NASA: Nuværende tørke i Mellemøsten den værste i 900 år

4459581071_3e2636971a_b
Thomas Jazrawi

Siden 1998 har Mellemøsten oplevet en historisk slem tørke. 

NASA har beregnet, at perioden sandsynligvis er den tørreste tid i området i 900 år. 

Forskerne har brugt årringe i træerne til at lave computermodeller og sammenlignet beregningerne med historiske tekster. 

På den måde kunne forskerteamet sammenligne nutiden med den naturlige variation i klimaet. Ifølge undersøgelsen tyder meget på, at der ligger menneskeskabte klimaforandringer bag tørken. 

Tørken har ramt det østlige middelhavsområde og plager Cypern, Israel, Jordan, Libanon, Palæstina, Syrien og Tyrkiet. 

Mere ekstrem end længe set

De historiske tørkeperioder spænder ret bredt i omfang, men forskerne konkluderer, at nutidens tørre periode er betydeligt mere ekstrem end normalen. 

Perioden fra 1998 til 2012 er 50% tørrere end den tørreste periode i de sidste 500 år, og 10-20% tørrere end den værste tørke i de seneste 9 århundreder. 

“Når vi ser på de nuværende tilstande og vi kigger på anormaliteter, der rækker ud over omfanget af den naturlige variation, kan vi sige med nogen sikkerhed, at det ser som om, at den specifikke hændelse eller serie af hændelser indeholder et bidrag fra menneskeskabte klimaforandringer”, siger Ben Cook.

Han er hovedforfatter og førende klimaforsker ved den store amerikanske rumfartsorganisation. 

Tør og dyster fremtid

Andre forskere spår, at der ikke er udsigt til mere frodige perioder i fremtiden i området, da vandknapheden blot vil blive værre som følge af klimaforandringer. 

Det kan forværre krisen i regionen, der lige nu kæmper med den langvarige borgerkrig i Syrien og massive flygtningestrømme til nabolandene. 

Flere undersøgelser har netop peget på, at en historisk ekstrem tørke i Syrien har medvirket til at skubbe nationen ud i den langvarige konflikt.

Læs en artikel om det her: https://globalnyt.dk/content/nyt-studie-viser-sammenhaeng-mellem-klimaforandringer-og-syriens-kaos 

NASAs nye beregninger er blevet godkendt til et kommende nummer af det videnskabelige tidsskrift Journal of Geophysical Research-Atmospheres

Læs NASAs egen omtale af studiet i nedenstående link.