Censur lærer bandlyst instruktør at lave film, kommer man til at tænke, når talen falder på den 55-årige, iranske filminstruktør, Jafar Panahi, for siden han i december 2010 blev arresteret for at udøve anti-iransk propaganda og islamkritik og derfor dømt til 20 års Berufsverbot, må man konstatere, at Panahi rent kunstnerisk ikke er til at stoppe.
I 2011 kom filmen This Is Not A Film. Den er filmet mens Panahi sad i husarrest i sin lejlighed for ovennævnte forbrydelser. Den er en klaustrofobisk beskrivelse af, hvordan man er tvunget til at opleve sin verden gennem filtre og vis anden hånd; lyde ude fra, nyheder i fjernsynet og samtaler med en dreng, der samler affald i hans lejlighedskompleks. Filmen blev smuglet ud af Iran på en USB-nøgle bagt ind i en kage.
Closed Curtain (2013) er et paranoia-trip om en tekstforfatter, der gemmer sig bag nedrullede gardiner i et hus sammen med sin hund, da han får uventet besøg. Han ved ikke, om hans nye husgæst er en aktivist på flugt eller efterretningsagent.
Taxa Teheran handler om en eftermiddag i en taxa i den iranske hovedstad, Teheran. Jafar Panahi har forklædt sig som taxachauffør og bilder passagerne ind, at hans kamera er et sikkerhedskamera. Det skal ligne reality.
Taxaen og kunsten – et godt, gammelt partnerskab
Siden Panahis arrestation og forbud mod at lave film, har instruktøren måtte udfordre sine kunstneriske begrænsninger og filmmediet for at kunne blive ved med at lave sine film. Rammerne, han har haft til rådighed er selv sagt begrænsede; en lejlighed, et hus og en bil. Men hvor Panahi i This Is Not A Film og Closed Curtain måtte vente på, at folk kom til ham, kan Panahi i sin taxa opsøge folk, og derfor virker Taxa Teheran munter i forhold til de andre films klaustrofobiske, paranoide og til tider selvmedlidende stemninger.
At bruge en taxa som kunstnerisk ramme er ingen ny ide. Især filmhistorien byder på mange vellykkede parløb mellem kunsten og taxaen – tænk bare på Taxi: A Night on Earth (1991), Taxi Driver (1976) og Ten (2002) skabt af Panahis landsmand, kollega og mentor, Abbas Kiarostami. Det geniale ved taxaen er, at her mødes det offentlige og det private og mennesker, som ellers aldrig ville krydse veje, kan føres sammen. I de udenlandske deletaxaer sidder man tæt, det virker intimt og indbyder til imødekommenhed. Og taxachaufføren selv kan optræde som alt fra fortrolig skriftefader til ubemærket tilskuer, fluen på væggen.
Panahi følger opskriften. De to første passagerer kender ikke hinanden, men indleder en diskussion om kriminalitet, straf og sharia. Manden, banditten, der lever af at rulle folk, ser gerne folk offentligt hængt. Kvinden, en skolelærer, finder hans indstilling forrykt og inhuman. Er banditten med sin mangel på humanisme og voldlige adfærd en hentydning til det brutale, iranske præstestyre? Og er skolelæreren en repræsentant for den oplysning og dannelse, der fordre medmenneskelighed, noget regimer som det iranske i sagens natur er blottede for?
Næste passager sælger piratkopier af forbudte – især amerikanske – film. Omid, som han hedder, genkender Panahi, fordi han engang har solgt ham nogle dvd’er bl.a. Midnight in Paris. Men han ved også, hvem Panahi er og lurer hurtigt, at det såkaldte sikkerhedskamera er et filmkamera og at Panahi er i gang med at lave en film. Omid øjner en chance for et partnerskab. “Jeg er også kulturelt aktiv”, siger han til instruktøren og fortsætter, “Uden mig er der ingen Woody Allen i Iran”.
En hilsen til det iranske præstestyre
Panahi skal hente sin 10-årige niece, Hannah. Hun skal lave en film i skolen, men mangler en historie. Det er nemlig ikke sådan lige til med de retningslinjer, skolen har udstukket: man skal respektere tørklædepåbudet, man skal give sine karakterer islamiske navne i stedet for iranske, de gode må ikke have slips på og i det hele taget må man kun fortælle positive historier.
Panahi efterlader Hannah i taxaen for at løbe et ærinde . Hun giver sig til at filme gadelivet, da et brudepar fanger hendes opmærksomhed. Gommen taber nogle penge på gaden. En dreng, der samler flasker, tager pengene og putter dem i lommen. Hannah kalder ham hen og forsøger at overtale ham til at aflevere pengene tilbage, for ellers kan hun ikke bruge klippet i sin filmopgave. Man må nemlig ikke filme virkeligheden, ikke filme fattigdom og tyveri.
Panahi er stort set tavs gennem hele filmen. Han lader i stedet sine passagerer tale for sig. Filmen er et patchworktæppe af kommentarer om sharia, censur, mænd og kvinders arveret og til sidst bruger han Hannahs fortvivlelse til at vise, hvor umuligt det er at lave en ærlig film i Iran. Panahi selv ender som taxachauffør, hvis han ikke må lave film.
Men hvad er Taxa Teheran for en film? Der er ingen rulletekster, ingen navne på hverken skuespillere, teknikkere eller andre. Er filmen én lang hilsen til regimet? Det ville i hvert fald forklare de stive og kunstige replikker. Det handler ikke så meget om, hvordan der siges men at det siges.
Se trailer for filmen
Premierebiografer
- Grand Teatret, København
- Øst for Paradis, Aarhus
- Cafe Biografen, Odense
- Film 6000, Kolding
- Vester Vov Vov, København
- Albertslund Biografer
