The Enclave
Richard Mosse
Indtil: 25.maj 2015
Kunstmeseet Louisiana
Gammel Strandvej 13
3050 Humlebæk
I den stadig aktuelle udstilling på Kunstmuseet Louisiana ved Humlebæk nord for København vises Richard Mosse's videoværk ”The Enclave” og en række fotografier. Han har været i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo i flere år (herefter benævnt Congo). Her er han kommet meget tæt på såvel oprørsgrupper, som døde og flygtninge. Hensigten er at vise publikum en glemt tragedie, som har kostet millioner af menneskeliv.
Hans metode har været at bruge en for længst kasseret militær overvågningsfilm, som i begyndelsen af 1940'erne blev brugt af det amerikanske militær til at afsløre camouflage. Filmen transformerer græs og blade til en skarp lysende pink, mens jord, sten og vand bliver blå. Herimellem er der næsten ingen overgang eller andre farver. Kun den brutale kontrast mellem rød-lilla og dybblå.
Grusomhedens landskaber
Fotografierne skaber først en surrealistisk distance. Hvad er det, vi ser? De farvelagte billeder virker som absurde forfalskninger af virkeligheden. Men meget hurtigt står det klart, at det er alvor. Ikke et barns tusch-tegning.
De genkendelige scenerier med bjerge, bakker og slyngende floder, og de spredte træer markerer en tomhed. Farverne fortrænger alt liv. Det er som om, vi befinder os på en fjern planet, hvor alt liv er brændt. På samme tid udtrykker billederne stor skønhed. Vi glemmer, hvor vi er, og vi begynder at lægge mærke til detaljer, som vi ellers ikke ville have dvælet ved. Men fotografierne er kun begyndelsen.
En stor del af værket er af en omfattende video-installation. Den består af 8 store skærme, som man kan ud og ind i mellem – eller blot sætte sig på gulvet og blive siddende.
Videoens billeder er uhyggeligt grusomme. Når man forsvinder ind mellem lavtvoksende træer i hælene på skarpt bevæbnede unge mænd, føles det som om, man bliver lukket ind i helvede selv.
Der synes ikke at være nogen fjende. Ind imellem ser man kroppe ligge halv skjulte i græsset. De ligger som ubevægelige klumper. Og med god grund. De er døde. Nogle gange indsmurt i blod, men for det meste ligger de der bare.
Efterhånden, som jeg har siddet i mørket i længere tid, accepterer jeg de anderledes farvenuancer som en præmis. Landskaberne fremstår æstetisk smukke, fortryllende og skarpe. Jeg ser alting meget klarere, fordi den helt anderledes farve-prisme skærper mine sanser. Vi panorerer forbi høj-blå søer og floder. Træer, buske og anden beplantning rejser sig med stor skønhed. Det er svært at afgøre, om vi er under eller over vandets overflade.
Krigen som den ny normal
Jo længere tid man bruger i Mosse's værk, des mere accepterer man værkets atmosfære og farver som noget naturligt. Den absurde og meningsløse krig i Congo bliver den nye normal, ligesom krig efterhånden er blevet vor tid nye normal.
I Louisianas pressemateriale står der, at den afrikanske tragedie, som Richard Mosse ønsker at beskrive, har kostet mere end 5 millioner mennesker livet siden 1998. Men lad os et øjeblik huske, hvor vi befinder os.
Den Demokratiske Republik Congo er på størrelse med hele Vesteuropa og Norden tilsammen inkl. De Britiske Øer og Finland. Dette store areal i midten af det afrikanske kontinent har i årevis været et krater af borgerkrig. Omkringliggende lande har sendt deres hære ind i Congo for at bekrige hinanden eller jage forskellige oprørsgrupper på flugt.
Det har været et område med lovløshed. Her kunne alt og intet lade sig gøre. Derfor har den almindelig befolkning været jaget vildt. Og intet synes rigtig at kunne stabilisere situationen. Kaos får fortsat lov til at råde, mens verden kigger den anden vej.
For en fremstilling af situationen i Congo i et længere historisk perspektiv anbefales Peter Thygesens “Congo, formoder jeg” (2001) og den efterfølgende TV-serie “Det Danske Congo-Æventyr” (2006).
I videoværket ser vi billeder af flygtninge, der vandrer fra sted til sted for at finde mere ordnede forhold at leve under. Midt i krig, lovløshed og fortvivlelse findes en dagligdag. Vi ser nogle drenge optræde med breakdance på en scene foran en fyldt teatersal. Derefter bevægelser, spring og kast med hinanden, der til forveksling minder om kampscener, men det er måske fordi, krigen hele tiden er tydelig tilstedeværende.
Richard Mosse kommer imponerende tæt på de mennesker han skildrer. Også oprørssoldaterne lader ham komme helt ind under huden. De poserer for kameraet. Stolte og tavse. I næste øjeblik løber de rundt og gennemfører kampscener til ære for kameraholdet.
Det er tydeligvis en opvisning uden rigtige skud. Pludselig bliver krigen en leg og et teater. De kunne have spillet fodbold eller gennemført brydekampe. Sådan bombarderer Richard Mosse os hele tiden med billeder, som udtrykker meget forskellige stemninger. Det er en overdosis af indtryk og farver, som får et hvert filter til at forsvinde.
Vestens opfattelse af Congo
Næsten forhekset efter mere end en time i Mosse's univers føler jeg mig skudt hinsides godt og ondt til et sted uden moral. Jeg er overladt til farvernes forunderlige æstetik, hvor jeg befinder mig i en over-realistisk verden. Her tvinges jeg konstant til at overveje, hvor jeg er, og hvad jeg ser. Uden at jeg finder svar. Derimod bliver min koncentration og mine sanseindtryk sat på turbo.
Richard Mosse tvinger tilskueren til at reflektere over Congo og det afrikanske. Jeg kan ikke undgå at tænke, om ikke også hans billeder bliver udtryk for den vestlige verdens karikerede og forvanskede syn på Afrika. I det fordrejede farvespektrum udstilles den stereotype perception af den anden – og det andet.
Mange, der kommer til det afrikanske kontinent, taler om Afrikas røde jord. Richard Mosse afbilleder jorden i Congo som blå. Jorden i Congo er selvfølgelig ikke blå, ligesom jorden andre steder i Afrika heller ikke er rød. Begge dele er meget overfladiske og farvelagte betragtninger. Jord er jo jord, intet andet.
På en sær måde bliver Richard Mosse's billeder også en kolonial kommentar til vores ofte ureflekterede opfattelse af det, vi ikke rigtig forstår. Hans helt radikale og stærkt begrænsede farvepalet giver os paradoksalt nok muligheden for at se virkeligheden fra en bredere og mere differentieret horisont.