Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Denne tid er præget af nøjsomhed, når det gælder positive nyheder omkring udviklingspolitikken og det udenrigspolitiske område. Der er næsten intet at glæde sig over. Alt synes at blive knuget ned i besparelser og panisk angst for flygtninge. Det er ormenes tid. Vi kryber langs jorden og tør ikke kigge op af frygt for at få øje på endnu flere forfærdeligheder.
Derfor var det godt at se udviklingen i det latinamerikanske land Colombia i forrige måned. Efter tre års forhandlinger i Cuba aftalte regeringen i Bogota og partisanbevægelsen FARC en skitseaftale, der betegnes som et gennembrud i arbejdet for at afslutte den colombianske borgerkrig. Borgerkrigen har varet siden 1964, den har kostet over 200.000 mennesker livet og drevet over 6 millioner mennesker fra hus og hjem.
Aftalen er sluttet mellem Colombias præsident Juan Manuel dos Santos og lederen af FARC, Rodrigo Londono. FARC står for Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia – Colombias revolutionære væbnede styrker – Folkets hær, der blev grundlagt af landets kommunistparti.
Lovløshed
FARC’s oprindelige mål var at kæmpe for småbønderne og de fattiges ret til jord, for jord og rigdom er uhyre ulige fordelt i Colombia.
Med tiden blev FARC dog en ren terroristorganisation, der ernærede sig ved narkohandel, løsepenge i forbindelse med bortførelser, og ved at hærge og brandskatte de områder, den havde herredømme over.
Skiftende regeringer svarede igen med vold og med at tillade lokale stormænd at bevæbne paramilitære organisationer, der sammen med dele af den officielle regeringshær terroriserede landsbyer, de mistænkte for at støtte FARC.
Det er denne landsødelæggende lovløshed, som FARC og regeringen i Colombia nu måske kan afslutte på fredelig vis gennem en seks-punkts aftale, hvor det sværeste element faldt på plads i september.
Parterne har undertegnet en rammeaftale for såkaldt ’overgangsretfærdighed’ efter de mange årtiers borgerkrig.
Hovedmændene bag begge siders krigsforbrydelser skal dømmes, men får mildere domme, hvis de tilstår og angrer deres misgerninger over for en freds- og forsoningskommission. De almindelige soldater og partisaner går derimod fri.
Partisanerne og de paramilitære skal nedlægge våbnene og regeringen skal til gengæld garantere deres sikkerhed og ret til fredelig politisk virksomhed.
Tre års fredsproces
Fredsprocessen har som nævnt kørt i godt tre år med op- og nedture, og parterne har givet hinanden håndslag på at løse de sidste problemer i løbet af de næste seks måneder.
En af grundene til troen på, at den foreløbige aftale holder og kan føre til varig fred er, at det først og fremmest er parterne selv, der har skabt og udformet rammeaftalen.
For en udenforstående virker det da også sandsynligt, at en aftale, som de tidligere fjender selv har forhandlet på plads har større chance for at overleve, end en, som fremmede har formuleret.
Ikke desto mindre han andre været ind over og er det stadig.
Cuba leverer det neutrale sted, hvor parterne kan mødes uden frygt.
Den norske regering deltager som fredens neutrale fødselshjælper, sådan som Norge med vekslende held har gjort flere gange før.
Hugo Chavez’ Venezuela har spillet en positiv rolle.
Også FN og EU bidrager. Især EU forventes at yde en væsentlig indsats i tiden fremover.
Den økonomiske vækst i Colombia er aftagende, men det er nødvendigt at vise, at fred betyder fremgang. Ellers taber befolkningen tilliden til sine ledere.
Landet får derfor brug for hjælp, så internt fordrevne kan vende hjem, og så økonomien får nyt liv i de mange områder, der er blevet isolerede, mishandlede og forsømte som følge af den lange konflikt.
Danmark hjalp i Sydafrika
Hvor ville det være dejligt, hvis også den danske regering påtager sig at hjælpe Colombia med at vise sin befolkning, at fred er bedre end krig!
Det officielle Danmark spillede faktisk en rolle, da Sydafrika afskaffede apartheidstyret midt i 1990’erne. En dansk juraprofessor var med til at udforme grundlaget for freds- og forsoningskommissionen, hvis arbejde bidrog til at sikre den fredelige overgang fra apartheid til flertalsstyre i landet.
Siden da har det været svært at få øje på originale og værdifulde danske bidrag på det freds- og udviklingspolitiske område.
I de sidste mange år har dansk politik i de fattige lande mest bestået af krig. Vores civile bistand består i dag kun af dystre visionsløse nedskæringer, der spreder håbløshed overalt i den danske bistandsverden.
Hvis vi vælger at hjælpe freden på vej i Colombia, gør vi det naturligvis mest for colombianernes skyld. Men sådan et initiativ vil også gøre der mindre trøstesløst for os danskere at beskæftige os med dansk udviklingsbistand.
