Fhv. informationschef i Danida blir 75

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Fhv. ministerråd, cand.scient.pol. John Høst Schmidt, Strøby Egede pr. Køge, fylder 75 fredag d. 13. maj 2011.

Fødselaren indledte sin karriere i Det Berlingske Hus, men kom i 1971 til Udenrigsministeriet, som han var knyttet til indtil 2002. Eneste afstikker var tiden i Bruxelles (1986-94), hvor han var ansat i NATOs informationskontor.

I Udenrigsministeriets presse- og informationsafdeling beskæftigede han sig med presse, information og kulturformidling og har været udsendt til London (1974-77) og New York (1984-86).

Men det er først og fremmest i hans egenskab af Danidas informationschef fra september 1978 til årsskiftet 1983-84, at han kom i berøring med Den 3. Verden. Den energiske århusianer blev kendt som en usædvanlig åben og bundærlig informationsmand.

Det kan mange u-landsjournalister skrive under på. F.eks. dem, der i begyndelsen af 1980erne var på rundrejse med Danida i Tanzania og havde fået nys om en særegen dansk-støttet cementfabrik i landets sydvestlige del.

Den ville de gerne besøge – selv om det formentlig ikke uden grund lå udenfor programmet. Høst Schmidt ledede presseturen og lavede på stedet – og uden tøven – om på den planlagte rejserute og arrangerede beredvilligt et besøg.

Journalisterne fik deres mistanke bekræftet. Det var ikke bare fabrikkens bomærke, der var en hvid elefant…

Et godt eksempel på den åbenhed, som ministeriet/Danida snakker så meget om, men det kan knibe med at praktisere i pressede situationer. Og et udtryk for den kollegiale hæderlighed, “Høsten” bestandigt har stået for, og som bl.a. senere førte til, at den altid venlige mand i flere omgange var tillidsmand for Udenrigsministeriets journalistgruppe.

Et hverv, han forvaltede med stor energi og myndighed – for slå i bordet kunne han også. Karrieremæssigt sluttede han af som souschef i ministeriets dav. Informationssekretariat.

I dag dyrker Høst Schmidt fortsat sin store interesse for udenrigs- og sikkerhedspolitik som medlem af en række foreninger, bl.a. Dansk Udenrigspolitisk Selskab og Københavnske Journalisters veteranklub.

Den fysiske form holder han ved lige med tennis og motionsløb.