Det var ingen blød landing i Damaskus, der ventede Rolf Holmboe, da han 1. august 2012 afløste Christina Markus Lassen som ambassadør i Syrien.
”Det var en periode med masser af bilbomber, skyderier i gaderne og morternedslag. Vi fulgte det ekstremt tæt. Der var en overhængende fare for en invasion af Damaskus, hvor vi risikerede at blive lukket inde”, husker Rolf Holmboe, som d. 1. september fratrådte sin ambassadørpost på ambassaden i Beirut.
Som ambassadør i et konfliktområde handler det om at holde øret mod græsset og koordinere sikkerhed tæt med alle parter.
Det vidste Holmboe, som fra 2005-2009 havde været ambassadør i de besatte Palæstinensiske Områder, hvor den ene mere destruktive krig afløste den anden i Gaza.
Her lærte den tidligere sprogofficer at undgå kidnapningssituationer (bl.a. ved at anonymisere sin tilstedeværelse i en civil bil), at planlægge flugtveje og gemmesteder og skabe konstruktive relationer til palæstinensiske grupper og den israelske hær.
Hans evne til at opbygge mangfoldige tillidsforhold og samle alsidig information blev hurtigt kendt hjemme i ministeriet, hvis indbakker bugnede med hans lange, detaljerede og sirligt faktacheckede rapporter.
Ned i ursuppen
Erfaringerne fra Palæstina kom ambassadøren til gode i Syrien, hvor oprøret var blevet til krig.
Han havde i forvejen et godt forhold til FN-systemet og gav sig i kast med at bygge relationer til folk, som kunne give input til sikkerhedsanalyserne og perspektiverne for landets udvikling.
”Det, der kendetegner Levanten med alle de konflikter som findes her, er, at de fleste beslutninger bliver taget i en ursuppe af mennesker, grupper og militser”.
Som diplomat skal du stikke fingrene dybt ned i den ursuppe for at forstå de forskellige konfliktparametre, og hvor situationen bevæger sig hen for at kunne agere i dens sammenhæng”, forklarer han.
I den libanesiske suppeterrin
I Libanon dykkede han igen ned i den lokale ursuppe.
”Libanon er på størrelse med Midtjyllands Region og har modtaget ca. 1,2 mio. registrerede flygtninge fra Syrien svarende til 25 procent af sin egen befolkning. Derudover bor der allerede flere hundredetusinde syriske arbejdere”, fortæller Holmboe og uddyber:
“Syrien-krigen har kastet Libanon ud i økonomisk krise, fordi investeringslysten er væk, samtidig med at du har en socioøkonomisk krise, fordi priserne er gået op, mens lønnen er gået ned, hvilket skaber sociale spændinger”.
“Dertil kommer en sekterisk krise, fordi halvdelen af befolkningen er med oprøret og halvdelen med styret”.
Da Islamisk Stat rykkede ind i Bekaa-dalen i Libanon i august 2013, tog de libanesiske soldater og politifolk til fange. Og da de begyndte at halshugge fangerne, kogte det over: Libanesere begyndte at angribe syriske flygtninge.
”Så kan du se, hvordan de fire konfliktparameter begynder at klikke sammen som tandhjul. Det er enormt vigtigt at forstå det. Også for at vi kan advare danskere i Libanon i tide”, siger den 54-årige diplomat, som har tilbragt meget af sin tid ude i felten med møder og for at tilse dansk-støttede projekter.
”Det er ikke just en venlig oplevelse at komme på ambassaden med de skrappe sikkerhedsforanstaltninger. Det er skæggere at besøge folk, dér hvor de hører til. På lige fod og under afslappede forhold”, tilføjer han.
En ambassade spredt for alle vinde
Læs videre på
http://www.detarabiskeinitiativ.dk/tema/rolf-holmboe-man-maa-ned-i-ursuppen-som-diplomat
CV om Rolf Holmboe
Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1992 og tidligere sprogofficer i Forsvaret. Han er gift med Maja Sverdrup og parret har tre børn.
Fra 2005 til 2009 var han chef for det danske Repræsentationskontor i Ramallah på Vestbredden. 2009-2012 tjente han som leder af Stabiliseringskontoret og som chef for strategi og planlægning i Udenrigministeriet.
I august 2012 blev han repræsentationschef i Damaskus og sideakkrediteret ambassadør i Jordan, hvilket i august 2013 blev udvidet til at inkludere posten som ambassadør for Libanon på ambassaden i Beirut.
Med oprørernes angreb på Syriens to største byer Damaskus og Aleppo i 2012 blev der for farligt i Damaskus, og de danske embedsfolk rykkede til Beirut.
I lang tid forsatte Rolf Holmboe dog med at pendle frem og tilbage mellem Beirut og Damaskus. Han lavede en aftale med oprørerne fra Den Frie Syriske Hær om, at de skulle meddele ham at holde ”holde ferie”, hvis der var fare på færde i Damaskus.
Hans besøg ophørte i 2013, da Holmboe blev ambassadør for både Libanon, Syrien og Jordan, efter den tidligere ambassadør i Libanon, Jan Top Christensen, trådte af i august 2013.
Den syriske regering mente ikke, at man både kunne være ambassadør i Syrien som sideakkrediteret fra lillebroren Libanon.
Holmboe afløses 1. oktober 2015 af ambassadør Svend Wæver.
Janne Louise Andersen er redaktør af nyhedsbrevet fra Det arabiske Initiativ (DAI).
Mere om DAI på http://www.detarabiskeinitiativ.dk/om