Et liv i mission

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Præst, adjungeret professor, ph.d. og missionsteolog Børge Schantz, Bjæverskov på Midtsjælland, fylder 80 onsdag d. 3. august 2011.

Fødselaren blev opdraget ud fra Syvende Dags Adventisternes traditioner og har lagt hele sin livsgerning i den protestantiske frikirke.

Han tog en ph.d. i missionsvidenskab med islam som speciale, og det førte ham til arbejdsopgaver på 4 kontinenter, herunder Afrika og Asien og 8 lande, blandt dem Sierra Leone og Nigeria i Vestafrika og Libanon i Mellemøsten som præst, missionær, lærer og kirkeleder.

Han var bl.a. leder af forløberen for hjælpeorganisationen ADRA Danmarks omfattende humanitære hjælpearbejde i Biafra under oprøret i Nigeria, borgerkrigen i Libanon og hungersnøden i Østafrika i flere perioder op gennem 1970erne.

Som professor i missionsvidenskab og leder af teologiafdelingen på Newbold College i England blev Børge Schantz også stifter af et kristent-islamisk studiecenter nær London, som han ledede i 8 år indtil sin pensionering.

Han har skrevet flere bøger om mission og islam, bl.a. “Muslimer blandt kristne i Danmark – ligheder og forskelle i tro og praksis – fredelig sameksistens eller bitre konflikter”, som kom ud i 2006.

Børge Schantz har tillige sammen med sin bror, Hans Jørgen Schantz, fået udgivet bogen “Var det umagen værd”, der handler om missionsarbejdet i det danske adventistsamfund, som de begge tilhører.

Børge Schantz kender dette arbejde indefra som få efter 20 år som missionær. Og hælder vel mest til den gamle skole om at evangeliet må stå forrest i arbejdet.

I nutidig mission spiller det humanitære arbejde en stor rolle. Han mener imidlertid, at der kan være en spænding imellem, hvor meget tid missionærer skal bruge på direkte mission og på hjælpearbejde.

Han husker en episode, hvor han mødte en fremtrædende missions-teolog. Børge Schantz fortalte ham om sin tid som missionær i Libanon, hvor han havde ansvar for adventisternes hjælpearbejde i Mellemøsten og Østafrika. Bl.a. kom han ind på, hvordan han havde hjulpet mange mennesker i livsfare.

– Så spurgte han mig: “Gav du dem evangeliet?”. Jeg fortalte ham, at det havde været for farligt, hvortil han svarede: “Så har du spildt din tid. Det andet kunne enhver underordnet medarbejder i en hjælpe-organisation have gjort. Du havde evangeliet, men gav dem det ikke!”

– Han havde en pointe, for missionærer bør bruge deres tid på evangeliet og lade andre om hjælpearbejdet, sagde han i et interview med Kristeligt Dagblad for 11 år siden.

Han er aktiv den dag i dag trods alderen. Har således netop i 2 måneder været gæsteforelæser på Sahmyook University i Seoul i Sydkorea.

Fødselsdagen fejres i stilhed i Berlin.