritet i øjeblikket.

Fredag blev 40 ton basal nødhjælp pakket på UNICEFs Verdenslager i Københavns Frihavn, så det er klar til at blive sendt af sted i morgen lørdag med et fly, som British Airways har stillet til rådighed. Flyet letter kl. 10 fra Københavns Lufthavn med kurs mod den Dominikanske Republik.

Lørdag letter yderligere to fly fra henholdsvis Dubai og Panama med kurs mod Haiti med mere nødhjælp fra UNICEF, herunder tæpper, medicin, nødhjælpstelte og aktivitetskasser til psykisk førstehjælp af traumatiserede børn.

Fakta om børn i Haiti

* Haiti er blandt verdens fattigste lande og rangerer som nummer 148 ud af 179 lande på UNDPs udviklingsindeks.
* Børnedødeligheden er meget høj; 8 ud af 100 børn dør, inden de når at blive 5.
* Hvert andet barn går ikke i skole; kun 51 procent af pigerne og 48 procent af drengene går i grundskolen, mens blot 21 procent af pigerne og 18 procent af drengene går i skolens ældste klasser.
* 54 procent af befolkningen har adgang til rent drikkevand.
* 22 procent af børnene er underernærede.

UNICEF har arbejdet i Haiti siden 1949 og har i øjeblikket 10 internationale og 34 nationale medarbejdere på kontoret i hovedstaden Port-au-Prince. UNICEFs kontor blev alvorligt beskadiget ved jordskælvet, men samtlige medarbejdere meldes uskadte.

DANSK RØDE KORS: Pengene strømmer ind

Allerede torsdag aften kl. 23 havde den store humanitære organisation samlet 2,3 millioner kr. ind fra private og virksomheder. Det er rekord siden tsunamien i december 2004.

Som noget nyt bruger folk primært digitale medier, når de donerer. Det første døgn efter katastrofen tirsdag aften blev der blevet sendt 2.500 sms’er. Det svarer til en kvart million kroner. Lige så meget blev doneret online via vores website.

42-årige Rasmus Visby fra Odense startede onsdag sin egen indsamling på Twitter. Han brugte Røde Kors’ Egen Indsamling, hvor han opsatte et mål for indsamlingen på 10.000 kr.

– Det er forfærdeligt, det der sker. Jeg fik selvfølgelig straks lyst til at tage derned, men tænkte, at det nok ville hjælpe mere at samle nogle penge ind herhjemme i stedet, fortæller Rasmus Visby, der arbejder med IT som selvstændig.

Rasmus Visbys indsamling er langt over målet på 10.000 kr. På bare et døgn rundede indsamlingen 20.000 kr. Og tallet stiger hele tiden takket være hans konstante opmuntringer og takkebeskeder på Twitter.

IBIS og Folkekirkens Nødhjælp

Bistands- og solidaritetsorganisationen, IBIS, indsamling til Haiti rundede fredag formiddag 100.000 kroner, som er blevet sendt af sted til de overlevende i Haiti. IBS har været aktiv med bistand i Latinamerika i årtier og kan trække på mange samarbejdspartnere.

Netto og Folkekirkens Nødhjælp etablerer i fællesskab landsindsamlingen ’Støt Haiti’ til fordel for jordskælvsofrene i Haiti. Folkekirkens Nødhjælps netværk af frivillige indsamlingsledere ved den årlige Sogneindsamling står for distribution af indsamlingsbøsser til Nettos butikker i deres lokalområde.

Fredag eftermiddag pakkede unge frivillige hos Folkekirkens Nødhjælp i København plakater og klister-mærker til ’Støt Haiti’-indsamlingen. I weekenden modtager frivillige indsamlingsledere over hele landet indsamlings-udstyret.

I løbet af næste uge er det håbet, at der vil stå en ’Støt Haiti’-indsamlingsbøsse alle Netto-butikker i hele landet.

I de næste 3 uger er der mulighed for at støtte Haiti i Netto-butikker over hele landet. I butikkerne bliver bøsserne fastgjort ved kasserne med strips eller sikres på anden måde.

Kunderne kan støtte jordskælvofrene frem til søndag d. 4. februar, hvor indsamlingen slutter.

Indsamlingen går til nødhjælp – vand, mad, tæpper, medicin – og kanaliseres gennem Folkekirkens Nødhjælps internationale nødhjælpsorganisation ACT (Action by Churches Together), der er til stede i Haiti med en række lokale og internationale partnere.