Jørgen Olsen
Jørgen Olsen (født 1951) er koordinator i Genvej til Udvikling (GtU), hvis modernetværk er Emmaus International (EI), stiftet af Abbé Pierre.
Olsen har gået i livets skole og kommer tæt på definitionen af en halvstuderet røver. Aktiv i EI siden 1969 – i 2011 valgt til EI’s politiske udvalg, hvor der sidder to afrikanere, to asiater, to latinamerikanere og fire europæere. Genvalgt til udvalget for anden og sidste 4-års periode i september 2015.
I 1978 var Jørgen Olsen med til at stifte GtU med baggrund i sin og medstifternes erfaringer med forskellige organisationer i og uden for Emmaus. GtU samarbejder med en halv snes græsrodsbevægelser i Vestafrika, især Kooperativet i Amataltal (Niger) og Pag-la-Yiri (Burkina Faso), som er den organisation i hele Emmaus International med flest medlemmer, 11.000, hvoraf de 10.000 er kvinder. Samarbejdet omfatter køb og salg af håndværksprodukter og i Amataltal desuden brøndrenoveringer, kvægavl, havebrug og tosproget undervisning (tuaregisk og fransk) for børn og voksne.
I forlængelse af diskussioner om demokratiopbygning, jeg deltager i hos Ibis og ikke mindst i Emmaus International, hvor jeg er valgt til bl.a. at anspore til den slags, blev jeg nysgerrig efter, hvordan tingene hænger sammen i den organisation, der nu får æren af at blive regeret af Danmarks tidligere statsminister. Hvordan er Red Barnet organiseret internationalt?
Hvem vælger bestyrelsen?
Jeg gik ind på https://www.savethechildren.net/about-us/our-leadership Der står ikke noget om, hvordan bestyrelsen (Global Board) er valgt – så må man jo gætte. Vælger den sig selv? Der ser ikke ud til at forekomme internationale generalforsamlinger hvert fjerde år.
Googler man de enkelte bestyrelsesmedlemmer, får man indtryk af, at det store flertal er hyret i den angelsaksiske verden – i en kæmpemæssig organisation, der arbejder i alle verdensdele med 55 millioner børn som årlig målgruppe.
På https://www.savethechildren.net/about-us/our-vision-mission-and-values angives, at der i 30 af de 120 lande, hvor Save the Children arbejder, er oprettet en medlemsorganisation. I de 90 andre er der så åbenbart kun ansatte, som må formodes at få deres anvisninger fra hovedkvarteret i London. Af de førnævnte 30 kan højst 9 karakteriseres som udviklingslande.
Et par timers surfing efterlader indtryk af en topstyret organisation med værdier fra angelsaksiske og dermed beslægtede kulturer. Jeg ville blive glad, hvis nogen ville nuancere det indtryk.
Hovedkvarter i Sydafrika
Til sammenligning har Action Aid placeret sit hovedkvarter i Johannesburg i Sydafrika og ansat en brasilianer, Adriano Campolina, som administrerende direktør. Oxfam har som Save the Children hovedkvarter i London, men med uganderen Winnie Byanyima som direktør og Juan Alberto Fuentes fra Guatemala som formand.
Hvorfor er det vigtigt at tage sådanne spørgsmål op? Fordi jeg bilder mig ind, at hvis internationale netværk viser deres medlemsorganisationer og/eller lokalkontorer så megen tillid, at de får ret til at sidde med ved højbords, hvor beslutningerne tages, så er der grund til at håbe, at tillid og selvtillid kan spredes videre rundt om i klodens civilsamfund. Det har en mental spredningseffekt, når Action Aid skriver, at Afrika er Action Aid’s hjerte http://www.actionaid.org/where-we-work
Jo stærkere civilsamfund, jo nemmere kan folkets repræsentanter på alle niveauer komme igennem med kritik af myndigheder, med andre ord skabe dialoger og konfrontationer, indgå i demokratiske processer.
Og demokrati på verdensplan er tilsyneladende i frit fald, skal man tro denne artikel fra Globalnyt https://globalnyt.dk/content/freedom-house-demokrati-paa-tilbagetog-globalt-10-aar-i-traek. Alle internationale netværk har i udgangspunkt mulighed for at bidrage til at vende denne udvikling – og vi skal ikke have berøringsangst omkring at kritisere hinanden.
