HarassMap
HarassMaps formål er at skabe et egyptisk samfund uden sexchikane.
HarassMap arbejder ved hjælp af rapporter, research, kommunikationskampagner og et online kort der dokumenterer overgreb eller sexchikane mod piger og kvinder.
Hundredvis af frivillige aktivister i hele Egypten arbejder på at aktivere deres lokalsamfund og uddannelsesinstitutioner og derigennem formidle budskabet om, at sexchikane ikke tolereres.
KAIRO: Monica Ibrahim sukker dybt og peger ud af vinduet fra cafébordet i det pæne Zamalek-kvarter midt i Kairo.
”Hvis jeg går ned ad gaden og op til hovedvejen nu, vil jeg få mindst tre uønskede kommentarer fra mænd, jeg passerer på vejen. Det oplever stort set alle egyptiske kvinder dagligt,” siger hun.
Monica Ibrahim er kommunikationsansvarlig i organisationen HarassMap, der arbejder for at komme den sexchikane til livs, som stort set alle kvinder i Egypten har mærket til.
Ifølge de seneste undersøgelser har 99,3 % af egyptiske kvinder oplevet at blive seksuelt chikaneret på gaden. Tallet dækker over alt lige fra nedværdigende tilråb og befamlinger til direkte voldtægt.
”Forestil dig at gå på gaden hver dag med en lille frygt for, at nogen vil sige noget grimt til dig eller rage på dig. Det ligger i baghovedet på alle egyptiske kvinder. Vi tænker os om, inden vi tager med bussen eller metroen, fordi vi ved, at det kan give nogle ubehagelige oplevelser.”
Og nej, det er ikke kvinden selv, der lægger op til det, understreger Monica Ibrahim.
”Egypten er et konservativt samfund. Man flirter ikke på gaden, det er virkelig et no-go. Så enhver form for seksuel opmærksomhed er uvelkommen,” siger hun.
”Hun er selv ude om det”
Gennem de seneste par årtier er sexchikane og overgreb vokset til at være et kæmpemæssigt problem, der rammer bredt i samfundet.
”Jeg har for eksempel talt med mange mennesker, der er nervøse for at sende deres døtre i skole på grund af sexchikane,” fortæller Monica Ibrahim.
”Dermed bliver det en hindring for, at kvinder kan deltage i vores samfund. Men desværre er det alt for tolereret her i Egypten. Der er lidt en stemning af, at 'alle gør det, så hvorfor ikke også mig'”, siger hun.
Det har ikke altid været sådan, tilføjer Monica Ibrahim.
Hendes mor har fortalt hende, at for 20-30 år siden kunne kvinderne i Kairo og andre steder i Egypten få lov at gå i fred på gaden.
Dengang var det sådan, at hvis en mand krænkede en kvinde seksuelt, ville indbyggerne i kvarteret indfange ham og barbere hans hår af, så alle ville spørge ham, om han havde været grov over for en kvinde, fortæller Monica Ibrahim.
Men i dag reagerer egypterne ikke længere.
”De opfinder undskyldninger oppe i deres hoveder om, at kvinden nok har fortjent det, hvis hun går rundt alene på gaden. Men når alle disse undskyldninger er pillet fra hinanden, står der kun tilbage, at det er juridisk og socialt forkert, og at samfundet må reagere,” siger hun.
Bukser på
Efterhånden har aktivisterne i HarassMap hørt alle de forklaringer, der findes om, at det var pigens egen skyld. Ofte siger krænkeren eksempelvis, at ikke havde tildækket sit hår eller at hun var udfordrende klædt.
Men aktivisterne har også hørt krænkere forklare, at en pige gik på gaden sent om aftenen eller at hun havde bukser på i stedet for en mere traditionel islamisk klædedragt.
”Folk har en tendens til at finde på alle mulige forklaringer og rette skylden mod pigen,” fortæller Monica Ibrahim.
Samtidig undskylder mange mennesker den mand, der har begået overgrebet eller chikanen.
”Han er nok fattig eller har svært ved at blive gift, siger de. Men det korte af det lange er, at uanset hvad, er sexchikane aldrig i orden,” understreger Monica Ibrahim.
Ny lov skal stoppe overgreb
Egypten fik sidste år en lov, der skulle sætte en stopper for sexchikane og den uønskede opmærksomhed, langt de fleste af Egyptens kvinder kender til.
Og selv om loven er et fremskridt, afhænger alt af, hvordan den føres ud i livet.
”Personligt har jeg endnu ikke set en eneste af de kvindelige politibetjente, der skulle sættes ind for at tage sig af denne type sager,” siger Monica Ibrahim.
Det var landets midlertidige præsident Adly Mansour som fik loven mod seksuel chikane og overfald vedtaget. Den var udarbejdet på baggrund af et samarbejde med 25 kvinderetsorganisationer.
Den nye lov gør det for første gang strafbart at chikanere kvinder på gaden med tilråb og befamlinger eller på anden måde overskride deres grænser eller presse dem til seksuelle ydelser.
Strenge straffe
Kort efter at loven var indført, var egypterne vidne til et groft seksuelt overgreb, der fandt sted på den ikoniske Tahrir-plads midt i Kairo.
Landets nye præsident, Abdel Fatah al-Sisi, var blevet indsat som præsident den 8. juni 2014, og om aftenen var egypterne samlet på den centrale plads for at fejre det.
Under festlighederne blev en kvinde udsat for et brutalt overgreb af en gruppe mænd. Det er langt fra første gang, det er sket, men forskellen var denne gang, at det blev filmet og lagt på YouTube.
Egypterne var rystede over det grove overgreb, og det førte til pres på Sisi for at demonstrere, at Egypten slår hårdt ned på den slags.
En måned senere blev ni mænd idømt mellem 20 års fængsel og livstid for grove sexovergreb, skriver avisen al-Masry al-Youm.
Få uger senere blev to mænd idømt fængsel på livstid, mens en tredje mand fik 20 års fængsel.
De tre dømte blev kendt skyldige i fem tilfælde af seksuel vold.
Mændene udvalgte sig et eller flere ofre blandt kvinderne, omringede dem og tvang dem væk fra familie og venner, hvorpå de flåede tøjet af dem, slog dem og misbrugte dem seksuelt.
Foruden fængselsstraffen blev mændene dømt til at betale store erstatninger til deres ofre.
Skal vende tankesættet
HarassMap forsøger med deres arbejde at få ændret den generelle opførsel i Egypten, hvor ingen griber ind, hvis en kvinde udsættes for overgreb eller chikane.
”Vi vil have fat i mænd, der udøver sexchikane og vende deres tankesæt, så de i stedet griber ind, næste gang de ser en pige blive udsat for det,” siger Monica Ibrahim.
Men det handler også om at ændre pigernes og kvindernes syn på problemet, så de tør melde sexchikane og overgreb til politiet.
”Hvis nogen bliver bestjålet og råber op, griber folk på gaden ind. Men hvis en kvinde eller en pige bliver udsat for sexchikane, råber hun ikke nødvendigvis op. Det handler om, at det er skamfuldt, eller at pigerne tror, at det er deres egen skyld.”
Første tv-kampagne i Egypten
HarassMap satte i sidste måned kampagnen ”Harasser = Criminal” i gang for at få egypterne til at sige fra over for sexchikane og overgreb, hver gang de støder på det.
Kampagnen har fået tv-omtale i denne uge – noget, der aldrig før er sket for en kampagne, der er kommet i kølvandet på loven mod sexchikane, skriver organisationen i en pressemeddelelse.
”Kampagnen taler til alle sociale grupper i Egypten og bruger loven om sexchikane til at motivere folk til at handle og gribe ind for at støtte dem, chikanen går ud over, så vi sammen kan ændre vores samfund til et sted, hvor udøvere af sexchikane ikke kan handle uden at blive straffet,” lyder det fra HarassMap.