2008 tegner til at blive det koldeste år på kloden siden 1999, siger forskningsleder Jens Hesselbjerg Christensen fra Danmarks Klimacenter på DMI til Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.
Hesselbjerg regner med, at 2008 bliver ca. 0,1 grad koldere end 2007 og mener, at forklaringen skal findes i vejrfænomenet La Niña, der giver nedkøling i Stillehavet. Han konstaterer, at det trods dystre forudsigelser om en global opvarmning, ikke er blevet varmere på kloden i 10 år.
Samtidig vokser havisen omkring Nordpolen, fortæller seniorforsker Rasmus Tonboe fra DMI. – Efter at vi i 2007 så den mindste udbredelse af havisen nogensinde, er isen nu på vej op, siger han til Jyllands-Posten.