Prominent støtte til østaternes overlevelseskamp i Paris

cimg1283
Thomas Jazrawi

10. december 2015

“Det er ikke rart at se de unge frygte havet. Vi voksede op ved havet, og når der var højvande hoppede vi i. Nu løber folk, når der er højvande”.

Det var ordene fra den utrættelige forkæmper for en ambitiøs global klimaindsats, Marshalløernes udenrigsminister Tony de Brum.

Ordene faldt på et pressemøde i Paris onsdag, hvor en række af østaterne var repræsenteret. De fik hjælp fra prominente personligheder.

“Østaterne i Oceanien er lande med lave udslip af kulstof. De har stort set ikke bidraget til at skabe den globale opvarmning. Det er dem, der forbruger mindst, der rejser mindst, men det er dem, der mærker de værste konsekvenser”, sagde Prins Albert af Monaco ved pressemødet.

“Det er de svageste og mest udsatte, der er de første ofre, men hele planeten vil blive ramt”, tilføjer han.

“Denne aftale handler om overlevelse”

Mary Robinson, tidligere præsident i Irland og Højkommissær for menneskerettigheder i FN, var også mødt op for at vise solidaritet.

“Denne aftale handler om meget mere end beskyttelse af miljøet. Det handler også om at beskytte mennesker. Alvoren af denne aftaler er ikke helt forstået”, fastslår hun, og tilføjer:

“Jeg har deltaget i mange internationale konferencer, men jeg har aldrig skulle vende hjem for at fortælle folk, om de er reddet eller ej”.

Kiribatis præsident var også til stede ved arrangementet, og han valgte at indgyde håb blot et par dage før vi kender klimaforhandlingernes skæbne i Paris.

“Nattens mørkeste time er den lige før daggry”, lød det fra Anote Tong, og han tilføjede et ønske:

“Vi ønsker en jurudisk bindende global aftale, der kan redde øerne i Det Indiske Ocean og Stillehavet og beskytte menneskeretten til at eksistere”.

”Hvis vi redder øerne, redder vi verden”

Det kræver en meget ambitiøs klimaindsats at redde de lavtliggende Stillehavsøer, og det er ikke sandsynligt, at Paris-aftalen i sig selv bliver redningen.

Men Mary Robinson minder os om, at det handler om vores egen overlevelse.

“Husk, at hvis vi redder øerne, redder vi verden”, lyder det fra Irlands første kvindelige præsident.