Fhv. lærer Lis Kirsten Dam, Præstø, fylder 70 tirsdag d. 24. maj 2011.
Efter lærereksamen på Jelling Seminarium og giftermålet med arkitekt Niels Anton Dam gik turen i 1966 til det dav. Østpakistan som missionærer for Santalmissionen, hvor det blev til 4 års ophold.
Da Østpakistan havde vundet selvstændighed fra Vestpakistan under navnet Bangladesh (bangalernes land), valgte Lis Kirsten Dam og resten af familien, herunder 2 børn, at vende tilbage i 1974 som projektmagere i et Hjælp til Selvhjælps-projekt blandt fordrevne urdu-talende muslimer.
Her var hun koordinator på et kombineret undervisnings- og beskæfti-gelsesprojekt for 180 kvinder, hvor hendes stille motivation fik dem igang med at brodere duge og tæpper, der bruges i Danmark den dag i dag.
Efter en ansættelse for Danida i det store egnsudviklingsprojekt i Noakhali, også i Bangladesh, kom hun i 1981 til Amager og blev lærer på Filipskolen og siden voksenunderviser ved Sundby Dagcenter.
I 1991 tog hun springet til at blive sekretær på Dansk Europamissions kontor og kom herfra til Tværkulturelt Center, hvorefter hun uddannede sig til kordegn. Hun har stadig et deltidsjob som kirkesekretær.
Hun er folketingskandidat for Kristendemokraterne i Faxe og Næstved kredsen og medlem af partiets hovedbestyrelse. Op til valget har Lis Kirsten Dam bl.a. tilkendegivet, at hun ønsker u-landsbistanden tilbage på mindst 1 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) efter VK-regeringens omfattende besparelser.