Det fremgår af en artikel i det seneste nyhedsbrev fra Verdens Skove:
Nicaraguas regering forsøger at presse oprindelige folk til at give tilladelse til, at den planlagte Nicaraguakanal bygges igennem deres territorium.
Det siger Nicaraguas oprindelige Rama- og Kriolfolk i en pressemeddelelse, der blev offentliggjort i weekenden.
Her beretter de, at:
”(…)embedsfolk fra den nicaraguanske stat har lagt pres på medlemmer af den territoriale Rama-Kriol-regering (GTR-K) siden den 8. januar 2016, for at underskrive et dokument, der angiveligt giver ’frit, forudgående og informeret samtykke’ på vegne af de Rama- og Kriolsamfund, der danner territoriet, som berøres af mega-projektet og dets underprojekter.”
Ifølge lederne blev deres medlemmer lagt under pres til en række møder, som repræsentanter for den Nicaraguanske stat holdt med de oprindelige folk den 8. og 9. januar og kulminerede med en generalforsamling den 10. januar.
Et kontroversielt projekt
Nicaraguas regering gav tilbage i 2013 det kinesiske selskab HKND 50 års koncessionsret til at bygge verdens største kanal tværs igennem Nicaragua – en 278 km lang vandvej, der skal forbinde Atlanterhavet med Stillehavet.
Det håbes at kanalen, der er estimeret til at koste omkring 50 mia. USD, vil bringe udvikling og velstand til landet; men projektet har været stærkt omstridt både i og uden for landet.
Bekymringerne handler især om byggeriets konsekvenser for miljø og naturområder – og krænkelser af de oprindelige folks rettigheder.
Risikerer tvangsflytning
Kanalen skal nemlig gå igennem de oprindelige Rama- og Kriolfolks territorium.
Ifølge både Nicaraguas egen lovgivning og internationale konventioner har de oprindelige folk ret til at acceptere eller nægte projekter, der påvirker deres territorium. Det skete dog ikke – selv om flere samfund står til at blive tvangsfjernet.
Siden beslutningen har der været forskellige forsøg på dialog mellem Nicaraguas regering og de oprindelige folk, men der har endnu ikke fundet nogen høringsprocesser sted, der lever op til retningslinjerne – blandt andet har der ikke været nogen uafhængige, internationale observatører til stede.
Og det var fortsat et problem på de møder, der blev holdt i weekenden.
Bare skriv under
Dr. María Luisa Acosta, som er advokat i Centeret for Juridisk Bistand til Oprindelige Folk (CALPI), og har repræsenteret Nicaraguas oprindelige samfund i to årtier, fortæller til det amerikanske medie Al Jazeera America, at hun lørdag modtog et opkald fra Rama-Kriol lederne Rupert Allen Clair Duncan og Santiago Thomas.
“De sagde, at regeringen forsøger at presse dem til at underskrive papirer og opgive deres territorium, og det vil de ikke,” siger Acosta til Al Jazeera.
“Men de føler et stort pres og de har sagt til regeringen på mange måder ‘Vi vil ikke det her. Vi har brug for en advokat. Vi har brug for at vide mere og vi kan ikke gøre det her på denne her måde. Vi har brug for en uafhængig person til at observere den her proces.”
Og regeringens repræsentanter sagde bare:
“Lad være med at bekymre jer, bare skriv under.’ Det er et stort psykisk pres,” tilføjer hun.
Politi ved indgangen
I det nicaraguanske dagblad La Prensa beskriver Clair, præsidenten for samfundet Monkey Point, hvad han opfatter som skræmmetaktikker, der blev anvendt fra den nicaraguanske regerings side i løbet af weekenden:
“De tillod os ikke at bruge en juridisk rådgiver til at gennemse dokumentet, og i løbet af de tre dage holdt de os indelukket. I dag (10. januar) fik de endda politikfolk til at holde vagt ved døren og sørge for at ingen kom ind eller ud af bygningen. De bragte os også fra den territorial regeringsbygning og placerede os i en national regeringsbygning for at kunne kontrollere os,” udtaler han til La Prensa.
Ugyldig proces
Verdens Skoves rådgiver i Nicaragua, Claus Kjærby, er enig i, at det er en meget problematisk proces:
”Det er meget tydeligt, at partipolitisk manipulering benyttes som strategi til at påvirke hele processen og til at ødelægge den interne organisering blandt de oprindelige folk. Det i sig selv er et brud på oprindelige folks kollektive ret til selvbestemmelse,” siger han.
Kjærby mener derfor ikke, at et samtykke givet under disse forhold kunne anses som ”frit, informeret og forudgående”:
”Min konklusion er, at eventuelle beslutninger taget under disse forhold er ugyldige. Både staten og de oprindelige folk spilder dermed ganske enkelt deres tid og ressourcer på en proces, som i sidste internationale retsinstans vil blive underkendt”.
“Utroligt trist, idet en kanal eventuelt ville kunne løse nogle af de problemer Nicaragua har, hvis blot processen var transparent og foregik i god tro. Men måske er det ikke for sent at starte forfra,” slutter Claus Kjærby.
