Nepenthes fejrer stor sejr for projekt til gavn for indfødte folkeslag i Panama

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Panamas parlament har ved at vedtage en ny lov onsdag anerkendt alle landets oprindelige folks ret til deres traditionelle territorier og samtidig sikret bevarelse af regnskov, der svarer til 4 gange Danmarks årlige udledning af CO2, skriver miljøgruppen Nepenthes i en pressemelding torsdag.

Efter mange års kamp med støtte fra danske Nepenthes har 100 landsbyer med 30.000 indbyggere fået tildelt territorier. Men det er en sejr for alle ca. 200.000 oprindelige folk (indianere) i Panama, hedder det.

Projektkoordinator Nikolaj Bro Moseholm i Nepenthes: – Med mere end 1.000 repræsentanter for oprindelige folk på plads i parlamentet vedtog Panamas parlament enstemmigt National Lov 411, som anerkender alle oprindelige folks territoriale rettigheder i Panama. Det er ubeskriveligt fedt!

Det er først og fremmest en sejr for de oprindelige folk, som har formået at skabe en national alliance med politisk slagkraft i løbet af det sidste år.

Men det er også en sejr for Nepenthes, der som eneste internationale NGO støtter de oprindelige folk i det mellemamerikanske land med fokus på deres rettigheder og udarbejdelse og vedtagelsen af netop den nye lov 411, hedder det i pressemeldingen.

Nepenthes begyndte at støtte Panamas indianere for 10 år siden med fokus på styrkelse af deres traditionelle organisationer. Netop dette har gjort lederne af Emberá og Wounaan folkene i stand til at indtage rollen som primus motor i den nye nationale samling af alle oprindelige folk i landet.

– Vi taler om mennesker, som lever for under 10 kr. om dagen, men som nu kan begynde at se fremad og planlægge udviklingen i deres territorium, anfører Nikolaj Bro Moseholm videre.

Da der er tale om kollektiv ejendomsret, som per definition i loven ikke kan sælges eller omgøres, er det et sjældent holdbart resultat benævnt ”i al fremtid”. Dermed vil et stort regnskovsområde være beskyttet mod fældning og ødelæggelse.

Det samlede areal, der p.t. tildeles oprindelige folk som følge af loven, er 560.000 hektar regnskov. Det svarer til mere end 2 gange de samlede fredede arealer i Danmark – eller Fyn og Lolland tilsammen.

Eksperter fra Nepenthes vurderer at der er mindst 118 mio. ton biomasse på arealet hvilket svarer til ca. 217 mio. ton CO2, eller knapt 4 gange Danmarks årlige udledning.

Men dette tal tager ikke højde for biomassen i jorden, der sandsynligvis øger tallet til 5 gange Danmarks årlige udledning.

Formand for Nepenthes Kristian Jørgensen: – Det er et af de største resultater af Nepenthes arbejde i mange år. Det er helt uhørt, at et lille NGO-projekt alene formår at sætte en national dagsorden i denne målestok.

Man kan læse mere om Nepenthes-projektet: Kollektiv ejendomsret
Hent billeder fra eventet (zip)

Yderligere oplysninger hos Nikolaj Bro Moseholm, tlf. 26 22 94 43, e-mail: [email protected]

Nepenthes om Nepenthes

Nepenthes er en miljøorganisation, der arbejder for, at verdens skove bliver udnyttet på en bæredygtig og ansvarlig måde.

Målet er at skabe bedre vilkår for både natur og mennesker, og projektarbejdet udføres derfor i tæt samarbejde med både indfødte folk, lokalbefolkning og andre miljøorganisationer.

Foreningen Nepenthes blev dannet i 1983 og har løbende kampagner for bevarelse af regnskov og bæredygtig udvikling.

Mest kendt er regnskovsopkøbene i slutningen af 1980erne, hvor over 200.000 danskere donerede mere end 8 millioner kr. til opkøb af regnskov. Det resulterede i et opkøb på 72 kvadratkilometer skov – et område, der svarer til 14.400 fodboldbaner.

Foreningen har i dag et stabilt medlemstal på 1.640, hvoraf ca. 70 er aktive frivillige medarbejdere.