Både oversvømmelser og tørke plager Mozambique

Laurits Holdt

Det er ikke nogen nyhed, at Mozambique rammes af naturkatastrofer. Floderne går årligt over deres breder og oversvømmer land og marker, mens kysten plages af voldsomme storme, og tørken ødelægger bøndernes afgrøder.

Den plageånd, som bønderne næppe takker for det ekstreme vejr, er klimaforandringerne, skriver CARE Danmark på sin hjemmeside torsdag.

”Vejret og de medfølgende naturkatastrofer betyder, at bønderne kommer til at mangle deres afgrøder og udbyttet af dem, både når der er for meget og for lidt vand. Derfor er der i august udsendt en appel efter hjælp. Hvis ikke appellen bliver besvaret, så kommer bønderne i mange områder til at mangle både mad nu og her og ny såsæd, som de kan komme til at høste senere og sikre familien mad på bordet på lang sigt,” fortæller Rolf Hernø, der er CARE Danmarks programkoordinator for Mozambique.

Klimaforandringer gør det allerede svært for bønderne at forudsige regnen, der er afgørende for landbruget.

På længere sigt truer stigende temperaturer med at ødelægge landbruget i mange områder, og havstigninger kan blive en realitet for størstedelen af befolkningen, som bor langs Mozambiques lange kyststrækning.

CARE Danmark har i Mozambique arbejdet på at ruste befolkningen, så de bedre er i stand til at modstå og tilpasse sig den nye klimavirkelighed med endnu mere tørke og endnu flere oversvømmelser.

Både ved at organisere dem i forhold til at stille krav til myndighederne, og ved at give dem viden, de kan bruge til at forbedre deres situation.