Seks præsidenter på fem år: Hvad er op og ned i kriseramte Peru?

Politiet arrester en kvinde for at have kastet rød maling mod betjentene til en demonstration for fred i Lima den 3. januar, 2023.


Foto: Carlos Garcia Granthon/Fotoholica Press/LightRocket via Getty Images

6. januar 2023

¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika

Podcasten sætter fokus på stort og småt i Mellem- og Sydamerika og dækker både aktuelle begivenheder, tendenser og kulturelle fænomener fra hele regionen.

Bag podcasten står Josefine Aude Raas og Mette Mølgaard, journalister med speciale i Latinamerika.

Alle afsnit af podcasten på Globalnyt

Lyt til ¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika på Buzzsprout

Følg med på Facebook

“Demokratiet kan virke meget svagt, men der er jo ikke rigtig noget alternativ. Man ser ikke rigtig militærkup længere i Latinamerika,” fortæller Karsten Pærregaard, som er professor emeritus på Göteborg Universitet og har boet og forsket i Peru.

Den 53-årige Pedro Castillo blev sat ind som præsident i Peru i juli 2021, men er nu blevet afsat for forsøg på at opløse parlamentet i december. Det faldt ikke i god jord i parlamentet, som efter en afstemning afsatte præsidenten og efterfølgende fik ham anholdt for oprør mod staten. 

Nu er vicepræsident Dina Boluarte taget i ed som ny præsident – som den første kvindelige præsident i Peru. Men det har ført politisk kaos med sig. 

“Protesterne har været voldsomme. Indtil videre er 22 mennesker døde i sammenstødet mellem protester og politi,” siger Karsten Pærregaard. 

Pedro Castillos forsøg på at opløse parlamentet bliver betragtet som et kupforsøg for at undgå en rigsretssag. Og det er faktisk tredje gang, at det bliver diskuteret at stille ham for en rigsret. Hans handlinger er blevet fordømt fra flere lande, selvom lande som Bolivia, Colombia, Argentina og Mexico har udsendt en fælles erklæring, hvori de blandt andet mener, at Pedro Castillo fra dag ét har været udsat for “udemokratisk chikane”. 

Den nuværende regering med Dina Boluarte i spidsen har senest erklæret undtagelsestilstand i landet efter flere voldsomme protester. Myndighederne bliver anklaget for at bruge skydevåben mod demonstranter, og omvendt siger hæren, at demonstranter bruger hjemmelavede sprængstoffer. Nu er spørgsmålet, om den nye præsident kan mægle til ro. 

“Det er jo ikke sådan, at demokratiet i sig selv er i fare, det er bare skrøbeligt og svagt, og folk tror ikke på det,” fortæller Karsten Pærregaard.

¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika dykker ned i situationen med antropolog og professor emeritus Karsten Pærregaard og undersøger blandt andet spørgsmålet: Hvor længe holder den nye præsident mon?