Ditte Haarløv Johnsen
Ditte Haarløv Johnsen (f. 1977) er opvokset i Mozambique, og er uddannet fra Fatamorgana – Danmarks fotografiske Billedkunstskole, 2000, Ryerson University, Canada, 2001 og som filminstruktør fra Den Danske Filmskole, 2007. Hendes prisvindende dokumentarfilm er blevet vist på talrige internationale filmfestivaler. Serien Maputo Diary har hun udstillet i dens forskellige tilblivningsfaser på bl.a. Brandts, 2006, NGBK i Berlin, 2007, Kiasma Museum of Contemporary Art i Helsinki, 2010, Galleri Image i Århus, 2011 og på Fotografisk Center, Kbh., 2013.
Fotografi og filmtrailers kan ses på www.dihajo.com
Dokumentarfilmene Hjemløs og Under den samme himmel kan ses på filmcentralen.dk
Mozambique blev uafhængigt i 1975. Der var den socialistiske bevægelse, Frelimo, der anførte frihedskampen, og som senere kom til at regere landet i Sydøstafrika.
Mine forældre tog dertil i 1982 for at hjælpe med at opbygge den nye stat. Jeg var fem år gammel. Da vi ankom, var borgerkrigen under opsejling. Oprørsbevægelsen hed Renamo, men blev i daglig tale kaldt for Banditterne.
Jeg startede i børnehave. Oppe på tagterrassen sang og dansede vi hver eftermiddag, mens vi råbte "Længe leve partiet Frelimo", "Ned med Banditterne" og "Kampen fortsætter".
Dans på kongressen og farfaderens visit
Engang dansede vi til Frelimo partiets 4. kongres. Jeg var det eneste hvide barn på scenen. Nogle måneder senere kom min farfar på besøg. Han var zoolog og kunne godt lide at gå rundt i bushen og lede efter biller og sommerfugle.
En dag kom han hjem fulgt af en soldat, der holdt en AK47 mod hans ryg. Min farfar havde vandret tæt på den sydafrikanske grænse, og soldaten troede, at han var en af apartheid-regimets spioner.
Da soldaten så mig, genkendte han mig fra danseshowet for Partiet. Jeg har altid forestillet mig, at det var derfor, at han lod min farfar gå. Jeg vidste, at jeg hørte til i Mozambique.
Det helt nære liv
Vi boede på 7. sal i en bygning i det gamle centrum. Fra mit værelse kunne jeg se Maputo-bugten. Den anden side af bugten hed Katembe. Om søndagen tog vi nogle gange den lille færge over og gik tur langs stranden.
Mine bedste venner boede på 5. sal. Oanana, Detinha og Fatu var søskende. Fatu var min bedste veninde.
Min far kørte mig i børnehave på sin cykel. På vejen talte vi skibene i Maputo-bugten. Det var sådan jeg lærte at tælle på portugisisk.
Min børnehave lå lige ved siden af Zoologisk Museum. Dér kom vi tit. Portugiserne havde bygget museet ved århundredskiftet og det lignede et magisk slot, omgivet af en tropisk have, hvor der var levende aber og pythonslanger i bur.
Inde i museet var der drømmeagtige opstillinger af udstoppede dyr i fri flugt akkompagneret af et kassettebånd med løvebrøl og zebraskrig.
Fatu og ånderne
Da jeg startede i skole, kom jeg i morgengruppen med Fatu. Vi skulle møde kl. 6.
På vej til skole gik vi igennem Botanisk have, kastede sten op i mangotræerne og løb vores vej med de nedfaldne frugter, når vagterne kom efter os. Der var 50 børn i klassen. Halvdelen sad på gulvet. Jeg fik altid en stol at sidde på.
Engang så Fatu og jeg et spøgelse sammen. Det var oppe på 8. sal som aldrig var blevet bygget færdig.
Dagen efter blev Fatu meget syg. Lægerne kunne ikke finde ud af hvad hun fejlede, så forældrene sendte hende til en åndemaner langt oppe i Nampula provinsen, hvor de kom fra.
Vi vidste alle sammen, at Fatu havde en forbindelse til åndeverdenen.
14 år og gravid
Fatu var væk i næsten et halvt år. Da hun kom tilbage, var hendes ældre kusine med. Hun var 14 år og gravid.
Hun fødte en lille pige, som vi legede med hele tiden. Vi snakkede aldrig om faren.
Gina boede med sin tante på 6. sal. Hun var lidt ældre end resten af os. Hendes forældre var blevet dræbt af Banditterne.
Hendes tante bankede hende, og Gina talte tit om, at hun ville løbe væk. Engang gemte hun et stykke råt kød i tøjskabet, som hun ville tage med sig som proviant.
Tanten opdagede kødet, da det begyndte at lugte råddent. Derefter blev Gina låst inde i lejligheden i lang tid.
Madmangel – og en gris
I takt med at krigen bredte sig på landet, blev det sværere at skaffe mad i byen.
Engang om måneden fik alle borgere en pakke med mad fra regeringen. Den bestod af et kilo sukker, majsmel, ris og bønner. Når det var højtid fik vi også spaghetti. Italieneren på 4. sal plejede at male spaghettien til mel og lave brød af det.
For at få fat i kød skulle man kende folk på landet. En dag kom min mor hjem med en gris, som boede på altanen uden for mit værelse, mens den blev fedet op.
Jeg holdt meget af dyr. Udover grisen på altanen havde jeg en høne, en kanin og to gule kanariefugle, som vi havde købt hos fuglemanden nede på Centralmarkedet.
Fuglemanden fangede selv fuglene og byggede deres bure. En dag var fugleburet tomt. Senere fortalte Fatu, at hun havde været en del af den gruppe børn der slap den ene fugl fri og slog den anden ihjel. Det var Gina, der drejede halsen om på den.
Teenager…..
Som teenager var jeg utrolig genert og ensom.
Min far havde fået arbejde på den danske ambassade, så vi var flyttet til en nyere og finere del af byen, langt væk fra Fatu og de andre venner.
Jeg vidste, at jeg hørte til i Mozambique, men var ikke lige så skråsikker på det, som jeg tidligere havde været. Oftere og oftere følte jeg mig anderledes.
Krigen var overalt, men jeg var på en mærkelig måde beskyttet. Jeg var begyndt på den Internationale Skole med en masse andre udenlandske børn.
Dansede til Bob Marley og Lucky Dube
De konstante strømafbrydelser og manglen på vand var det eneste konkrete krigsindgreb jeg oplevede i mit daglige liv. Jeg begravede mig i bøger og videofilm. Der var ikke mange film at vælge imellem. Jeg så David Lynchs Blue Velvet igen og igen.
Jeg barberede håret af og fandt en gruppe venner. De seje fyre havde dreadlocks og spillede i et band.
Vi dansede til Bob Marley og Lucky Dube, drak spandevis af giftig hjemmelavet sangria og udforskede natten fra bagsædet af scootere og pickup trucks.
Til Danmark og et grådkvalt gensyn med Maputo
I juni 1992 flyttede mine forældre fra hinanden. Jeg tog med min far til Danmark, hvor jeg skulle gå i gymnasiet. Min mor og søster blev i Maputo.
Den 4. oktober 1992 underskrev Frelimo og Renamo en fredsaftale. Krigen var endelig slut.
Der gik seks år før jeg kom tilbage til Maputo. Min mor og søster boede der stadig.
Da jeg steg ud af flyveren blev jeg slået omkuld af den velkendte fugtighed og sitrende hede. Jeg tog en taxi gennem Maputos eftermiddagsvarme gader, og mødte det hele igen; mennesker overalt, råb og høje grin, den røde jord og duften af brænde, udstødningsrøg og sved.
Jeg græd hele vejen fra lufthavnen og hjem til min mors lejlighed.
Et nyt liv med kameraet
Den sommer tog jeg mit første fotokursus. Jeg vandrede rundt i Maputos gader og fotograferede byens liv med kameraet jeg havde fået af min morfar før han døde.
Jeg opdagede, at jeg kunne bruge fotografiet til at overvinde min generthed og komme tæt på mennesker, som jeg uden kameraet ikke ville have haft mod til at henvende mig til.
Med fotografiet begyndte jeg endelig at høre til igen.
Mødet med Ingracia og Antonieta
En dag, da jeg gik hjem fra fotoskolen, mødte jeg Ingracia og Antonieta.
De skilte sig ud fra mængden, når de gik ned af gaden med vuggende hofter. De viste åbenlyst deres homoseksualitet, og på det tidspunkt i Maputo var det en skandaløs handling.
Jeg gik op til dem, og vi tilbragte eftermiddagen sammen. Lidt efter lidt lod de mig få indblik i deres liv. De var voldsomt stigmatiserede (forskudt af samfundet på grund af social eller anden afvigelse, red.) og dog fyldt op af en vild og stædig vilje til at overleve – og med en frygtløshed, jeg beundrede.
De havde ikke noget at tabe. Antonieta arbejdede som prostitueret og Ingracia overlevede ved at gå fra bar til bar i ghettoen og underholde folk for øl og et måltid mad.
De introducerede mig til deres gruppe af homoseksuelle venner: De kaldte sig Søstrene.
Begyndelsen på Maputo dagbog
Jeg fotograferede Søstrene og rørte ved en fortælling, der var meget dybere end hvad et par billeder kunne vise. Det var begyndelsen på fotoserien Maputo Dagbog.
Siden har jeg været tilbage hvert eller hvert andet år.
I alle årene har jeg fotograferet Søstrene. Vi er blevet en del af hinandens liv; venner og familier smelter sammen til én stor fortælling, som også er min egen historie: om liv, om død og om at høre til.
Min mor bor stadig i Maputo, i den gade hvor min gamle børnehave lå.
Zoologisk museum er der endnu. Dyrene står i samme opstillinger som de gjorde, da jeg var barn; blot lidt mere foroverbøjede og mølædte.
Fra min mors lejlighed kan man se Maputo-bugten og Katembe.
Jeg bor i Danmark nu. Jeg drømmer ofte om Maputo.
———–
Dagbogen består af ca. 100 fotografier og tekst. Et udvalg er vist her.
Alle fotos © Ditte Haarløv Johnsen
Kom og vær med som skribent!
Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg offentliggøres løbende i den kommende tid.
Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.
Peter Sigsgaard vil meget gerne kontaktes på e-mailadressen [email protected] eller telefon 45 82 12 39
Indlæg er honorarfrie.