Venstres spareplan for bistanden vil koste Udenrigsministeriet dyrt

Laurits Holdt

Hvis partiet Venstres oplæg til besparelser på udviklingsbistande bliver gennemført, vil det betyde, at Danmark skal lukke ti ambassader, siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) ifølge Politiko.

Udenrigsministeriet har regnet sig frem til, Venstres forslag om at spare 2,6 milliarder på udviklingsbistanden ifølge statens regler om ministeriernes budgetter vil betyde, at ministeriet skal spare 130 millioner kroner om året i fire år.

I et internt notat fra ministeriet understreges det, at den mulige besparelse på 130 millioner kroner skal lægges oven i besparelsen på 140 millioner kroner i perioden 2014 til 2018. Besparelse, der bl.a. gjorde, at flere danske ambassader i Europa måtte lukke i 2014.

Udenrigsministeren mener, at Venstre dermed vil skade Danmarks udenrigspolitiske, erhvervspolitiske og sikkerhedspolitiske interesser.

Til Politiko siger han bl.a.:

»Vores udenrigspolitik de næste fire år får mindst lige så stor betydning for danskernes tryghed og danskernes trivsel som de indenrigspolitiske temaer, som lige nu kører. Og jeg bliver nødt til at slå fast, at smertegrænsen for dansk diplomati er nået. Der kan ikke skæres mere ind til benet, end vi allerede har gjort,« siger Martin Lide­gaard. Han advarer desuden om, at besparelser kan få konsekvenser for varetagelsen af dansk erhvervslivs interesser i udlandet.

Den tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (Kons.) deler Martin Lidegaards kritik og siger bl.a., at det er vigtigt for Danmark at have velfungerende ambassader for at pleje vores brand og erhvervsforbindelser.

Søren Pind (V), der er Venstres udenrigsordfører og tidligere udviklingsminister, siger at det ikke er meningen at besparelsen på udviklingsbistanden skal svække Udenrigsministeriet. Venstre vil da også tilføre ministeriet flere midler men ikke så mange, at det matcher de 130 millioner kroner, som ministeriet selv er nået frem til skal spares, hvis Venstres forslag gennemføres.