480 millioner dollars solenergi til den nye vækstøkonomi Burma

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Burma tager skridt til at udnytte vedvarende energi i udviklingen af sin økonomi. Det sker med en investering på 480 mio. dollar (2,64 mia. kr.) i to solanlæg fra den amerikanske investeringsfond, ACO Investment Group, der spotter potentialer i Sydøstasiens nye vækstøkonomi.

Internationale investeringsfonde begynder at øjne muligheder i det før lukkede militærregime. Burmas seneste reformprocesser ser nu ud til at kickstarte udviklingen af vedvarende energi, der skal give adgang til elektricitet for den fattige befolkning og den energitørstige industri, skriver bloomberg.com.

Projektet består af to 150-megawatt solenergi anlæg, der er vurderet til 480 millioner dollars, og kan udgøre 10 procent til 12 procent af Burmas elproduktion frem mod 2016.

Medstifter af ACO, Hari Achuthan, sagde sidste år, at investeringsfonden er villig til at skyde 700 millioner dollars ind i markedet, da Burma lige nu repræsenterer nogle af de mest favorable vækstmuligheder i Sydøstasien.

USA indstillede i juli 2012 de økonomiske sanktioner mod landet, efter at præsident Thein Sein åbnede op for en demokratisk proces af det politiske system.

Konstruktionen af det amerikansk finansierede projekt vil skabe over 400 arbejdspladser i Myingyan og Meiktila (Mandalay), hvor de to anlæg forventes at blive placeret.

Investeringen er i tråd med Barack Obamas strategi, der skal styrke amerikanske handels- og investeringsforbindelser til de asiatiske vækstøkonomier.

Opbygning af infrastruktur er nødvendig for økonomiernes fortsatte udvikling. Et led i den proces er tilmed den nylige åbning af det amerikanske handelskontor i hovedstaden Yangon.

Projektet er det første af sin slags i Burmas Mandalay-region. Solanlæggene vil fremme forsyningen af kontinuerlig energi og udgøre et mere stabilt alternativ til elektricitetsproduktionen, der kommer fra vandkraft.

De miljørelaterede problemer med vandkraft, samt den ustabile energiforsyning i tørsæsonen, gør efterspørgslen på alternative energikilder endnu større.

Også Den Asiatiske Udviklingsbank har annonceret planer om kæmpeinvesteringer i landets energisektor.

Kilde: bloomberg.com