Selvom DR Congo har nogle af verdens største kobber- og koboltminer, og landet er rigt på en række sjældne mineraler, er det ikke dets indbyggere, som nyder gavn af dem. I stedet får multinationale virksomheder de værdifulde ressourcer til billige priser, mens congolesiske børn arbejder i minerne, og den lokale befolkning lider.
Det er mange congolesere ikke overraskende trætte af, og derfor florerer hashtagget #FreeCongo på sociale medier. Folk, som deler billeder, videoer og historier under hashtagget, ønsker at oplyse det internationale samfund om flere ting.
Dels ønsker de at kaste lys over den langvarige konflikt i DR Congo, der har kostet flere millioner mennesker livet. Og så ønsker de at oplyse om udenlandske aktørers udnyttelse af landets naturressourcer, om verdens største virksomheders kapitalisering på børnearbejde og elendighed, og om Vestens hykleri.
En af dem, som bruger hashtagget flittigt, er den congolesiske aktivist Steven Malaki. Han har en kandidatgrad i internationalt samarbejde og humanitær bistand, og er blandt andet medformand for organisationen DRC Youth Peace and Security Coalition.
Han mener, at nogle af verdens største virksomheder ser gennem fingre med, at børn udfører livsfarligt arbejde, så de kan få kobolt til en billig pris.
Selvom verdens største virksomheder er klare over, hvordan børn bliver udnyttet i minerne, vælger de ikke bare at ignorere det, men de kapitaliserer sågar på børns elendighed og lidelse
Steven Malaki, congolesisk aktivist
”Selvom verdens største virksomheder er klare over, hvordan børn bliver udnyttet i minerne, vælger de ikke bare at ignorere det, men de kapitaliserer sågar på børns elendighed og lidelse. Det er børnene, som lider mest. Det er moderne slaveri,” lyder det fra Steven Malaki.
Steven Malaki, congolesisk aktivist.
Foto: Privat.
Børnearbejde og kvinders usynlige arbejde
Børnearbejde i minerne er relativt accepteret i DR Congo. Hvis du er en ung pige eller dreng, forventes det, at du hjælper familien med at tjene penge. Det fortæller Peer Schouten, som er seniorforsker tilknyttet enheden Fred og vold på DIIS, hvor han blandt andet beskæftiger sig med DR Congo.
”I nogle miner bruges børn systematisk, fordi de er mindre, så de kan kravle ind i mindre huller i jorden. Og så er de mange steder på frontlinjen af denne mineral økonomi. Det er fysisk meget krævende, og det er hverken nemt eller sundt for et barn at grave med hænderne,” siger han.
Steven Malaki har selv været i kontakt med nogle af de børn, som arbejder i minerne.
“Når børnene bliver seks eller syv år, begynder de så småt at arbejde – man får dem for eksempel til at bære værktøjer frem og tilbage. Desuden bruger man børn til at kravle ind i smalle, underjordiske tunneler for at grave efter kobolt i mørke. Hvis tunnelerne kollapser, risikerer de at miste livet eller få livsvarige skader,” fortæller Steven Malaki.
Peer Schouten tilføjer, at minedriften også går hårdt ud over kvinderne.
”Mændene graver måske i jorden, men det er ofte kvinderne, der transporterer mineralerne til byerne, vasker dem, og så videre. For slet ikke at nævne de kvinder, som er nødsagede til at arbejde i minerne og bliver udsat for seksuel chikane,” siger seniorforskeren.
Vestens evige hykleri
#FreeCongo handler blandt andet om at udstille Vestens hykleri i forhold til, hvilke krige, vi giver opmærksomhed til:
”De forsøger at påpege, at vi begrænser vores fokus så snævert til et par konflikter, mens der i DR Congo udspiller sig en krise, der berører langt flere mennesker, og som i løbet af konfliktens gang har resulteret i drab og fordrevne i betydeligt større tal,” siger Per Schouten.
Globalnyts nyhedsbrev: Få vores vigtigste historier i din indbakke to gange om ugen
Han mener ikke, at man kan tale om én enkelt væbnet konflikt, da der er mange forskellige konflikter, der foregår samtidigt. Men situationen i det østlige Congo er særligt kompleks, konstaterer han.
”Konflikten drejer sig først og fremmest om de adskillige væbnede grupper, herunder lokale militsgrupper og udenlandske oprørsgrupper – som kæmper om kontrol over veje og vejspærringer, territorier, og adgang til naturressourcer. Kontrollen over naturressourcer spiller en væsentlig rolle, fordi nogle af de væbnede grupper bruger ressourcerne til at finansiere deres aktiviteter.”
Og det leder frem til #FreeCongo-bevægelsens andet kritikpunkt. Nemlig at de vestlige landes økonomiske forbindelser til DR Congos naboland, Rwanda, er dybt problematiske, forklarer Peer Schouten. Han påpeger, at Rwanda støtter den congolesiske oprørsgruppe, M3.
“Hvis Rwanda er en nøglehandelspartner for Vesten og aktivt finansierer og støtter M23 med våben, er vores økonomiske bånd til Rwanda også politiske bånd. Mange NGO’er og FN-eksperter har sagt, at Vesten har mulighed for at påvirke krisen i DR Congo, ved at indføre sanktioner mod Rwanda. Men det har de ikke gjort.”
Steven Malaki mener, at tavsheden om den humanitære krise i landet skyldes det internationale samfunds svigt.
“Congolesiske borgere lider som følge af væbnede konflikter mellem oprørsgrupper. Det internationale samfund gør slet ikke nok, for at få Rwanda til at stå til ansvar for deres støtte til M23, som den congolesiske regering har krævet. De har vendt det congolesiske folk ryggen, og det udstiller Vestens evige hykleri.”
Fakta: DR Congo
Demokratiske Republik Congo er med sine 2.345.410 km² verdens 12. største land og det andetstørste i Afrika.
Befolkningen består af mere end 200 etniske grupper, hvoraf de fleste er bantu.
Landet har enorme ressourcer, såsom 70% af verdens industridiameter, 75% af verdens kobolt, det meste af verdens rågummi, samt store forekomster af guld, sølv, kobber, olie, zink, tin, mangan, wolfram, jern, kul og radium, som samlet gør Congo til verdens potentielt rigeste land.
Felix Thisekedi vandt i 2023 endnu en præsidentperiode med 73 procent af stemmerne.
Land grabbing og udplyndrede naturressourcer
Et andet stort problem, som har grumme konsekvenser for både miljøet og lokalsamfundene, er ’land grabbing’. Termen refererer til, når udenlandske og indenlandske virksomheder køber eller leaser landbrugsarealer.
“De fleste mennesker i Congo lever af jorden. Bønderne producerer kun nok landbrugsprodukter til at brødføde deres familier og måske sælge en smule af deres overskud. Udenlandske investorer og magtfulde personer i DR Congo, såsom generaler, kommandanter og ledere af væbnede grupper, udnytter konflikten til at tilegne sig jord ved magt. De tvangsflytter lokale folk fra deres små gårde. Det motiverer mennesker, som ikke ejer land eller har mistet deres land, til at slutte sig til væbnede grupper, for at kunne skaffe sig land gennem vold,” forklarer Peer Schouten.
Derudover bliver de eftertragtede mineraler i minerne smuglet ulovligt ud af landet, og det er en proces, de væbnede grupper har en finger med i, fortæller seniorforskeren. Og de nærliggende lande og vestlige forretningsfolk har en betydelig interesse i at opretholde situation:
”Nabolandene har sammen med vestlige forretningsfolk udført alle slags manøvrer, for at lade som om, at mineralerne bliver udvundet i Rwanda på lovlig vis. Derfor har den congolesiske regering anklaget Apple, Tesla og andre store virksomheder for at købe mineraler, som faktisk stammer fra Congo, men sælges i nabolandene.”
Og det er fordi, forretningsfolk fra Vesten ikke vil betale højere prise for de eftertragtede mineraler, forklarer Peer Schouten.
”Hvis man ville købe de samme mineraler fra lande som Australien eller Chile i stedet, ville de være meget dyrere. Så i den vestlige verden kunne vi i princippet få adgang til mineralerne på en mere forsvarlig måde, men det ville indebære en højere pris, som vi ikke er villige til at betale.”
Mens velstående lande lever i fred og tjener penge på minedriften, lider DR Congo under elendighed, kaos og underudvikling. Det har fået congolesiske mennesker til at sætte spørgsmålstegn ved hele systemet, siger seniorforskeren:
Congolesere er begyndt at påpege, hvor uretfærdigt hele systemet er. De spørger sig selv, hvordan de her mineraler kan være så billige, når de er så vigtige for det globale marked
Peer Schouten, seniorforsker
”Congolesere er begyndt at påpege, hvor uretfærdigt hele systemet er. De spørger sig selv, hvordan de her mineraler kan være så billige, når de er så vigtige for det globale marked. Alle dem, der producerer de her meget væsentlige ting, som vi værdsætter meget højt, får meget lidt betaling for råmaterialerne. Profitten i den forretning kommer altså fra vestlige firmaer, der står for markedsføringen, emballagen og omdannelsen af mineraler til endelige produkter.”
Peer Schouten, seniorforsker ved DIIS.
Foto: DIIS.
Når råvarerne kommer fra underudviklede lande, hvor arbejdskraftomkostninger er lave, betyder det, at folk får meget lidt betaling for det. Det gælder ikke kun mineraler, men også chokolade og kaffe, som primært produceres i Afrika. Selvom mange mener at priserne er uretfærdige, vil Den Europæiske Union ikke regulere priserne, påpeger Peer Schouten:
“Desværre ønsker EU, som har en stærk stemme i reguleringen af økonomisk aktivitet inden for FN og dets forhold til kildelande, ikke at regulere retfærdigheden af priser for producenter i tredjeverdenslande. Det er fordi det betragtes som en funktion af det frie marked.”
Miner slider på naturen
Desuden bidrager minedriften til ødelæggelsen af økosystemer, miljøforurening og skovrydning:
”De fleste af minerne i DR Congo er ’artisanal’ minedrift, som betyder, at arbejdet udføres af enkeltpersoner, som bruger enkle værktøjer og teknikker. Det resulterer i, at folk rydder træer i skovene, laver nye veje, og bruger meget brændstof til maskiner. Minerne frigiver ofte farlige kemikalier og tungmetaller i miljøet, så der er også en miljømæssig omkostning,” siger Peer Schouten.
“Desuden er Kina det land, der skaffer størstedelen af mineralerne fra DR Congo og omdanner dem til dele og komponenter til vores smartphones, vindturbiner og Tesla-køretøjer,” fortæller han.
Derfor stiller de vestlige landes forretningsbånd til Kina ifølge seniorforskeren os i et dilemma:
”Kina, som har investeret meget i grønne teknologier, bruger primært kulkraftværker. Vi beskylder på den ene side Kina for at udlede for meget CO2. Men på den anden side køber vi størstedelen af vores billige, fabriksfremstillede produkter fra Kina. Det er en påfaldende dobbeltmoral,” konstaterer han.
Han opfordrer til, at vi på baggrund af krisen i DR Congo genovervejer vores forhold til teknologi.
”Hvor meget har vi egentlig brug for? Har vi virkelig brug for en ny smartphone hvert andet år, eller en ny bærbar hvert tredje år? Det er selvfølgelig svært, for teknologi spiller en central rolle i vores samfund, men vi burde tage et ærligt kig på os selv.”
Seniorforskeren mener, at det er på tide, at vi som vestlige forbrugere kigger indad:
Det ville være godt hvis flere folk genovervejede deres forhold til teknologien.
Peer Schouten, seniorforsker
“Det ville være godt hvis flere folk genovervejede deres forhold til teknologien. Vi er ved at nå til et punkt, hvor vi bliver nødt til at tage et ærligt kig på os selv. Er det rimeligt, at vi får en billig telefon hvert andet eller tredje år, hvis det konsekvent er forbundet med økonomisk underudvikling og elendighed i lande, der producerer disse råmaterialer?”
”Alle ved, at verdenssamfundet er afhængige af de mineraler, der findes i DR Congo. Derfor burde de værdifulde mineraler gavne den congolesiske befolkning, men det er ikke tilfældet lige nu, hvor congolesiske mennesker bliver dræbt, forulempet og fordrevet. Der er behov for et nyt og retfærdigt marked, for vi kan jo ikke undvære mineralerne. Det vigtigste er, at vi congolesere ikke lider på grund af vores lands naturressourcer, men også får gavn af dem,” siger Steven Malaki.
Derfor håber Steven Malaki, at #FreeCongo får flere folk til at søge information om og handle på krisen i DR Congo.
”Det er svært ikke at miste håbet, når man er vidne til folks lidelse, og den larmende tavshed fra det internationale samfund. Men jeg håber, at hashtagget vil resultere i, at flere folk vil sætte sig ind i, hvad der foregår i mit land. Og mere specifikt hvordan korrupte magter og vestlige lande direkte drager nytte af vores elendighed. Det fortjener hård kritik og handling.”
