Glem Silicon Valley: Avantgarden for tech-til-forandring taler arabisk 

2. februar 2024

Lige nu sætter mellemøstlige normbrydere igen dagsordenen på sociale medier med hashtagget Free Palestine, der kræver social og politisk retfærdighed for Gaza. Og sidste år var det ikke muligt at åbne sit feed uden at se iranske kvinder brænde deres tørklæder på gaden under sloganet Women, Life, Freedom.

Mens vi herhjemme diskuterer de negative konsekvenser af endeløse feeds fyldt med tomme kalorier, har mange unge i den arabisktalende verden taget internettet til sig som en kampplads og katalysator for social forandring. Viften af ironiske memes, tankevækkende blogs og udfordrende TikToks afspejler, at det digitale landskab er blevet et mødested for unge, der gør en dyd ud af at udfordre status quo og skabe en alternativ fortælling om det samfund, de gerne vil leve i.

Siden tunesere og egyptere under Det Arabiske Forår i 2011 skrev første afsnit i manualen for brug af sociale medier til politisk mobilisering og aktivisme, har de været en inspirationskilde for andre globale bevægelser fra Black Lives Matter til #MeToo.

Det forklarer Laila Shereen Sakr, der er kunstner og professor i film- og mediestudier, og som følger onlineaktivisme i den arabiske verden tæt.

I en verden, hvor tweets skaber mere forandring end underskriftsindsamlinger, og hashtags er de nye slagord, har internettet og sociale medier fået en afgørende rolle i at forme vores samfund. Og her udgør den arabiske verden avantgarden.

Derfor har Globalnyt været i Tunesien og Egypten for at tale med de unge, der bruger Facebook, Instagram og TikTok til at skubbe til normer og autoriteter – særligt når det handler om ligestilling og seksualitet.

Se andre artikler i serien her.

Facebook-revolutionen

De fleste ved, at Det Arabiske Forår blev antændt i 2011 af den tunesiske frugtsælger Mohamed Bouazizi, der i protest over korrupte politifolk satte ild til sig selv i byen Sidi Bouzid. Færre ved, at der tre måneder tidligere udspillede sig en lignende tragedie i en anden by kun få timer derfra. Men modsat denne historie, der aldrig blev kendt uden for lokalområdet, blev Bouazizis desperate selvmord delt flittigt på sociale medier.

Teknologien gjorde hændelsen til et ikon for de folkelige protester, der på få uger tvang Tunesiens diktator til at gå af. Og som spredte sig til resten af regionen, heriblandt Egypten, hvor aktivisten Rasha Shabaan blev chokeret over begivenhedernes hastighed.

“Vi begyndte at høre om protesterne i Tunesien via sociale medier, fordi de nationale medier ikke rigtig talte om det, der foregik. Og pludselig træder den tunesiske præsident tilbage, hopper på et fly og stikker af til Saudi-Arabien. “Det var ikke til at fatte!” fortæller Rasha Shabaan om de hektiske dage i 2011. Hun blev hurtigt involveret i de massive protester i Egypten, som krævede “Aish, hurriya, adala igtimaiyya” (brød, frihed, social retfærdighed), som slagordene lød.

Et par tusinde kilometer væk fra de tunesiske oprørere lod Rasha og resten af den egyptiske ungdom sig opildne og inspirere. De fulgte i tunesernes fodspor og brugte Facebook som et retorisk og organisatorisk værktøj til at indlede deres egen revolution.

“We Are All Khaled Said” hed Facebook-siden, som spillede en afgørende rolle i at mobilisere egypterne mod Hosni Mubaraks diktatur, opkaldt efter en ung mand, der blev tævet ihjel af politiet efter at være blevet arresteret på en internetcafé i Rashas hjemby Alexandria. På siden udtrykte folk deres enorme, opsparede frustration over regimets undertrykkelse og planlagde demonstrationer og aktioner mod styret.

På få uger ændrede internettet sig for altid for den arabiske ungdom. Det var ikke længere primært en kilde til underholdning, men folkets våben mod censur og autoritære regimer.

Nu behøvede de heller ikke længere at mødes i snuskede baglokaler for at planlægge en protestbevægelse, men kunne med blot nogle få klik på deres smartphones dele politiske synspunkter, øjenvidneberetninger og opfordringer til handling uden om de statskontrollerede medier. Og fordi ytringsfriheden ellers var stærkt begrænset, var det helt uvurderligt.

Mor, araber, cyborg

Da millioner af mennesker i 2011 fyldte gaderne i Tunesien, Egypten, Bahrain, Libyen og Syrien for at kræve sociale forandringer, var mange af dem mobiliseret af teknologi skabt i Vesten. Med samme hastighed som protesterne voksede, udviklede og fornyede demonstranterne måden at bruge de digitale platforme på, og viste dermed verden, hvad der kunne opnås med tweets og Facebookgrupper. Der er siden ofte blevet argumenteret for, at sociale medier revolutionerede den arabiske verden. Men hvad hvis det i virkeligheden var den anden vej rundt?

“Silicon Valley blev drevet af spændende innovation og en ambition om at skabe en ny industri og tjene penge. I den arabiske verden udviklede teknologien sig med ekstrem hastighed, motiveret af faktorer som harme over korrupte regimer og magtmisbrug og et dybfølt ønske om ytringsfrihed og politisk deltagelse, men også en vilje til at udfordre den globale fortælling, der stigmatiserer araberen som en person uden evne til at repræsentere sig selv,” lyder det fra Laila Shereen Sakr.

Hun er ikke i tvivl. Befolkningerne i den arabiske verden er first movers, når det handler om at skabe forandring via digitale medier. Et argument, der går igen i hendes seneste bog Arabic Glitch, som udlægger en alternativ oprindelseshistorie for det 21. århundredes teknologiske innovation med fokus på digital politik. En historie, der flytter epicentret til Mellemøsten og de arabiske oprør i 2011.

Med et glimt i øjet introducerer Laila Shereen Sakr sig selv som en vaskeægte tech-nørd, og det kræver heller ikke lang tids selskab over en Zoom-forbindelse for at finde ud af, at det er lige netop, hvad hun er.

Gennem sin forskning afdækker Sakr den politiske kultur, der udvikles på sociale medier. Hun gør det ved at lagre og studere data i form af tweets og SoMe opslag, og er især kendt for at udvikle det digitale laboratorium R-Shief, der med tweets helt tilbage fra 2008 er et af de største arkiver af arabiske Twitter opslag.

Under pseudonymet VJ Um Amel (der kan oversættes til Video Jockey “Håbets Moder”) integrerer hun sin forskning i kunstneriske installationer, der trækker tråde mellem hendes roller og erfaringer som mor, arabisk kvinde og cyborg (en hybrid af menneske og computer). Cyborgen VJ Um Amel er dog ikke blot et kunstnerisk alter ego; hun er også en nøglefigur i Sakrs teoretiske kamp mod en rigid opdeling mellem menneskekrop og data.

Arabiske kvinder opfinder social mobilisering via hashtags

I dag bor den amerikansk-egyptiske cyborg i Californien; staten der huser tech-giganter som Google, Apple, Meta Platforms og Intel. Alligevel er Laila Shereen Sakr overbevist om, at det er den arabiske verden, der kan give os et blik i krystalkuglen for, hvordan internetkulturen vil udvikle sig i fremtiden. Den følelse har hun haft siden 2008, hvor autoritære regimer sad tungt og tilsyneladende sikkert på magten i Mellemøsten.

“I 2008 deltog jeg i en konference for arabiske tech-kvinder i Libanon. Her gik det op for mig, at de alle brugte noget kaldet Twitter, som endnu ikke rigtigt havde taget fart i USA. De havde Twitter-konti med titusinder af følgere og brugte platformen til at opbygge et community. Jeg lyttede til de her kvinder diskutere hashtags, og hvordan de anvendte dem til at føre digitale samtaler på tværs af landene. Jeg havde ingen anelse om, hvad et hashtag var.”

Efter mødet med tech-kvinderne i Libanon, begyndte Sakr at følge med i, hvordan arabere ivrigt brugte nettet til at debattere uretfærdighed og undertrykkelse. For selvom de fleste levede under regimer, der begrænsede adgangen til internettet og censurerede både traditionelle medier og en række nyhedssites, fandt de frit lejde på sociale medier. Hun blev klar over, at der var noget vigtigt i gære, og så var idéen om at arkivere de arabiske hashtags i R-shief født.

Den digitale aktivismes moder

Da hun først begynder at arkivere Twitter-tags, er internettet mest af alt, hvad hun kalder for “et medie for popkultur”. De unge ser musikvideoer af den egyptiske megastjerne Amr Diab på YouTube, mens arabiske kvinder mødes på Farakat.com for at chatte og dele madopskrifter. Og det er i høj grad også sådan, de arabiske magthavere opfatter internettet.

De nye platforme var som et paradis, og de arabiske aktivister blev de første, der så muligheden i at få teknologien til at arbejde for sig midt i et system, der holdt dem fastlåst.

Laila Shereen Sakr, kunstner og professor i film- og mediestudier

”Der var den her skyggetid, hvor regimerne ikke så internettet som en trussel, og derfor ikke følte nogen trang til at overvåge det,” fortæller Sakr. For dem var det bare en legeplads, barnlig underholdning, et sted man ikke behøvede at tage seriøst. Og denne manglende forståelse åbnede et vindue for ytringsfrihed, som stod pivåbent helt fra slutningen af 1990’erne til 2011.

“De nye platforme var som et paradis, og de arabiske aktivister blev de første, der så muligheden i at få teknologien til at arbejde for sig midt i et system, der holdt dem fastlåst.”

Spørger man Laila Shereen Sakr blev nutidens digitale sociale bevægelser født i 2011. Her åbnede et vindue sig for at tale mere frit om emner, der under de tidligere regimer var farlige at italesætte offentligt. På det tidspunkt var aviser og tv stærkt censurerede, så hele regionen tog sociale medier til sig som kraftfulde redskaber til at smede sociale og politiske forandringer. Hundredvis af digitale samfundskritiske initiativer kom til verden. Og i dag, hvor frihedsrettigheder i stigende grad rulles tilbage, er aktivisme og politisk mobilisering for størstedelen rykket online.

Regimets elektroniske hær

Men modsat de sitrende dage i 2011 er Mellemøstens progressive kræfter ikke længere alene om at udnytte internettet til deres fordel. 

Internettets hvedebrødsdage som et virtuelt og ureguleret rum uden for magthavernes rækkevidde er ovre. Det tog nogle måneder for regimerne at forstå den enorme kraft, sociale medier udgjorde, og flere af dem reagerede for sent. Men fordi konsekvenserne blev så alvorlige, blev magteliten akut bevidst om, at kampen for kontrol over befolkningen i høj grad finder sted online.

I et forsøg på at kvæle oprøret, har regeringer i regionen brutalt strammet grebet om internettet ved hjælp af spionprogrammer, falske profiler og misinformation på sociale medier.

“Sociale medier er stadig en vigtig platform, hvor vi deler vores meninger. Men det er ikke længere et sikkert og trygt rum, som det engang var. Mængden af hadtale er helt ude af kontrol. Spam, svindel, internettrolde – eller elektroniske militsgrupper, som vi kalder dem. Deres eneste rolle er at angribe dig, hvis du prøver at sige noget, der ikke er i overensstemmelse med regimets linje. De sociale medier er fyldt med dem,” fortæller Rasha Shabaan.

Regimerne bruger også udtalelser og billeder på sociale medier til at forfølge, især kvindelige, influencere med anklager om brud på nationens morallove. En af dem er egyptiske Salma al-Shimy, der sidste år i april blev idømt to års fængsel for at offentliggøre seksuelt ”provokerende” videoer, eller bloggerne Anis Mabrouki og Hajer Awadi fra Tunesien, der i 2020 blev arresteret for at lave opslag, der kritiserede den måde regeringen havde fordelt mad og kontanthjælp til fattige familier under coronapandemien.

Kimen fra Foråret

På trods af regimernes digitale modoffensiv, har vores egyptiske cyborg ikke lagt optimismen på hylden.

“Vi befinder os i øjeblikket i en meget konservativ tid. Nogle hævder, at revolutionen har forværret situationen i de arabiske samfund, men det tror jeg ikke på. Teknologien udvikler sig langt hurtigere end vores evne til at ændre grundlæggende sociale og økonomiske strukturer. Derfor kan de idéer, vi præsenterede i 2011, meget vel tage en hel generation, før de virkelig bliver en integreret del af vores samfund,” siger Sakr.

Det er i dag mere end 13 år siden, at Bouazizi gjorde sig selv til fængkrudt for en hel regions oprør. En handling der endte med at revolutionere den måde, det digitale liv påvirker den politiske og sociale virkelighed og skaber forandringer på verden over. 2011-protesterne har efterladt tydelige spor både i samfundet og på internettet. Det er Laila Shereen Sakr ikke i tvivl om.

“Vi står på skuldrene af Det Arabiske Forår. De netværk, der blev bygget op, eksisterer stadig. De er der stadigvæk, de arabiske aktivister. Nogle er blevet fængslet, er ikke længere iblandt os eller holder simpelthen lav profil, men netværkene er stort set intakte, og folk er ved at genoptage kontakten med hinanden,” siger Sakr og henviser til den aktuelle online mobilisering af pro-palæstinensisk aktivisme:

“Lige nu ser vi det igen, og det er enormt interessant. Vi oplever en global opstand på nettet, hvor Mellemøsten er omdrejningspunktet. Det handler om den arabiske verden… igen.”


Dette er første artikel i serien Det Digitale Forår, hvor vi taler med digitale aktivister, kvinderettighedsorganisationer og helt almindelige mennesker for at blive klogere på, hvordan unge i Egypten og Tunesien i dag bruger onlineaktivisme til at udfordre normer og autoriteter.

I den kommende uge fortæller vi om fandenivoldske SoMe-feminister og møder blandt andet to unge kvinder, der bruger sociale medier til at nedbryde tabuer og tale åbent om sex og seksualitet.

Vi håber, du vil læse med! Hvis du ikke vil gå glip af dét, så meld dig til vores nyhedsbrev her.

Serien er støttet af Kommunikationsfonden for Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Annonce