Nødsituation i Peru: Gigantisk oliespild i Amazonas forurener vand og natur

pongo_de_manseriche
Marañón-floden i Peru
Foto: Carlos Correa Loyola - Creative Commons
Thomas Jazrawi

Et stort oliespild i Peru har ramt vandkvaliteten, fiskebestanden, de lokale indbyggeres helbred og unik natur hårdt. 

Det er det statsjede Petro-Perú, der er ansvarlig for uheldet. Der er tale om to brud på rørledninger. Det første skete 25. januar, og det andet 3. februar. 

Nu har myndighederne erklæret nødsituation for vandkvaliteten i de ramte ormåder. 

Det skriver flere medier. 

Katastrofe for de lokale indbyggere

Olieudslippet er sket i den nordlige region Loreto, der er den største i Peru, men også sparsomt befolket, da meget af den består af Amazonas-jungle. 

Indbyggernes adgang til vand og andre naturressourcer er nu hårdt ramt af forureningen. 

“Fisk er døde, krokodiller er døde, planter er døde. Hvordan skal vi nu leve?”, spørger en af beboerne på peruviansk tv.

Det skriver det amerikanske site Think Progress. 

Derudover er lokale blevet syge af lugten. De oplever svimmelhed og opkast, fremgår det af artiklen. 

Rygter om oprydning med børnearbejde

Mindst 2000 tønder olie er røget direkte ud i floder og natur, men omkring 90% af olien er reddet, siger landets præsident Ollanta Humala, ifølge Think Progess.  

Heftige regnskyl har imidlertid gjort, at noget af den isolerede olie igen er skyllet ud i naturen. 

Olien har også ramt floden Marañón, der er 1600 kilometer lang, skriver El País. 

Der er ifølge den spanske avis lokale kilder, der siger, at selskabet har brugt børn uden beskyttelse til at rense området. 

Selskabet skal foreløbigt betale en bøde på 3,5 millioner dollars (23,5 millioner danske kroner), skriver Think Progess.