Heidi Christensen rejser lørdag (27.03.10) til Indien for Læger uden Grænser (MSF).
Her skal den 32-årige læge fungere som opsøgende læge blandt hjemstavnsfordrevne i kæmpelandets centrale del i 6 måneder. Hun får bl.a. ansvar for graviditets-konsultationer, henvisninger til hospitaler og Læger uden Grænsers tuberkuloseprogram.
I det centrale Indien er op imod 70.000 fordrevet fra deres hjem som følge af kampe mellem regeringsstyrker og maoistiske oprørere i delstaterne Andhra Pradesh og Chhattisgarh.
Mange fordrevne lever nu i flygtningelejre og lukkede områder af delstaten Chhattisgarh, der er kontrolleret af maoistiske oprørere. De fordrevne har ikke anden adgang til lægehjælp end den, Læger uden Grænser tilbyder gennem opsøgende klinikker.
– Jeg har arbejdet med kirurgi de seneste 4 år, så det bliver udfor-drende og meget mere alsidigt at fungere som generelt praktiserende læge under helt andre forhold i junglen, siger Heidi Christensen.
Det er første gang, Heidi Christensen rejser ud med Læger uden Grænser. Hun er uddannet fra Københavns Universitet i 2006 og har efter turnus på Næstved Sygehus arbejdet på kirurgiske afdelinger på Bornholms Hospital, Rigshospitalet, Køge Sygehus og senest en introstilling til speciallægeuddannelsen i mave-tarmkirurgi på Glostrup Hospital.
Heidi Christensen er født i Rødovre og bor på Nørrebro i København.
Læger uden Grænser har arbejdet i Indien siden 1999.