”Inde i landet lå et mægtigt kongerige, hvor den største af alle konger, ManiKongo, sad på en trone af sort træ med indlagte mønstre af elfenben (…) Han var så gudfrygtig, at hovedstaden selv, Mbanza Konga, var en hellig by.”
DR Congo går til valg
DR Congo er på størrelse med Vesteuropa, og landet spiller med dets mange naturressourcer en afgørende rolle i klimakampen. Men DR Congo er også præget af utallige konflikter, som fastholder landets civilbefolkning i fattigdom og en usikker tilværelse?
I anledningen af præsidentvalget i DR Congo 20. december sætter vi med denne artikelserie fokus på DR Congo.
Læs alle artiklerne:
1. Kan demokratiet bringe den sikkerhed congoleserne sukker efter?
2. Her er de præsidentkandidater, congoleserne reelt kan vælge mellem
3. Minerne er valgets “hovedpræmie” og nøglen til at forstå DR Congo
4. Præsidenten genvinder magten og den tunge opgave at skabe stabilitet i DR Congo
Sådan skriver den danske forfatter Peter Tygesen i bogen ’CONGO – formoder jeg’ fra 2003.
I bogen – den velsagtens bedste Congo-formidling på dansk – får man som læser et unikt indblik i, hvordan portugisiske opdagelsesrejsende i 1400-tallet betragtede det nye og fremmede, mens de frygtsomt sejlede op ad Congo-floden og langsomt banede sig vej mod kontinentets indre.
Kongen, som portugiserne stiftede bekendtskab med, hed slet ikke ManiKongo, men MweneKongo. Portugiserne kunne ikke udtale kongens rigtige navn, så de opfandt deres eget, og det er på mange måder sigende for den europæiske fortælling om området, vi i dag kalder for Den Demokratiske Republik Congo.
Den vestlige formidling af Afrikas næststørste land er præget af sagnomspundne myter, eksotiske eventyr, farlige dyr, uregerlige regnskove, bizarre riter, grusomme kolonister, drakoniske diktatorer og brutale borgerkrige.
Læs også: Alle vil redde Amazonas: Men hvorfor taler ingen om verdens næststørste regnskov?
Men for DR Congos knap 100 millioner indbyggere er der næppe noget synderligt eksotisk over det land, de kalder for deres. Her bor de, arbejder, lever, spiser, spiller musik, dyrker sport og – den 20. december – sætter kryds ved deres foretrukne præsidentkandidat i et valg, der efter alt at dømme vil blive præget af landets voldelige konflikter.
Kompleks sikkerhedssituation
Sikkerhed er det absolut vigtigste tema på dagsordenen for hovedparten af DR Congos mere end 43 millioner registrerede vælgere.
Særligt DR Congos østlige regioner har i årtier været hærget af voldelige konflikter, der senest blussede op i oktober. Mere end 6,9 millioner mennesker er sendt på flugt, mens 26 millioner ifølge FN har akut behov for nødhjælp.
Situationen i det østlige DR Congo – særligt provinserne Ituri og Nordkivu – er mildest talt kompleks, og provinserne er efter sigende hjemsted for mere end 120 væbnede grupper, der kæmper for land, politisk kontrol, eller den blotte overlevelse.
”Grupperne organiserer sig ud fra sekteriske, etniske, og regionale linjer. De engagerer sig i systematisk plyndring af ressourcer, og så kontrollerer de miner og adgang til mineraler. Alt sammen er ulovligt. De undertrykker befolkningen, som de ofte beskatter og afpresser,” fortæller Paul Nantulya, militæranalytiker ved Africa Center for Strategic Studies, et amerikansk finansieret forskningscenter, til Globalnyt.
Uro fra østfronten
Medgivet, man kan som læser hurtigt fare vild, når man stikker snuden ned i konflikternes indviklede edderkoppespind. Men enkelte af de 120 væbnede grupper er så magtfulde, at de er umulige at komme uden om, når man skal forstå landets udvikling.
En af disse er M23. Gruppen består primært af etniske tutsier, som enten blev fordrevet under folkemordet i Rwanda i 1994, eller har lidt under DR Congos manglende anerkendelse af tutsiernes congolesiske statsborgerskab. De kæmper ifølge dem selv for den etniske gruppes eksistens og har den seneste tid været særdeles aktive i Nordkivu og Ituri, hvor gruppen har vundet kontrol over flere områder.
Ifølge rapporter fra FN har M23-relaterede kampe drevet mere end 200.000 mennesker på flugt siden 1. oktober.
Militæret opererer som var de små, separerede høvdingedømmer
Paul Nantulya, Africa Center for Strategic Studies
En række menneskerettighedsorganisationer og FN-organer har fremlagt beviser for, at M23 er støttet af nabolandet Rwanda, der efter sigende anser The Democratic Forces for the Liberation of Rwanda (FDLR) – en aktiv militærgruppe, der opererer i det østlige DR Congo – som en trussel mod den rwandiske stat.
Rwanda benægter dog alle anklager om, at det lille land skulle støtte M23.
Hvem kontrollerer egentligt militæret?
Edderkoppespindet bliver ikke just mindre kompliceret, når man kigger på det congolesiske militær, som man kunne forvente udgjorde én samlet enhed. Men sådan forholder det sig langt fra, siger Paul Nantulya:
”Militæret opererer som var de små, separerede høvdingedømmer. Kommando-og-kontrol-forhold eksisterer i mange tilfælde ikke, så soldaterne er ikke underlagt en centralkommando i Kinshasa (DR Congos hovedstad red.).”
Den begrænsede politiske kontrol over militæret betyder også, at flere politikere og politiske partier i DR Congo efter sigende har deres egne væbnede styrker, beretter Paul Nantulya. Han mener, at det er så godt som umuligt at udpege helte og skurke i det uroprægede land.
”Militæret begår grundlæggende de samme forbrydelser som de væbnede grupper. Halvdelen af tiden bliver soldaterne ikke betalt, så de tjener penge på at kontrollere miner, afpresse civilbefolkningen og i nogle tilfælde samarbejde med rebelgrupperne.”
Bliver valget overhovedet afviklet?
Sikkerhedssituationen i Nordkivu og Ituri kan også meget vel påvirke valget. Nogle iagttagere forudser, at den uroplagede region kan være én af grundende til, at valget kan blive udsat eller måske sågar aflyst. De officielle meldinger fra myndighederne lyder, at valget vil finde sted, men regeringen har den seneste tid erkendt, at valgoptakten ikke forløber planmæssigt.
Regeringens talsperson Patrick Muyaya udtalte for mindre end to måneder siden til France24, at ”betingelserne ikke er til stede for, at der skal afholdes valg i hele Den Demokratiske Republik Congo.”
Muyaya har måske fat i noget. For hvordan skal man afvikle et valg, når en så stor del af befolkningen er på flugt og befinder sig langt væk fra de valgsteder, hvor de skal afgive deres stemme?
International Crisis Group har anslået, at op imod én million congolesere som følge af konflikter ikke har kunnet registrere sig som vælgere. Seneste nyt er, at Den Congolesiske Valgkommission (CENI) angiveligt har opgivet at afvikle valg i Nordkivu-regionerne Masisi, Rutshuru og dele af Nyirangongo.
I første omgang har EU’s valgobservatører aflyst en planlagt mission til landet, blandt andet som følge af sikkerhedssituationen. Men organisationen har også mødt modstand fra CENI, der har nægtet de europæiske observatører at medbringe eget kommunikationsudstyr til at monitorere valgprocessen. Ifølge myndighederne i DR Congo var EU’s kommunikationsudstyr et brud på landets valgprotokol.
Farvel til militære samarbejdspartnere
Den congolesiske regering har forsøgt at bane vej for et fredeligt valg ved i de seneste måneder at øge støtten til de såkaldte Wazalendo, en fragmenteret sammenslutning af militante rebelgrupper, der alle har sværget troskab til regeringen. Hidtil uden nævneværdig succes.
DR Congos regering er længe blevet stillet i udsigt af Southern African Development Cooperation (SADC), at den regionale sammenslutning ville sende en militærstyrke til de krigshærgede områder forud for valget. SADC har dog endnu ikke fundet den nødvendige finansiering med blot få dage til valget.
Samtidig har DR Congo – og det er en vigtig tilføjelse – sagt farvel til årtier lange militære samarbejdspartnere. FN’s fredsbevarende styrker i DR Congo, også kendt som MONUSCO, trækker efter en overordnet set mislykket indsats i starten af det nye år sine tropper ud af landet, ligesom styrkerne fra East African Community (EAC) i sidste uge forlod DR Congo efter uenighed om EAC’s mandat.
Ifølge Paul Nantulya har der længe hersket urealistiske forventninger blandt congoleserne om, hvad MONUSCO har haft mulighed for at udrette. MONUSCO’s mission har med få undtagelser ikke bestået af kampstyrker. Derimod består missionen overvejende af fredsbevarende styrker, der ikke har haft mandat til at fordrive de væbnede grupper. Alligevel bør MONUSCO kritiseres, mener Nantulya:
”Kritikken af MONUSCO reflekterer en masse ting, men først og fremmest reflekterer den befolkningens frustration. En frustration, der er berettiget. Vi snakker altså om den længste fredsbevarende indsats i verden, og forventningerne fra det congolesiske folk har været, at sådan en omfattende og langvarig mission skulle have haft et bedre slutresultat.”
Demokrati en forudsætning for fred
Der har i al sin enkelthed endnu ikke været iværksat en koordineret indsats fra nogen aktører – congolesiske eller eksterne – der har formået at bremse den onde cirkel af voldelige konflikter, der i årtier har formet tilværelsen for den congolesiske befolkning.
Regeringen kan ikke udføre pålidelige militæroperationer, fordi befolkningen ikke ser regeringen som legitim.
Paul Nantulya, Africa Center for Strategic Studies
En simpel løsning på de komplekse sikkerhedsspørgsmål ligger da heller ikke lige til højrebenet, indrømmer Paul Nantulya. Man bør ifølge analytikeren starte med at anerkende, at landets vaklende demokrati har tydelige konsekvenser for den skrøbelige sikkerhedssituation.
”Regeringen kan ikke udføre pålidelige militæroperationer, fordi befolkningen ikke ser regeringen som legitim. Det samme kan siges om militæret, som befolkningen ikke stoler på, blandt andet fordi soldater ikke stilles til ansvar for deres forbrydelser. Vi har brug for et militær, der er loyale mod forfatningen og ikke et politisk parti, en fraktion i hæren eller en selvstændig kommandør”, siger Paul Nantulya.
I de mange valgkampagner, der i disse dage pryder gadebillet i alle hjørner af det store land, lover næsten samtlige præsidentkandidater at bringe mere fred til civilbefolkning. Meget tyder dog på, at det er nemmere sagt end gjort.
