Himedan Mohamed Himedan er mandag rejst for Læger uden Grænser (MSF) til Yemen, hvor han i 6 måneder skal være projektkoordinator i byen Haradh i landets nordlige del tæt på grænsen til Saudi-Arabien.
Læger uden Grænser åbnede sidste år et projekt i Haradh. Området har været plaget at kampe mellem Al-Houthi-oprørsbevægelsen og centralregeringen. Det har betydet, at mange er fordrevet fra deres hjem, og omkring 10.000 bor nu Al Mazraq-lejren i Haradh. Læger uden Grænser driver et ernærings-program for børn samt yder psykosocial hjælp til indbyggerne i lejren.
– Netværk og kontakt til myndigheder og sikkerhed bliver nogle af de ting, jeg skal arbejde med. Det er nødvendigt at have kontakt til de forskellige aktører i området, fortæller Himedan Mohamed Himedan.
44-årige Himedan Mohamed Himedan kommer oprindeligt fra Sudan, men har boet i Danmark siden 1998. Han har en bachelorgrad i økonomi og en mastergrad i International Health fra Københavns Universitet. Han har tidligere været udsendt til Indonesien, Kenya og 2 gange til Etiopien for Læger uden Grænser.
Læger uden Grænser har siden september 2007 arbejdet i Saada-området i det nordlige Yemen, hvor man tilbyder medicinsk behandling til befolkningen. Den er stærkt påvirket af kampene, som begyndte i 2004.
Læger uden Grænser driver udover projektet i Haradh 2 projekter i det nordlige Yemen på Razeh hospitalet i Saada og Al Tahl hospitalet.