Dansk udviklingsbistand skal stoppe indvandring i Europa

18898637736_7f7510c9ff_z
Dansk udviklingsbistand skal i fremtiden fokuseres på de lande, som de mange flygtninge og udvandrere, der søger til Europa, kommer fra.
Foto: Irish Defence Forces
Laurits Holdt

Dansk udviklingsbistand skal have en hovedrolle i indsatsen for at stoppe strømmen af flygtninge og udvandrere til Europa. Det fastslår udenrigsminister Kristian Jensen (V) i et interview med Berlingske torsdag.

Presset fra de mange mennesker, der søger mod Europa er for øjeblikket så stort, at det er nødvendigt at gøre mere end vi gør i dag, mener han. Derfor skal den danske bistand fokuseres på de lande og regioner, hvorfra de fleste af af flygtningene og udvandrere kommer.

Uden at løfte sløret for de kommende besparelser på udviklingsbistanden, siger han, at der skal skæres ned i Asien og fokuseres på Afrika. Især landene i Nordafrika, på Afrikas Horn og i Sahel-området skal der sættes ind.

For ham handler det om, at forsøge at gøre leveforholdene i landene så gode, at det ikke længere er attraktivt, at forlade dem for at søge lykken i Europa.

Han foreslår, at EU etablerer en fond, der skal være med til at skabe f.eks. økonomisk vækst, beskæftigelse og bedre beskyttelse af miljøet i landene

Der bliver ikke blot tale om en omprioritering af den danske udviklingsbistand, hvis det står til Venstre-regeringen. I god tid før valget annoncerede partiet, at det vil skære toppen af bistanden, så den kommer til at falde fra 0,87 procent af den danske bruttonationalindkomst til 0,7 procent. I kroner og øre vil det betyde en beskæring på omkring 2,6 milliarder kroner.

De Konservative har dog i løbet af sommeren meldt ud, at partiet ikke er indstillet på at støtte nedskæringer i den størrelsesorden. Istedet er partiet kommet med et bud på en dansk bistandsprocent på 0,8 procent af bruttonationalindkomsten.

Læs også: De konservative imod Venstres store u-landsbesparelse (13.08.2015)

Uden støtten fra de Konservative har regeringen ikke flertal for sine spareplaner.

Globalnyt har tidligere beskæftiget sig med, hvor der i givet fald kan skæres i den danske bistand:

Hvor vil blå blok skære i udviklingsbistanden? (25.06.2015)

En lussing af dimensioner til dansk udviklingsbistand (19.06.2015)

MS-chef om sparehug: Vi mister tyngde i verden (10.06.2015)

Sparehug? – sådan var det også i 2010 (09.06.2015)

Notat fra UM: Økonomisk hul i Venstres u-landsspareplan (09.06.2015)

Venstres spareplan for bistanden vil koste Udenrigsministeriet dyrt (07.06.2015)

Udmeldingen vækker glæde i BØRNEfonden

Udmeldingen fra regeringen og udenrigsminister Kristian Jensen om at øge fokus på lande som Mali og Burkina Faso modtages positivt af BØRNEfonden.

”Mange børn og unge vokser op i Vestafrika med udsigter til ingenting. De vil gerne arbejde, og de er villige til alt muligt for at skabe sig en god tilværelse. Men mulighederne findes simpelthen ikke for dem i de lande – så derfor vælger de at hoppe i både ved Middelhavet i stedet. Derfor er det godt, at man nu fra dansk side vil forsøge at forbedre situationen,” siger organisationens direktør Bolette Christensen i en pressemeddelelse.

Frem til 2050 fordobles den afrikanske befolkning til 2,4 mia. og over halvdelen vil være under 25 år. Derfor er det nødvendigt og på høje tid, at der bliver øget fokus på Vestafrika, mener Bolette Christensen.

”Vi taler om virkelig mange unge, som ønsker at leve et godt liv. Hvis vi skal give dem den mulighed, så kræver det kæmpe forandringer, som kun kan skabes hvis vi fokuserer på løsninger og målretter indsatsen politisk. Det er også vigtigt at arbejde for, at det bliver mere attraktivt for virksomheder at engagere sig, så der kan skabes job til lokale,” siger hun og fortsætter:

”Det er meget positivt, og vi ser regeringens nye fokus som starten på et langt sejt dansk træk for at stabilisere og udvikle nogle lande, som i den grad har brug for det i mange år frem.”